Tyrkiet i Europa?

Et intelligent svar på spørgsmålet må tage afsæt i det sekstende århundrede, da det Osmanniske Rige var på højden af sin storhed og betydning under Suleiman I. Dengang syntes det Osmanniske Rige at være anti-europæisk – et muslimsk imperium, der ekspanderede overalt inklusive ind i det kristne Europa. Det kontrollerede ikke bare det meste af hvad vi i dag regner for den arabiske verden, men erobrede også hele Sydøsteuropa. Det kulminerede i det syttende århundrede, i det såkaldte Türkenjahr, da de lykkedes den habsburgske kejser at modstå den anden osmanniske belejring af Wien, i selve Europas midte. Herefter begyndte det Osmanniske Rige langsomt at trække sig tilbage indtil det i det nittende århundrede blev regnet for ”Europas syge mand”. Men bemærk, at det blev kaldt ”Europas” syge mand.

Det Osmanniske Rige brød endegyldigt sammen i kølvandet på første verdenskrig. Krigshelten fra Dardanellerslaget i 1915, Mustafa Kemal (som senere blev kaldt Atatürk, det tyrkiske folks far), dannede i 1919 en national befrielsesbevægelse, der havde som mål at skabe en tyrkisk republik, som var nationalistisk og sekulær. I 1922 blev det osmanniske sultanat afskaffet. I 1923 udråbtes Den Tyrkiske Republik med Atatürk som præsident. Og i 1924 blev kalifatet, det vil sige den religiøse autoritet, som den osmanniske sultan havde inkarneret, også afskaffet. (Da Osama bin Laden i 2001 henviste til 80 års muslimsk ydmygelse, sporede han det netop til afskaffelsen af kalifatet.)

Atatürks program var målbevidst ”vestliggørelse” – at forandre retssystemet, befri kvinderne, afskaffe religiøse symboler (som at gå med fez) og først og fremmest ”etatisme” – statens centrale rolle i borgernes liv. Vestliggørende, men ikke pro-europæisk i den forstand, at den Tyrkiske Republik var indædt anti-imperialistisk og spillede en rolle i Folkeforbundet, som vi forbinder med Indiens senere rolle i FN – en konstant kritiker af kolonialisme og imperialisme. Selvom forholdet til Sovjetunionen i begyndelsen var godt (en fælles antiimperialistisk indstilling), så blev det alvorligt forværret i mellemkrigstiden. Og under anden verdenskrig forblev Tyrkiet neutralt, til de allieredes store fortrydelse.

Da Storbritannien i 1946 proklamerede sin politiske tilbagetrækning fra Mellemøsten, benyttede USA sig af situationen. Truman-doktrinen plantede USA solidt bag Grækenlands og Tyrkiets regeringer overfor det, som de og USA opfattede som den sovjetiske trussel. Så da Nato blev dannet i 1949 forekom det selvindlysende, at Tyrkiet skulle være medlem. Og da FN anmodede om tropper til at hjælpe Sydkorea i 1950, reagerede Tyrkiet på en afgørende måde. Nu havde Tyrkiet udskiftet sin kulturelle vestliggørelsesmodel fra Frankrig (oprindelig foretrukket indtil 1920’erne) til USA.

Da det parti, som Atatürk havde grundlagt, begyndte at miste styrke for første gang i perioden efter 1945 trådte Tyrkiets væbnede styrker i forgrunden som den vigtigste garant for sekulær nationalisme og etatisme (det vil sige en homogen jakobinsk version af statens rolle). Da det daværende EF i 1970’erne begyndte at udvide sig ind i Sydeuropa, viste Tyrkiet interesse, men blev forbigået. Det er imidlertid ikke sikkert, at Tyrkiet selv på det tidspunkt var så ivrig efter at forenes med Europa.

