Nicaragua: Sandinistpartiets storhed og fald

For femogtyve år siden, under opstanden i Nicaraguas byer mod Anastasio Somozas brutale regime, holdt teenagere bevæbnet med pistoler, jagtrifler og hjemmelavede bomber stand bag vakkelvorne barrikader mod stormløbet fra diktaturets USA-trænede nationalgardister.

I kampens hede krævede de unge drenge og piger, los Muchachos, at få at vide, hvornår FSLN (Den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront) ville ankomme for at undsætte dem. De unge mennesker i store byer som Managua, Masaya, León og Estelí fik alle det samme skræmmende svar: ”I er Sandinistfronten.”

Et tiår tidligere drog studenter på flugt fra diktaturets hemmelige politi op i bjergene for at slutte sig til Frontens guerillaer. De blev lige så forbavsede. De forventede at møde hundredvis af soldater i gang med streng militær træning i en velorganiseret lejr. I stedet måtte de chokeret sande at ”basen” ikke bestod af andet end et par håndfulde kammerater på flugt. På det tidspunkt oplevede FSLN en serie af militære nederlag og var ude af stand til at få fodfæste i landområderne, for slet ikke at nævne byerne.

Og alligevel var det myten om Sandinistfronten, sammen med de hundredvis af Muchachos, som ofrede livet, der i sidste ende gennemtvang Nationalgardens overraskende kollaps og Somozastyrets fald.

Med dets ledere klædt i lasede grønne uniformer tog FSLN magten og gik i gang med at implementere en af de sidste sociale revolutioner i det 20. århundrede. Verden fulgte det nye Mellemamerikanske eksperiment med en entusiasme, der kun blev matchet af giftigheden af USAs følgende militære og økonomiske destabiliseringskampagner.

Tre tendenser

Revolutionen den 19. juli 1979 var i mindre grad et udslag af strategisk eller militær genialitet end af to mere vigtige faktorer: Det udbredte had til Somoza og identifikationen af FSLN som en legemligørelse af den nationale helt Augusto Sandino.

Identifikationen med Sandino var vigtig, fordi han havde kæmpet mod US-marines fra 1927-1933, for siden at blive snigmyrdet af den første Somoza – Anastasios far. FSLNs grundlægger Carlos Fonseca Amador havde klogt og bevidst brugt Sandinos arv til at forøge Frontens appel og for at understrege nationalismens og antiimperialismens betydning.

Kun få måneder inden sejren, havde de tre forskellige ’tendenser’ inden for FSLN – Den Forlængede Folkekrigsgruppe, den urbane Proletariatstendens og Opørstendensen, været ved at ryge i totterne på hinanden på grund af dybe ideologiske forskelle.

De tre fraktioner, der havde hver deres leder, blev med Fidel Catros hjælp overtalt til at dele lederskabet i et fælles politisk/militært projekt. Kravene om enhed kom også fra medlemmer og sympatisører, som bekymrede sig mere om at blive af med Somozadikaturet end om at drage Lenin og Mao ind i slagsmålet.

Efterhånden som den væbnende modstand voksede, specielt efter diktaturets mord på den populære avisredaktør Pedro Chamorro, blev Oprørstendensen den dominerende.

Tvinges til enhed

Frem til den dag, hvor FSLN overtog magten, var fronten et mysterium. Faktisk var den 19. juli første gang, at mange nicaraguanere, og for den sags skyld sandinistiske frihedskæmpere, fik et glimt af Frontens ledelse.

Den ni mand store ledelse kendt som Den Nationale Ledelse, tog hurtig myten og hyldesten til revolutionen på sig og skjulte de bitre uenigheder, der fandtes i mellem dem. Ledende medlemmer af hver tendens udgjorde den Nationale Ledelse med Daniel Ortega og hans bror Humberto som de øverste politiske og militære ledere.

