Når naturen bekriges

Ved en militær konflikt tænkes der oftest på soldater i kamp. Bomber og beskydning skal tvinge modstanderen i defensiven. Styrker skal stækkes, mål indtages. Men det er ikke hele billedet. For i moderne krigsplanlægning søger man også at lamme »civile« mål såsom el-forsyningen, vigtige industrianlæg, infrastruktur o.a. Virkninger af disse angreb bliver ofte langvarige påvirkninger af miljøet med store skader for den befolkning, som skal leve efter kampene er overstået. Ligesom omfattende oprydningsarbejder skal iværksættes – og finansieres!

Mellem marts og juni stiger vandstanden i den afghanske flod Helmand. Igennem flere tusinde år har det været grundlaget for, at bønder langs floden gennem et sindrigt system af kanaler har kunnet dyrket et overrislingslandbrug. Floden får sit vand fra nedbør i bjergene i den centrale del af landet og flyder igennem det lave ørkenagtige område til den sydvestlige del af landet for så at ende i de store Sistan-vådområder på grænsen til Iran.

Ud over at være et vigtigt landbrugsområde spiller Sistan-vådområdet, som i tider med meget vand i Helmand-floden kan dække et område på omkring 4.000 kvadratkilometer, en vigtig rolle for fuglelivet. Det er anslået, at op til en halv million vadehavsfugle har plads her, hvor omkring 150 arter af trækfugle og fastliggende er blevet observeret. I vandet er der op mod 140 forskellige fiskearter, som er livsgrundlaget for både fugle, pattedyr og mennesker.

Sådan er det ikke længere, skriver FN’s miljøorganisation UNEP i den 176-sider lange rapport »Afghanistan – Post-Conflict Environmental Assessment«:

»Inden for de seneste fem år har Helmand-floden oplevet en dramatisk nedgang i vandtilstrømningen. I 2001 var floden 98 procent under sit årlige gennemsnit. På grund af svingtende nedbør er det sneområde, som leverer hovedmængden af Helmand-flodens vand, skrumpet ind fra 41.000 kvadratkilometer til 26.000 kvadratkilometer mellem 1998 og 2000. Med det fradrag, som overrislinglandbruget tog, har det betydet, at flodens vand overhovedet ikke kom frem til Sistan-vådområdet i 2001.«

Sammen med en tørkeperiode har det medført en fuldstændig udtørring af vådområder og har haft alvorlig betydning for miljøet i Sistan, bliver det fremhævet i rapporten. Den konkluderer på denne og en række andre undersøgelser af følsomme naturområders tilstand, at »i løbet af de to seneste årtiers konflikt, er Afghanistans naturressourcegrundlag blevet alvorligt ødelagt af militære aktiviteter, flygtningestrømme, overudnyttelse og et fravær af styring«.

Der er sket langvarige ødelæggelser på økosystemer – for eksempel grundvandet – med den konsekvens, at befolkningen for at tilfredsstille de umiddelbare overlevelsesbehov har tæret på ressourcer, som skulle have været mere forsigtigt brugt.

»Rapporten gør det klart, hvordan konflikt forårsager miljøødelæggelser. Ligesom fortsat miljøforringelse og knaphed på naturressourcer vil forårsage yderligere konflikter. Effektiv styring af miljøet er nøglen til at bryde denne onde cirkel«, sagde Afghanistans minister for miljø, Ahmad Yusuf Nuristani, da han tidligere på året deltog i UNEP’s ministerrådsmøde.

Gammel tradition

Sammenhængen mellem krige og konflikter og så miljøet og dets tilstand er ikke noget ny. Historien igennem har det været en anvendt taktik under krige, at forsøge at påføre fjenden langvarige skader, som kan svække hans strategiske muligheder. Gennem at ødelægge ikke-militære installationer, forurene naturressourcer, nedbryde trafikforhold og så videre søges modpartens muligheder for at opbygge sine militære kapaciteter på kort sigt undergravet.

