Den lange vej til fornyelse

Det østrigske kommunistparti KPÖ gennemgår for tiden en interessant politisk forandringsproces. Fra at være en mindre stalinistisk organisation har KPÖ udviklet sig til et åbent og bevægelsesorienteret venstrefløjsparti.

Partiet har ikke længere de store økonomiske ressourcer og mega-partiapparat, som det besad i tidligere tider. Til gengæld er partiet blevet levende og demokratiseret. Denne fornyelsesproces er fuld af modsætninger, og den er langt fra afsluttet. Alligevel tegner der sig allerede i dag konturerne af en politisk udvikling, som kunne være inspiration og erfaringskilde for venstrefløjspartier med lignende politisk udgangspunkt.

Et kort historisk overblik:

»Det røde Wien«

KPÖ blev dannet i 1918, men formåede indtil arbejderopstanden i 1934 aldrig at træde ud af skyggen af det store østrigske socialdemokrati SPÖ (Sozialistische Partei Österreichs). Det store austromarxistiske parti (1) havde et solidt greb om den radikale, godt organiserede østrigske arbejderklasse. Først og fremmest i »det røde Wien«.

Under arbejderklassens opstand i februar 1934 kæmpede arbejdsløse, hjemmegående husmødre, boligløse, folk fra brandvæsenet, politiet og industriarbejdere i Wien og i Linz sammen i en fortvivlet kamp mod borgerskabets militær. Opstanden blev knust, og mange af de ledende aktivister blev henrettet. Flere hundrede flygtede til Sovjetunionen, hvor de senere omkom i stalinistiske arbejdslejre.

Efter opstanden fik KPÖ større tilslutning i Wiens arbejderkvarterer. Grunden til det var først og fremmest skuffelse over, at Socialdemokratiet havde svigtet i den blodigt undertrykte arbejderopstand, der revolterede mod det konservative folkepartis højrerabiate krisepolitik.

Det egentlige gennembrud fik KPÖ dog først i kampen mod indlemmelsen af Østrig i Hitlers fascistiske tyske rige, den såkaldte »Anschluss« i marts 1938. KPÖ var det eneste parti i Østrig, som fra illegaliteten organiserede en veritabel landsdækkende modstandskamp. Under fascismens barbari fra 1938 indtil 1945 udgjorde KPÖ langt den vigtigste kraft i den antifascistiske modstand i Østrig.

Fra undergrundsparti til millionærsinstitution

Den massive koldkrigsatmosfære, der prægede store dele af den østrigske befolkning i efterkrigsårene, samt kommunistpartiets fatale politiske tilpasning til Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik, var årsagen til, at KPÖ efter 1945 aldrig rigtigt formåede at opnå samfundspolitisk indflydelse.

Partiets politiske pragmatisme bidrog indtil midt i 50’erne til et begrænset samarbejde med Socialdemokratiet. Således blev et fremtrædende medlem af KPÖ, Ernst Fischer (2) den eneste KPÖ-minister i en østrigsk regering nogensinde.

Socialdemokratiet var ud fra opportune overvejelser parat til at samarbejde med KPÖ, dér hvor partiet havde en relevant faglig eller kommunalpolitisk basis, velvidende at partiets stalinistiske orientering aldrig ville udgøre en politisk konkurrence.

Domstolen fratog KPÖ 800 millioner kroner

KPÖs samfundsmæssige ringe indflydelse stod i markant kontrast til partiets økonomiske potens. Som økonomisk omdrejningsskive for handelen mellem Øst og Vest profiterede KPÖ stort af koldkrigsperioden. Partiet repræsenterede på den ene side Østrigs nationaliserede industris interesser overfor Østlandene og på den anden side de »socialistiske« landes økonomiske interesser overfor Østrigs udenrigshandel.

Efter sammenbruddet i de østeuropæiske landes bureaukratiserede planøkonomier brød det østrigske kommunistpartis imperium ligeledes sammen. Sidste akt i dramaet omkring partiets økonomiske nedtur var en forvaltningsdomstols afgørelse i Berlin i slutningen af september 2003. Denne domstol mente, at KPÖs koncern Novum i virkeligheden var DDR-ejendom.