Doktrinær ideologi blev skubbet i baggrunden, fordi lederskabet og kadrerne holdt de ideologiske skismaer i alliancen for sig selv. Dette klart ”taktiske” behov for at fremvise en samlet front købte dem tid til at uddybe sandinistisk kontrol med kerneinstitutionerne, mens de igangsatte en række strukturelle forandringer kendetegnet af pluralisme, blandingsøkonomi og alliancefrihed.

Nødvendigheden viste sig at være en dyd, da kristne, middelklassesektorer og selv oligarkiets efterkommere blev en del af den sandinistiske bevægelse og regering. Den brede støttebase og de divergerende tendenser forudsatte en kollektiv ledelse inden for FSLN. Således valgte revolutionen foreløbigt ikke at vælge én enkelt leder og var fleksibel i definitionen og implementeringen af sit program.

Uden at ville det, tvang Washingtons beslutning om at føre krig mod den nicaraguanske revolution FSLN og regeringen til at gøre det, der var taktik til strategi. Det vil sige at bruge deres mangfoldige base og kollektive lederskab til at konsolidere og legitimere deres magt overfor den voksende USA-aggression.

På trods af den daværende hardliner Humberto Ortegas udtalelse: ”Vi trækker ikke lod om magten”, tvang Washingtons fjendtlighed FSLN til en række politiske indrømmelser. Regeringen afholdt valg i 1984, vedtog en borgerlig-demokratisk grundlov, gav plads til dissident-partier i et stadig mere magtfuldt parlament og tolererede mediereformer.

(U)demokratisk centralisme

Igennem 80´erne betød behovet for at bevare enhed for enhver pris, at kollektivismen blev godt beskyttet. Alle ni medlemmer af Den Nationale Ledelse deltog i beslutning af nøglespørgsmål, ikke kun Daniel Ortega. Alle ni delte et marxistisk perspektiv og introducerede sig selv overfor Kreml som ledere af en ”socialistisk orienteret nation”.

Men partimedlemmerne manglede den seriøse politiske skoling, som skal til for at gøre demokratisk centralisme mere demokratisk og mindre autoritær. Og mange af de organisatoriske strukturer efter 1979 afspejlede en leninistisk model. Ministre og andre topembedsmænd kom næsten udelukkende fra det Sandinistiske Råd, - et rådgivende organ på omkring 70 personer, der faktisk havde mindre indflydelse end centralkomitéerne i andre landes kommunistiske partier.

Krigen mod Kontraerne og USA styrkede denne vertikale og hierarkiske politiske kultur, og skabte i højere grad persondyrkelse end ideologisk eller demokratisk debat. Den Nationale Ledelse mødtes hver fredag formiddag og om eftermiddagen ville staten og partiapparatet have modtaget deres ordrer.

De formelle partistrukturer blev i stigende grad afhængige af staten for deres virke og orientering, hvilket førte til en sammenblanding af det politiske og administrative ansvar. Partiet overlappede således voldsomt med statsstrukturerne. Det var en stående joke at kalde partiet ”Ministeriet for Politisk Mobilisering”. En henvisning til at regeringen tildelte partiet opgaver, når der var behov for massedeltagelse og overarbejde for regeringsansatte.

Men der blev opnået bemærkelsesværdige succeser på denne måde - succeser som aldrig havde kunnet lade sig gøre for regeringen alene: Alfabetiseringskampagnen i 1980, kampagnerne for folkesundhed og skabelsen af en militær massebevægelse, der bekæmpede de USA-støttede Kontraer.

Den Nationale Ledelse udnyttede til fulde myten om og følelsen af at deltage i en historisk mission. Det lykkedes at mobilisere en ny generation, som ikke havde kæmpet i krigen mod Somoza. I stedet bekæmpede denne nye generation analfabetismen og reducerede den fra 52 % til mindre end 13 % på bare et år. Senere greb den samme generation våbnene og kæmpede i krigen mod Kontraerne, dog med mindre entusiasme.

