<b>Boganmeldelse: Talentet kræver en to’er</b>

Hvis man læser Politiken om lørdagen, så kender man også Nynnes Dagbog, en føljeton, der i underholdende form beretter om den enlige mor Nynnes fortrædeligheder udi hverdagens svære kunst. Der er tale om korte punchlines, mærkelige forkortelser, talesprog og selvironi. Meget underholdende. Men ikke i en hel bog!

Typisk singleliv

Krummeklubbens skamløse søstre handler om den lesbiske freelancejournalist My, der lever et typisk singleliv i Stockholm. Sammen med sine to heteroveninder har hun dannet Krummeklubben, der hedder sådan, fordi de tre føler, at de altid må nøjes med krummerne fra de andres bord - ”de andre” forstået som de lykkelige kvinder, der har fundet sig en fast partner. I bogen følger vi My’s eskapader i det svenske, lesbiske natteliv samt problemerne med at få økonomien til at hænge sammen som skribent for homo-bladet Queer-express.

Rodet og overfladisk

Når man er kommet sig over benovelsen over, at et dansk forlag endelig har gidet oversætte og udgive noget homo-skønlitteratur (Hatten af og respekt for det!), så må jeg desværre melde, at det her er en meget rodet, overfladisk og i længden trættende bog. Stand-up-comedy formen holder simpelthen ikke en hel roman igennem, og selvom der er adskillelige sjove passager i bogen, så drukner de simpelthen i de mange mindre sjove. Og rodet og overfladisk bliver det på grund af samme skriveform, idet personbeskrivelserne simpelthen aldrig tager nok form til, at man kan andet end at blive voldsomt irriteret på bogens kvinder – ikke så underligt at de er singler!

God journalistik

Da jeg til sidst på bogen bagflap læste, at forfatteren selv er journalist og avisredaktør faldt der nogle brikker på plads, og jeg er egentlig ikke i tvivl om, at Mian Lodalen er en god journalist, for i enkelte passager serveres der faktisk nogle udmærkede analyser af vilkårene for lesbiske kvinder. Vi præsenteres for de desperate hetero-kvinder der liiige skal prøve, hvordan det er at kysse med en kvinde, der er de barnløse lesbiskes ørkenvandring i sundhedssystemet for at opnå de samme muligheder som hetero-kvinder, der er udelukkelsen og de fysiske krænkelser af lesbiske kvinder i det svenske natteliv osv. osv. Alt i alt er der jo nok at skrive om, hvad enten man så vælger offer-historierne eller det sjove, overfladiske. Mian Lodalen har valgt at prøve begge vinkler, hvilket efter min mening gør, at ingen af delene lykkedes, men omvendt er potentialet og talentet helt klart tilstede, så jeg venter spændt på en mere seriøs to’er om kvinderne i krummeklubben.

Anmeldelse af Mian Lodalen: ”Krummeklubbens skamløse søstre”, forlaget Fringeløv, december 2003.