Dermed tilfalder koncernens formue den retslige efterfølger: Den tyske stat. Med denne domstolsafgørelse mistede KPÖ endegyldigt sin enorme formue på omkring 800 millioner kroner, der havde stået indefrosset siden 1991. Dette betød allerede fra starten af 90’erne en komplet omstrukturering af partiets organisation, fyring af de fleste af partiets omkring 300 fastansatte medarbejdere og en stærkt reduceret medierepræsentation. Det resulterede bl.a. i, at partiavisen Volksstimme gik fra at være et dagblad til en ugeavis.

En ny generations opgør

Sideløbende med denne økonomiske demontering af det engang så rige østrigske kommunistparti, dukkede der i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne en ny generation af partiaktivister op.

De var præget af opbrudsstemningen i Østeuropa, og var opsat på radikal forandring af KPÖs totalt fastkørte politik. De indledte et opgør med årtiers stalinistiske partikurs og forsøgte et udvikle en politik, som svarede til de dramatiske forandringer på globalt plan.

I dag er KPÖ et meget sammensat parti, der trækker i forskellige retninger. På den ene side den nye generation af bevægelsesorienterede kræfter, som bidrager til, at partiet spiller en vigtig rolle i Østrigs Sociale Forum (ASF), og som også er drivkraften bag KPÖs deltagelse i ét af de to eksisterende europæiske anti-kapitalistiske initiativer: Initiativet for et anti-kapitalistisk europæisk venstrefløjsparti.(3)

23 procent stemmer på KPÖ i Graz

På den anden side står gamle, garvede KPÖ-lokalpolitikere, som med pragmatisk populisme har formået at få sensationelle 23 pct. af stemmerne ved sidste kommunalvalg i Østrigs næststørste by, Graz i Steiermark.

KPÖs nye generation er trådt til for at forandre partiet til en attraktiv organisation med en tidssvarende politikforståelse. Om det lykkes, vil bl.a. vise sig i, hvordan de aktuelle interne uenigheder i partiet forløber og håndhæves.

De sidste års omfattende kampe mod den østrigske regerings nyliberalistiske tiltag har vist, hvilke store muligheder en fælles agerende anti-kapitalistisk og mangfoldig venstrefløj kunne have haft ved at udforme et konkret samfundspolitisk alternativ til det »oppositionelle« Socialdemokrati og deres venstreliberale grønne samarbejds-partnere. Desto hurtigere forholdene indenfor KPÖ bliver afklaret, desto bedre er det for hele venstrefløjen i Østrig.

***

»Partiets fremtid består i at forbinde sig med de sociale bevægelser der udfordrer kapitalismen…«

– et interview med KPÖs formand Walter Baier

Hvad betyder opsigelsen af partiets fastansatte medarbejdere for KPÖs struktur og for organisationens eksistens i det hele taget?

Walter Baier:

– Altså først vil jeg lige bemærke, at der allerede var stor forskel på KPÖ i 1980’erne og det, som partiet var for et par uger siden (før domsafsigelsen, der fratog partiet sit hidtidige økonomiske fundament, anm.af A.L.). Således havde KPÖ i 80’erne et egen dagblad, et stort trykkeri, og over 300 fastansatte. I dag taler vi om 45 parti-funktionærer, hvilket uden tvivl stadig væk var en partistruktur, der i forhold til partiets politiske indflydelse var meget komfortabelt indrettet.

– Nu er vi finansieringsteknisk tvunget til at reducere partiudgifterne, så de kan dækkes af vores årlige medlemsbidrag, diverse støttebidrag og af afkastet på vores faste ejendom. Det er en hård omstillingsproces, som også kræver en holdningsændring. KPÖ må blive et parti, der er baseret på aktivisterne og på bevægelserne. De sidste ugers erfaringer viser tydeligt, at denne forandring ikke vil ske uden større omrokeringer. Umiddelbart efter domsafsigelsen lukkede KPÖs ugeavis »Volksstimme«, men den vil snart genopstå som 14-dages avis på et selvfinansieret og langt mere selvforvaltet grundlag. Det kunne blive et spændende og for østrigske forhold attraktivt medieprojekt.