Ligeledes søges den politiske tilslutning i befolkningen til hans planer undermineret gennem at svække dagliglivets vilkår for befolkningen, for eksempel gennem forringelse af adgangen til ressourcer som vand, fødevarer og sundhedsfaciliteter.

Under tidligere krige har hære brugt den taktik – både under frem- og tilbagerykning – at destruere, hvad de kom forbi. Under fremrykning for at demonstrere magt over for fjenden og befolkningen i området. Under tilbagetrækning for at forhindre modpartens evne til at forfølge sig og opbygge nye kræfter til fremtidige konflikter.

Det har haft indvirkning på en række forskellige måder: forurening, ødelæggelse af infrastrukturer som broer, veje, dæmninger og andre installationer, hvis funktion har betydning for dagliglivet for befolkningen og dyre- og plantelivet. Et eksempel på hvad en konflikt kan betyde for et områdes muligheder for at udvikle sig, var den langvarig krigs-situation på Afrikas Horn.

Den britiske nødhjælpsorganisation Oxfam beskrevet den indre dynamik imellem krigskonflikten og miljøet således:

»Traditionelt har bønderne klaret at dyrke jorderne ved at lade nogle af dem ligge brak i længere perioder, og de har udviklet et komplekst vekseldyrkningssystem. I visse dele af Afrikas Horn har tyve års krig, alvorlige tørker og pres fra befolkningstilvæksten og gæld medført, at dette system er brudt sammen. Jorden får ikke en chance for at genvinde sin frugtbarhed, og udkommet er faldet dramatisk. For at klare denne situation er bønderne blevet tvunget til at dyrke marginale jorde, med den konsekvens at jorden er blevet yderligere forringet og der er sket afskovning. Det har forårsaget alvorlig jorderosion, hvor omfattende mængder af overfladejord er blevet skyllet væk, når det regner«.

Der skabes således en nedadgående spiral, som kombineret med direkte krigshandlinger og brug af våbensystemer som for eksempel landminer og klyngbomber kan låse hele områder af for udvikling og tvinge befolkningen til en ødelæggende brug af de områder, der er tilbage.

Olie i vand

Da Iraks nu væltede diktator Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990 og besatte landet, blev det optakten til den første Golf-krig.

De USA-ledede tropper fortrængte i løbet af kort tid de irakiske besættelsesstyrker fra Kuwait. Men under tilbagetoget gennemførte de irakiske enheder en række sabotage-aktioner mod olieinstallationerne. Konsekvensen blev, at millionvis af liter olie løb ud i Den persiske Golf. I et notat har den danske miljøorganisation NOAH beskrevet virkningerne:

»Olieudslippet forårsagede store belastninger af Golfens marinemiljø, der i forvejen var påvirket af årtiers rutinemæssige udslip fra landbaserde eller off-shore-anlæg, skibs-trafik, industrier på land, manglende spildevandsrensning samt den næsten otte år lange krig mellem Iran og Irak. Ikke desto mindre er Den persiske Golf forblevet et enestående aktivt økosystem og fungerer som en væsentlig fødekilde og et vigtigt rekreativt område for et stort antal truede arter, herunder mange trækfugle.

Olien drev sydpå, hvor den blev standset af halvøer og aflejrede sig som en 700 km lang asfaltbræmme langs Saudi-Arabiens nordkyst. Bræmmen var nogle steder 20 m bred og 20-25 cm tyk. Disse lavvandede kystområder består af tidevand, salte marskområder, mangroveskove og koralrev. Vegetationen er et vigtigt led i fødekæden for et stort antal fugle, fisk og rejer, ligesom det også giver gode fangst-muligheder for Saudi-Arabiens betydelige rejeindustri«.