Konflikt om jorden

USAs militære, økonomiske og ideologiske aggression måtte uundgåeligt være bestemmende for udviklingen af landet og partiet i otte af de 11 år, hvor FSLN havde magten. Jerndisciplin og vertikalisme indenfor partiet var en forudsætning for revolutionens overlevelse under USA’s angreb, men den samme disciplin og autoritære stil forstørrede også FSLNs mange fejltagelser. Politiske fejlvurderinger var både resultater af eksternt pres og af en voksende afstand mellem borgere og regering og mellem partimedlemmer og ledelse.

F.eks. overvurderede regeringen voldsomt folkets evne til at udholde lidelser og mangler, når FSLNs ledelse og kadrerne i byrokratiet samtidig stort set var uberørte. Og som mange tidligere revolutioner stod Sandinisterne i et modsætningsforhold til små jordejere, som afviste at udgøre et ruralt proletariat og at deltage i en agrar revolution.

De små jordejeres afvisning, regeringsbyrokratiets inkompetence og USA’s indblanding førte til en brutalisering af konflikten. Det, der startede som en klassemæssig uenighed om jordpolitikken, blev forvandlet til en blodig oprørsbekæmpelse, da små og store jordejere valgte side med Kontraerne. Militært var konfrontationen en succes for Sandinisterne, men der blev betalt en enorm social og moralsk pris, som følge af de sandinistiske sikkerhedsstyrker hårdhændede metoder.

Tilskyndet af krigen skubbede Den Nationale Ledelse efterhånden ”ikke-FSLN grupper” ud af regeringen og skabte byrokratiske livegenskaber, der var loyale overfor deres respektive chefer. De dygtigste kadrer påtog sig ansvaret for det militære og diplomatiske forsvar for revolutionen. I manglen på dygtige administratorer blev de regeringsorganer, der skulle tilfredsstille befolkningens behov, svage og førte ineffektive politikker.

Landområderne blev hårdest ramt af disse mangler og Kontraerne og oppositionen havde derfor let ved rekruttering. FSLN snublede også i sin håndtering af de legale oppositionspartier og medier, småbønderne, kirken og den Miskitoindianske befolkning.

Til sidst, i et forsøg på at undgå den totale økonomiske kollaps, gennemtvang den sandinistiske regering i 1988 en brutal IMF-lignende pakke af besparelser og devalueringer uden forudgående debat i befolkningen, som yderligere øgede fattigdommen og utilfredsheden.

Etisk Hari-Kiri

Der var mange tegn på moralsk opløsning i FSLN. Med de skamløse vertikale kommandostrukturer fulgte arrogance, luksuriøs livsstil og personlige og institutionelle uvaner.

Ifølge den chilenske journalist Marta Harnecker bar ”mange sandinistlederes opførsel brændsel til oppositionens negative pressekampagner og medførte en stigende adskillelse mellem de sandinistiske ledere og deres politiske bagland.”

Jesuitterpræsten Xabier Gorostiaga, der i en periode var økonomisk rådgiver for sandinistregeringen, mindes hvordan ”’borgerliggørelsen’ af det sandinistiske lederskab forøgede deres isolation fra folkets virkelige behov”. Det, der skabte partiets splittelse og opløsning var ifølge Gorostiaga,”de personlige ambitioner hos lederskabet, som gik mere efter succes for deres egne projekter end efter konsolideringen af en alternativ model.” Den enorme moralske og menneskelige indsats fra en lille republik i USA’s baghave blev efterhånden undermineret og nedbrudt af en ”demoraliserende etisk Hari-Kiri”, tilføjer han.

Eduardo Galeano beklager, at Sandinisterne tabte præsidentvalget i 1990 ”som følge af en ødelæggende og udmattende krig. Og fordi nogle af lederne forbrød sig mod håbet og uforståeligt forrådte deres egne ord og arbejde.”

Fredsslutning og valg

USA’s konstante destabiliseringskampagne og den ødelæggende økonomiske embargo gjorde store dele af befolkningen bitter på sandinistregeringen, som seriøst havde undervurderet omfanget af Washingtons straf for den logistiske støtte til de salvadoranske oprørere i 80´erne.