Dommen mod KPÖs Novum-koncern falder tidsmæssigt sammen med store uenigheder indenfor KPÖ, hvor man heftigt diskuterer nødvendigheden af og mulighederne for en venstreorienteret og kommunistisk nyskabelse såvel i Østrig som på europæisk plan. I dit oplæg på KPÖs sidste kongres talte du om, at KPÖ er splittet op i »blokke med modsatte signaler«. Hvilke strømninger findes der i dag indenfor KPÖ?

Walter Baier:

– I grunden ser jeg to store problemstillinger. På den ene side er KPÖ et parti, som kommer fra en KOMINTERN-tradition (Kommunistisk Internationale, anm. af A.L.). Partiet var derfor præget af stalinistisk politik, men har så i løbet af 80’erne frigjort sig fra stalinismen. Historisk set var det dog alt for sent. En ting er at forklare et historisk brud programmatisk, noget andet er at gennemføre det i alle detaljer – i den politiske metode, i organisations- og debatkulturen, og ikke mindst i omgangen med hinanden som selvstændige individer.

– Den anden problemstilling, som ytrer sig mere og mere dramatisk, kommer til udtryk i de nye politiske muligheder og modsætninger, der er resultat af den fordistiske kapitalismes nedgang.(4) Disse to processer er flettet ind i hinanden. Den specifikt østrigske organisationspolitiske stalinisme er nemlig ligeledes et levn fra fordismen, og den konfronteres nu med neoliberalismens asociale demonteringer og ideologiske hegemonibestræbelser. Her viser de gamle strukturer sig som hjælpeløse og forsvarsløse, da de ikke er i stand til at indoptage de nye problemstillinger, der er resultat af den sociale transformation og de forandrede tryghedsbehov.

– Og disse temaer er netop de nye sociale bevægelsers centrale anliggender. De repræsenterer det, som jeg opfatter som den nye arbejderbevægelse, og de genkender sig hverken i snævre faglige rammer eller i den traditionelle arbejderbevægelses politiske strukturer. Dette må omsættes i en ny politisk strategi, i en ny ideologisk selvforståelse, i en ny organisationstype – det er det, som dybest set udgør uenighederne indenfor KPÖ.

Hvilke strømninger og tendenser ser du udfra denne problemstilling indenfor KPÖ?

Walter Baier:

– Jeg vil noget firkantet indele KPÖ i fire identiteter. Den ene identitet er en aggressiv, i sin politiske udtryksform ondsindet stalinistisk strømning med organisationsødelæggende karaktér. Det er en filosofi, som siger, at man i forhold til den linje, som partiledelsen har afstukket, den såkaldte »generallinjes tradition« enten deler dens opfattelse – fra Stalin og indtil de mindste organisationsdetaljer – eller ikke. Har man på en eller anden måde divergerende meninger, stemples man som forræder, socialdemokrat eller revisionist, der skal bekæmpes politisk. Dette er en menneskeforagtende tendens, som nærer sig af samfundets autoritære substans og ikke engang skrækker tilbage for anti-intellektuelle og anti-semitiske fordomme.

– Det andet segment indenfor partiet vil jeg betegne som den traditionalistiske, kommunistiske strømning. Det er fortrinsvis ældre mennesker, som i flere årtier har forbundet deres politiske biografi med partiet og som hælder til en traditionalistisk kommunismeforståelse, men de er som regel åbne overfor nye udviklingstendenser.

Ikke mindst fordi deres kommunismeforståelse er stærkt forbundet med humanistiske kriterier og solidaritet.

Der er selvfølgelig en del herfra, som ikke længere er istand til at åbne sig for de nye problemstillinger, og refererer til et samfundssyn, som vores yngre generation betegner som konservativ. For mig personligt er der dog ingen tvivl om, at de hører til det demokratiske og progressive potentiale i det østrigske samfund, og jeg vil kæmpe for deres deltagelse i forandringsprocessen, uden at jeg vil tilpasse mig til ideologiske holdninger, som jeg ikke deler.