Tyrkiet var opslugt af sine egne problemer: væbnede styrker der havde taget magten ved adskillige lejligheder, en begyndende opstand fra den store kurdiske befolkning, der befandt sig i det sydøstlige Tyrkiet og en begyndende islamistisk genopvækkelse. For almindelige tyrkere, og især de væbnede styrker, eksisterede der ikke kurdere. Der fandtes kun tyrkere. Og de var ikke villige til at tillade nogen form for anerkendelse minoritetsrettigheder, inklusive sproglige rettigheder. De væbnede styrker undertrykte oprør med store omkostninger. De væbnede styrker var heller ikke villige til at gøre nogen form for indrømmelser overfor islamisterne. De blev også undertrykt. Ikke desto mindre var det en periode med stigende bekymring om menneskerettigheder i Vesteuropa, og mønstret med brutal undertrykkelse og militær magtovertagelse blev i Vesteuropa dømt særdeles uacceptabelt i et land, der anmodede om integration i de europæiske institutioner. Der var også en anden overvejelse. I 1950’erne behøvede Vesteuropa en indvandring af arbejdere for at tilfredsstille sin voksende industri. Og de henvendte sig i særlig grad til tyrkere. Dette var især tilfældet for Tyskland, som havde et stort Gastarbeiter-program. Men med begyndelsen af Kondratieff B-fasen i 1970’erne og dermed stigende arbejdsløshed begyndte både regeringer og offentlighed at mene, at tyrkerne burde rejse hjem. På nuværende tidspunkt var der ikke desto mindre tale om andengenerations-tyrkere, der var født i Tyskland og andre steder i Europa, som opfattede sig som indfødte i disse lande og ikke bare ønskede at forblive, men også at udøve deres fulde rettigheder som statsborgere. I kraft af at mange tyrkere forblev i Vesteuropa og at mange nordafrikanere også indvandrede dertil (især, men ikke kun Frankrig), begyndte den muslimske befolkningsgruppes procentandelen at vokse markant. Og i takt med at den islamistiske indflydelse begyndte at vokse blandt disse muslimer, begyndte akutte kulturelle (og politiske) konflikter at spille en vigtig rolle i den vesteuropæiske dagligdag.

I 1990’ener, efter Sovjetunionens kollaps, vendte Vesteuropa sig mod inddragelsen af Øst- og Centraleuropa i sine institutioner. Og Tyrkiet blev gentagne gange sat bag i køen efter disse lande. I mellemtiden fandt en bemærkelsesværdig ting sted i Tyrkiet. En islamistisk bevægelse kom faktisk til den politiske magt. Men det var en usædvanligt ”moderat” islamistisk bevægelse, som viste sig mere entusiastisk overfor integration i Europa end det gamle etatistiske militær. Islamisterne ved magten så Europa som garant for deres borgerrettigheder. Det samme gjorde kurderne. USA foretrak også tyrkisk integration i Europa, fordi det så som en forhindring for enhver tendens til, at Tyrkiet skulle bryde med Vesten og dermed med USA.

Med udsigt til at Tyrkiet faktisk ville blive forenet med Europa begyndte nogle vesteuropæiske ledere at udtrykke frygt, især Valérie Giscard d’Estaing og Helmut Kohl, som åbent erklærede, at Tyrkiet ikke passede ind. Hvad de i virkeligheden mente var selvfølgelig, at en optagelse af Tyrkiet i EU pludselig ville forøge procentdelen af muslimer i Europa signifikant. Det var et tidspunkt, hvor Frankrig forbød skolepiger at bære muslimske hovedtørklæder. Og politikere over hele Europa begyndte at reagere åbent på frygt for muslimer.

Emnet er pludselig blevet akut for Europa og for Tyrkiet. For Europa er spørgsmålet, om Europa vil bygge sin fremtid på at være en kristen kultur eller at være en sekulær kultur. Lige nu diskuterer europæere indædt, om der i den nye forfatning bør være eksplicitte henvisninger til Europas kristne arv, noget der fremføres kraftigt af Vatikanet. Spiren til forøget intern uro afhænger af graden hvorved Europa kan eller ikke kan finde måder at skabe kulturelt rum for sin uundgåeligt voksende muslimske befolkning. Integration af Tyrkiet betragtes af nogle som tungen på vægtskålen i retning af større uro. Men det ses af andre som en af de bedste måder til at overkomme uroen.

I mellemtiden i Stormellemøsten, som Bush-administration holder af at kalde det, kan en afvisning af Tyrkiet være en vigtig streg i regningen. Tyrkiet er muslimsk, men det er også arving til den osmanniske dominans over den arabiske verden og er blevet set på med stor mistro af de arabiske befolkninger og stater lige siden deres uafhængighed. Bliver Tyrkiet på den anden side definitivt afstængt fra Europa, er det meget muligt, at den ”moderate” islamisme, som nu regerer, vil tabe terræn til fordel for en mindre ”moderat” version, noget der ville ramme voldsomt tilbage på Europa. Tyrkiet i Europa er ikke et lille spørgsmål.

Immanuel Wallerstein er sociolog og historiker, leder Fernand Braudel Center på Binghamton University og underviser på Ecole des Hautes Etudes en Science Sociales i Paris. Han er forfatter til en lang række bøger, bl.a. The Modern World System.

Oversat af Anders Hassing

[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes. Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller e-maile til andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag på iwaller@binghamton.edu, fax: 1-607-777-4315.

Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i stedet for de umiddelbare overskrifter.]