Bekæmpelsen af de USA-støttede Kontraer åd 60 % af nationalbudgettet og tvang FSLN til at vælge mellem at implementere en slags krigskommunisme eller indgå en forhandlingsløsning. De valgte det sidste. Kirken, den costaricanske præsident Oscar Arias og demokrater i den amerikanske kongres mæglede sig frem til en politisk forandringsproces og afholdelsen af frie valg.

Ubekymret troede FSLN, at de kunne trække tiden ud og samtidig besejre kontraerne, stabilisere økonomien og vinde valget.

Præcis som da Sandinistfronten overraskede vågnede op en julimorgen som magthavere i Nicaragua, vågnede de den 25. februar op i en tilstand af vantro over at have tabt valget til den USA-støttede koalition af partier under ledelse af Violeta Chamorro.

Washington havde effektivt gjort valget til en afstemning om krigen. Washington havde med held forsøgt at overbevise befolkningen om, at valget stod mellem fortsat krig eller fred og afslutning på aggressionen.

Folkets formindskede evne til at modstå presset fra USA var et resultat af tvivlen om, hvorvidt der fandtes et projekt, der var værd at forsvare, og af manglen på partidemokrati og politisk uddannelse.

Enheden udfordres

Sandinistfronten blev nu et legalt venstreorienteret oppositionsparti uden at have nogen klar idé om, hvad hverken ’venstreorienteret’ eller ’opposition’ egentlig betød. Det var en forvirring, der ikke blev mindre af, at man stod overfor en post-sovjetisk nyliberal horisont.

Enheden i partiet og undertrykkelsen af intern debat, som krigen havde aftvunget, faldt nu fra hinanden. Partimedlemmer kritiserede åbent Den Nationale Ledelse. Efter mere end et årti mistede de ni medlemmer nu deres status som halvguder.

Stridigheder, der havde simret i over ti år, kogte nu over. Tiden, hvor man fulgte ordrer uden at stille spørgsmål, var forbi, og for første gang blev ledelsen tvunget til at lytte.

Med den interne konsensus’ ophør begyndte medlemmerne af Sandinistfronten at give lederne skylden for fejltagelserne og misbruget i det foregående årti. For mange i FSLN havde loyaliteten til partiet mere hvilet på krigstids-disciplin end på ideologisk eller programmæssig overbevisning.

Da behovet for disciplin var væk og privilegeret adgang til staten ikke kunne lokke, forlod mange partiet. Hvad mange havde set som Sandinistfrontens styrker: Kollektivt lederskab, bred klassesammensætning og nedtoningen af dogmatik blev nu set som svagheder og ”ideologisk forvirring”.

Splittelse

I takt med at de økonomiske og sociale forhold hurtigt forværredes efter 1990, voksede presset indenfor FSLN for en klargørelse af strategien. Sandinistpartiets medlemmer var bevidste om FSLNs magt og popularitet og dets fortsatte tilstedeværelse i hæren, politiet, byrokratiet og de sociale organisationer. De krævede, at partiet brugte sine muskler og tvang Chamorro-regeringen til at ændre politik, eller simpelthen væltede regeringen.

En venstreorienteret partitendens opstod i 1994 og krævede ”større kampvillighed til forsvar for de fattige.”

En modsat tendens ledet af den tidligere vicepræsident Sergio Ramirez og mange af FSLNs parlamentsmedlemmer argumenterede imod en konfrontation med regeringen. De mente, at polarisering kun ville styrke højrefløjen. Kun hvis man fremmede større gennemsigtighed, bred social konsensus med en bred klassesammensætning og stabilitet i de internationale relationer, ville FSLN kunne vinde valget.

På dette tidspunkt have Daniel Ortega positioneret sig selv som en lederskikkelse. Hans indflydelse på partiets strukturer kom til udtryk på FSLNs partikongres i 1994, der skulle sammensætte partiets ledelse. Ortega besejrede Ramirez stort.