– Den tredje strømning har sine rødder i den østrigske arbejderbevægelse, og er centreret omkring interessepolitiske, regionalistiske, kommunalpolitiske og faglige politiske temaer. Ideologisk er denne strømning på mange måder politisk neutral. Dette er efter min mening også dens politiske svaghed. Gennem årtier har KPÖs politiske arbejdsstil været præget af en alliance mellem en pragmatisk økonomisme og en stalinistisk ideologi i programmatiske spørgsmål.

Denne strømning har i dag forskellige ideologiske referencer. Den er i opbrudsstemning, og udfylder derfor en klar funktion. Alligevel kan denne strømning ikke komme udenom at udvikle svar i forhold til de aktuelle temaer som f.eks. migrationspolitikken. Hvis vi ikke fomår at finde frem til radikale, anti-racistiske positioner i forhold til migrationspolitikken, kan vi hist og her måske fastholde eller sågar forøge vælgertilslutningen, men vi kan ikke bidrage til den nødvendige udformning af en revolutionær venstreorienteret tendens i samfundet.

– Så er der den fjerde strømning, de »gode«, som forsøger at fornye kommunismen i dens historiske dimension af sin oprindelige ungdommelige radikalitet. Dvs. kommunismen som frigørelsesideal og som radikalt spørgsmåltegn ved de eksisterende samfundsforhold. At forbinde og måle vores emancipationsideal med problemstillinger, der udspringer af kapitalismens virkelighed i dag: Global solidaritet, migration, økologi, feminisme, en ny forståelse for social lighed, osv. – det er alt sammen en stor udfordring for marxistisk nytænkning.

– Til denne nytænkning hører efter min mening to ting: Et kritisk syn på fortiden – og jeg mener ikke bare den stalinistiske deformation, men også splittelsen indenfor den radikale venstrefløj, som er en politisk arv fra det 20.århunderede. Udfra en sådan nybestemmelse af venstrefløjsidentiteter og traditioner vil der opstå en pluralistisk mangfoldighed på marxistisk, kommunistisk grundlag.

Hvem er de »gode«, som har en for KPÖ-traditionen temmelig usædvanlig politisk fremgangsmåde? Er det de unge, som er blevet medlemmer af KPÖ eller er det ældre KPÖ-aktivister, som har gennemgået en bestemt proces?

Walter Baier: Det drejer sig om forskellige generationer. En særlig rolle spiller de, som i dag er fra midten af 30’erne til 50 år. En generation, der har oplevet tiden mellem 1989-1991 som aktive medlemmer af KPÖ.

Ikke så få sagde dengang: Gorbatschow-ekperimentets fallit beviser, at forsøg på at forbinde demokrati, pluralitet og kommunisme fører til forrædderi og sammenbrud.

– Andre sagde dengang, da liberalismen tilsyneladende triumferede overfor kommunismens idé, at selve idéen om en radikal samfundsforandring dermed har vist sig at være umulig. Derfor drejer det sig istedet om at forsøge at gøre kapitalismen mere human og tolerant.

– Den tredje part var de, som tog på en lang rejse for at fornye den kommunistiske idé, den marxistiske samfundsvidenskab og den socialistiske politik. Det er dem, som i dag forsøger at tænke og handle ud fra de nye sammenhænge, kapitalismen har skabt.

I debatten om europæisk nyformering blandt kommunisterne eksisterer en bredde, der rækker fra det tyske PDS og det franske PCF – som begge er orienteret til den reformpolitiske venstrefløj og som har tilbøjeligheder til en regeringsalliance med det neoliberale socialdemokrati – indtil det italienske Rifondazione Comunista, der netop har gennemført et brud med sådan en politik, og som snarere har åbnet sig overfor de sociale bevægelser og den radikale venstrefløj. Hvilket spektrum hører KPÖ til?

Walter Baier:

Afgørende for KPÖ i 90’erne var, at partiet ønskede at åbne sig overfor omverdenen. Idag står det fast, at denne åbnings målgruppe er til venstre. Partiets fremtid består i at forbinde sig med de sociale bevægelser, der udfordrer kapitalismen på grundlag af såvel nye som gamle værdier fra den traditionelle arbejderbevægelse og tilvejebringe en politisk artikulation af de, som vil bryde med den reformpolitiske, systemimmanente logik.