Den internationale organisation til beskyttelse af fuglelivet, BirdLife International, vurderede efter krigen, hvilke konsekvenser olieudslippet og de brande i oliekilder, som de irakiske styrker startede, havde fået få fuglelivet. Man nåede frem til, at selve kystlinje i Kuwait var sluppet fri for virkelig alvorlig forurening, men at de mest alvorligt berørte områder var dem, hvor vandfuglene ynglede.

Imidlertid var de miljømæssige konsekvenser langt større, når det drejede som om landsiden, blev det påpeget i en redegørelse fra den internationale vådområdeorganisation, Wetlands International: »Store oliesøer, nogle dækkende adskillige kvadratkilometer, var blevet til efter sabotage af olieborehovederne, mens mere end 500 brændende oliebrønde udsendte titusinder af tons røg i atmosfæren hver dag. Mindst 25 procent af Kuwaits ørken var dækket af olien eller kraftige aflejringer af giftige oliesod. Sandsynligvis var 90 procent af Kuwaits ørkenoverflade sammenpresset, ophvirvlet eller på anden måde påvirket af militære aktiviteter, og ørkendannelsen var blevet stærkt forøget. Alle eksisterende beskyttede naturområder var blevet beskadiget og hegn og porte ødelagt«.

Giften i Serbien

Da NATO i 1999 gik til angreb på Serbien på grund af konflikten i Kosova og Milosevic-regimets undertrykkelse af det albanske befolkningsflertal i provinsen, skete det med brug af luftangreb. Metoden var strategiske bombninger af en række militære mål, strategiske positioner, trafik-knude-punkter og centrale kommunikationsinstallationer.

Efter krigen blev det muligt at vurdere skaderne. For EU-kommissionen udarbejdede eksperter fra det Regionale Miljøcenter for Central og Østeuropa (REC) en større rapport om virkningerne. Siden har FN’s miljøorganisation (UNEP) fulgt op på de langsigtede virkninger.

I REC-rapporten hed det, at miljøet i hele Jugoslavien blev påvirket af konflikten, og man når frem til, at »indtil videre er der ikke bevis på en omfattende økologisk katastrofe, men forurening er meget alvorlig i omegnene af målområderne i de industrielle komplekser såsom Pancevo, Prahovo og Novi Sad, og mange økosystemer er blevet ødelagt«.

Den samme konklusion nåede UNEP frem til, da organisationen i 1999 også lavede en undersøgelse, som udpegede nogle af de samme geografiske områder og konkluderede, at der var behov for »umiddelbar humanitær assistance«.

I REC-rapporten påpegede man konkret, hvordan krigen og bombningerne havde ført til:

• høje forureningsniveauer omkring de militære hovedmål, især den kemiske industri;

• trusler mod økosystemer, især i floderne;

• fødevareforurening stammende fra jordforurening;

• drikkevandsforurening;

• langvarige menneskelig helbredsskader;

• miljømæssige ødelæggelser som resultat af flygtninge-strømme til Kosova, Albanien og Makedonien – ligesom det skete, da flygtningene kom tilbage;

• svækkelse af de jugoslaviske institutioner, som skulle tage sig af miljøet;

• nedprioritering af miljøet i genopbygningsprocessen.

I UNEP’s seneste rapport fra oktober i år om oprydningen i og omkring de alvorligst ramte områder – de såkaldte »hot-spots« – beskrives det, hvordan man har været nødt til at forlænge oprydningsfasen, som skulle være afsluttet i 2002 til også at løbe igennem 2003.

Et er oprydningsprojekterne, noget andet er vanskelighederne med at få økonomien til at gennemføre dem. Det hedder således: »Den finansiering, der er til rådighed tillader ikke gennemførelsen af alle de udvalgte projekter«.

Ifølge UNEP-rapporten var det danske bidrag til dette projekt 2,7 mio. dollar ud af et samlet budget på 12, 5 mio. dollar.

Mads Bruun Pedersen er redaktionskoordinator for tidsskriftet SALT.