Men dette var mindre en sejr for venstrefløjen end for Ortega, som blev ophøjet til en ny Caudillo. Fra da af fulgte Ortega i praksis Ramirez-fløjens strategi, mens han i sin retorik udtrykte venstrefløjens linie.

I overbevisning om at han havde kontrol med venstrefløjen og havde udmanøvreret sine mere konservative modstandere, begyndte Ortega at opbygge alliancer med Nicaraguas dominerende kapitalistiske grupper og fokuserede på at overbevise de ubeslutsomme vælgere.

På trods af hans forsøg tabte partiet valgene i 1996 til det liberale partis kandidat Arnoldo Alemán, som førte en klar anti-sandinist kampagne.

Traumatiseret af valgnederlaget og i frygt for hævn fra den nye regering sluttede partimedlemmer og sympatisører nu op om Ortega. Igen blev FSLN hjemsøgt af fraværet af politisk uddannelse og internt demokrati. Ortega strammede sin kontrol med partiet og undgik et opgør med den vertikale ledelsesstil i FSLN.

Manglende opposition

De sociale bevægelser, der har måttet kæmpe imod både nyliberalismen og ’ortegismen’, har haft svært ved at skabe uafhængige bevægelser og alliancer mod nyliberalismen.

Sandinistiske dissidenter er i en vis grad til stede i medierne og i NGO´erne, men har ikke kunnet skabe et samlet organisatorisk eller endsige elektoralt alternativ. Mange har opgivet partiet, mens andre fastholder, at kampen må føres indenfor partiet, fordi et brud med de historiske symboler, som er så vigtige i de folkelige sektorer, ville være kontraproduktivt.

For mange fattige er støtten til Daniel Ortega et spørgsmål om tro og blind tillid. Ironisk nok håber regeringspartiets valgstrateger, at Ortega genopstiller, netop på grund af den polarisering og USA-opposition som hans kandidatur ville afstedkomme.

Patron-klient politik styrer landet og begge de store partier: PLC og FSLN. Kun dem, der var loyale overfor Ortega, blev opstillet til kommune og parlamentsvalg i 2000. Ikke før 2002 introducerede FSLN primærvalg af valgkandidater, men kun for kommunalråd.

Kritikere af Ortega, der stadig er i partiet står i kulissen og venter på forandringer. Andre har helt forladt partiet. De kalder sig stadig sandinister, men vil hellere arbejde uafhængigt politisk.

Skandale på skandale

Mange mennesker beundrede Sandinisternes anerkendelse af deres valgnederlag til Violetta Chamorro – den første fredelige overdragelse af magten til en oppositionsregering i Nicaraguas historie.

Men en måned efter kollapsede denne beundring som følge af den famøse Piñata-skandale. Før Sandinisterne overdrog magten til Chamorro-regeringen, plyndrede FSLN statsejede ressourcer, ifølge dem selv for at finansiere partiets overgang til oppositionsparti. Nogle sandinistledere overdrog hertil statsejet ejendom til sig selv og belønnede deres venner med skøder på ejendomme og land.

I maj 1998 anlagde Ortegas steddatter Zoilaméica Narvaéz sag an mod ham, og fortalte at hun havde været udsat for voldtægt og misbrug siden hun var 11 år. Som nok det mest overbevisende bevis på Ortegas kontrol med partiet, inklusiv dets kvindebevægelse, ignorerede partiets ledere fuldstændig Narvaéz beskyldninger, på trods af at hun selv var partimedlem.

Til selv de mest partiloyales bestyrtelse, indgik Ortega og den daværende præsident Aléman, én af de mest korrupte og foragtede mennesker i Nicaragua, i 1999 en pagt. Pagten sikrede en fordeling af statsposter og ændringer i grundloven, som udelukkede uafhængige politiske udfordrere.

Øget fattigdom

De politiske kompromisser, der er indgået siden revolutionen, må blive dømt ud fra, hvad de har opnået for Nicaraguas fattige. Desværre er opgørelsen nedtrykkende.