På den ene side er der en åbning overfor miljøet, der samler sig omkring det Europæiske Anti-kapitalistiske Venstre (EAL). På den anden side er der dem, som arbejder hen mod et Europæisk Anti-kapitalistisk Venstreparti. Er det ikke to grundlæggende forskellige positioneringer? Hvorfor engagerer KPÖ sig bl.a. i tilblivelsen af et europæisk venstreparti, hvor f.eks. PDS er stærkt repræsenteret. PDS’ politik er jo ikke ligefrem baseret på den før omtalte antikapitalisme?

Walter Baier:

– Jeg har nævnt det før.Vi må lade spøgelserne fra det 20.århundrede forblive dér! Vi står overfor den på mange måder fascinerende mulighed, at vi på baggrund af reformismens europæiske krise nu kan gendanne en revolutionær strømning. Derfor behøver vi en stor tolerancetærskel for at delagtiggøre forskellige venstreorienterede traditioner i et fælles koncept.

– Jeg anser initiativet, som det franske LCR, de danske Rød-Grønne og det tyske DKP har taget med EAP for at være meget godt. Spørgsmål er så, hvorfor der ikke for længst findes en dialog mellem de to initiativer på de respektive politiske grundlag.

(Interviewet er offentliggjort i den tyske venstrefløjsavis SOZ-Sozialistische Zeitung, dec.2003. Interviewet er oversat, forkortet og redigeret af Alfred Lang).

Noter:

1) Austromarxisme er en politisk specifik østrigsk strømning i arbejderbevægelsen, som i 20’erne og indtil kriminaliseringen i februar 1934 dominerede det store østrigske socialdemokrati SPÖ. Austromarxismen placerer sig politisk mellem bolsjevismen og reformismen som såkaldt »3.position«.

På det teoretiske felt producerede austromarxismen glimrende marxistiske analyser, mens dens praksis oftest var præget af reformpolitik med militant retorik. Kendte repræsentanter for denne strømning var Otto Bauer, Max Adler og Karl Renner.

2) Ernst Fischer var en af de mest kendte østrigske intellektuelle på venstrefløjen. Forfatter, kunstteoretiker og dramaturg på Burgtheater, kulturminister for KPÖ i efterkrigstiden osv. Han stod i spidsen for KPÖs intellektuelle i protesten mod Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.

I 1970 blev han af den grund ekskluderet af partiet sammen med de fleste af partiets offentligt kendte personligheder, heriblandt filosofen Franz Marek. De dannede kredsen omkring det marxistiske tidsskrift »Wiener Tagebuch«.

3) Det ene er »Initiativet for et anti-kapitalistisk europæisk venstrefløjsparti« med bl.a. PCF i Frankrig, PDS i Tyskland og Rifondazione Comunista i Italien.

Det andet initiativ er »Initiativet for et europæisk anti-kapitalistisk Venstre (EAL), med bl.a. LCR i Frankrig, Rifondazione Comunista i Italien, Izquierda Unida i Spanien og Enhedslisten i Danmark.

4) Fordismen – en slags »socialdemokratiseret« keynesiansk kapitalismemodel med samlebåndsbaseret masseproduktion rettet på massekonsumtion, en stor anlagt socialsektor, et gennemført institutionaliseret klassesamarbejde, m.v. Alt sammen indenfor nationalstatslige rammebetingelser.

Alfred Lang er født i Wien i 1952, og var i sin tidlige ungdom aktiv i det østrigske kommunistpartis ungdomsorganisation FÖJ, indtil ungdomsorganisationen blev ekskluderet fra KPÖ i 1969. Derefter aktiv i forskellige spontanistiske, venstresocialistiske grupper. Senere i Danmark bl.a. aktiv i RSF, VS, Vesttysklandskomitéen, gruppen Autonome Revolutionære og autonomi-kollektivet. Har været medudgiver af forskellige venstreradikale tidsskrifter og lokalaviser. Er historiker og billedkunstner. Arbejder som freelance-journalist, oversætter og korrespondent for forskellige medier.