Nicaraguas BNI er i dag lavere end før 1979 og importen overstiger eksporten med 30 %. I starten af 90´erne havde Nicaragua verdensrekorden i u-landsgæld. I slutningen af årtiet havde nyliberalismen efterladt landet som et af de lande med størst ulighed i verden.

Nye shoppingcentre er skudt op som paddehatte, mens 40 % af familierne, specielt i landområderne, ikke har råd til at sende deres børn i skole på grund af den brugerbetaling, som er indført på dekret af verdensbanken. Ifølge UNICEF er der 57 % af børnene, der ikke når til sjette klasse. En fjerdedel af befolkningen er funktionelle analfabeter, lider af fejlernæring, og har ingen adgang til sundhedshjælp.

På trods af alt dette opfordrede FSLN i 2003 lærere og sundhedsarbejdere til at tøjle deres krav og lade være at protestere, så de ikke skabte problemer for regeringens forhandlinger med IMF og Verdensbanken.

På baggrund af de forfærdelige sociale følger af mere end et årtis strukturtilpasning og eksploderende korruption, er der ingen tvivl om, at FSLN principielt ville kunne lede en bevægelse, der kunne ændre - eller i hvert fald sætte alvorligt spørgsmålstegn ved - landets nuværende destruktive kurs. Det, der forhindrer det, er imidlertid ikke evne. men vilje.

Ortega tror stadig på muligheden for genvalg, og i mellemtiden forfølger han en strategi, der skal sikre pladser og positioner i statsapparatet til hans støtter.

Denne linie og generalsekretær Daniel Ortegas uudfordrede autoritet viser, hvor langt væk Sandinistpartiet er kommet fra principperne hos partiets første generalsekretær og grundlægger Carlos Fonseca Amador.

Han beskrev korrekt, hvad formålet med revolutionen er: ”Det er ikke et spørgsmål om at erstatte magthaverne. Det er et spørgsmål om at ændre udbytningens sociale og økonomiske strukturer.”

Er FSLN i dag ikke blot deltagere i et nationalt magtspil? Vil FSLN være tilfredse med blot at administrere de liberale demokratiske institutioner, som partiet har været med til at skabe?

Myten om Sandino

Den sandinistiske revolution skal beundres for de bemærkelsesværdige fremskridt som den afstedkom, men den tilfredsstillede langt fra folkets håb om ægte økonomisk og socialt demokrati.

I FSLNs storhedstid fejlede partiet i sit forsøg på at revolutionere det nicaraguanske samfund. I dag ligger partiets største fejl i dets tilbageholdenhed overfor at stoppe eller tilbagerulle nyliberalismens brutale ideologiske og økonomiske forandringer af det nicaraguanske samfund. Faktisk kan det ende med at vise sig, at den sandinistiske revolution blev det springbræt, som gav højrefløjen dens nuværende hegemoni.

Det kan godt være, at Fonsecas drøm fremstår urealistisk og uopnåelig i denne imperiale æra, hvor USA er mere beslutsom end nogensinde før på at mikro-administrere Mellemamerikas politik og økonomi. Alligevel er det den drøm, der holder liv i den oprindelige sandinistiske myte, grundlagt i håbet om en anden fremtid for de besiddelsesløse.

Det er også denne drøm, der får FSLNs kernevælgere til forsat tillidsfuldt at stemme på partiet. Men den tillid har en grænse. Ethvert håb for venstrefløjens fremtid i Nicaragua ligger præcis i muligheden for, at myten om Sandino og Sandinismen måske igen kan ændre FSLNs, ortegismens og Nicaraguas triste aktuelle virkelighed.

Alejandro Bendaña er grundlægger af Center for Internationale Studier i Managua. Han var Nicaraguas FN-ambassadør 1981-82.

Artiklen er sakset fra NACLA. Den er oversat og redigeret af Pelle Dragsted. Den har tidligere været bragt i tidsskriftet GAIA.