Krig, kors og kvindeforagt

Spørgsmålet om hvor fascistisk USA faktisk er blevet, dukker stadig oftere op. At Bush & Co. står for en ideologi som driver det amerikanske samfund i fascistisk retning, er der kun ringe tvivl om. Men er det fascisme i USA i dag? Og hvad betyder dette ideologiske korstog for kvinderne i USA og i resten af verden?

Et af kendetegnene ved de fleste fascistiske ideologier er et ærkekonservativt syn på kvinderollen. "Kinder, Kirche, Küche", barn, kirke og køkken, var det nazisterne i Tyskland mente, kvinder skulle beskæftige med, mens mænd tog sig af krigen, politikken og arbejdet.

I Norge havde slagordet "Heim, Ætt, Fedreland", hjem, slægt og fædreland, hæderspladsen på plakaterne til Nasjonal Samlings kvindeorganisation.

Hvordan står det til med kvindesynet blandt det yderste højre i dag?

Fra Wien til Washington: Familiens fanebærere

I 2000 skrev jeg en artikel om kvindesynet til de nye ultra-højrebevægelser i Vesteuropa og Australien. I arbejdet med artiklen gennemgik jeg kvindepolitikken i Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig, Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti, Jean Marie Le Pens Nationale Front i Frankrig, Vlaams Blok i Belgien og Pauline Hansons One Nation i Australien.

At overskriften blev "Familiens fremmeste fanebærere" gav sig selv. Højstemt hyldest af familien, vel at mærke den hvide, heterofile og med vielsesattesten trygt i boksen, dominerede. Dertil anti-abortsynspunkter, anti-feminisme, anti-ligestilling, anti-enlige mødre, - og selvsagt den velkendte indvandrermodstand. Særlig begejstrede for fagforeninger er ultra-højrebevægelserne heller ikke.

Som de gode populister de er, undslår højrepartierne sig alligevel ikke for at optræde som kvindefrigørelsens forsvarere, når det passer sig. Hvis ikke støtten til feministiske ideer kan bekæmpes, så kan den i al fald udnyttes til at samle støtte til egen politik.

Kvindeundertrykkende træk i indvandrerkulturer eller overgreb mod kvinder begået af indvandrermænd bruges som argument for at lukke grænserne for disse frygtelige, sortsmudskede, voldelige mænd. Hvide, europæiske mænd mishandler som bekendt aldrig ’sine’ kvinder og børn.

I mange lande er også et traditionelt feministisk kampfelt som pornomodstand forbundet med det yderste højre. "Mod retten til afvigelse, narkotikamisbrug og pornografi stiller vi vore nedarvede moralbegreb og de ti Guds bud," dundrer for eksempel Le Pen i Frankrig.

Cowboyen fra Texas

På den anden side af Atlanten svinger Le Pens åndelige slægtning George W. Bush ridepisken over Talebans kvindeundertrykkelse, og går til krig med vejende faner for at befri Afghanistans kvinder.

Den nye højrebevægelse i USA, som har bidraget stærkt til at Bush blev præsident, har stærke lighedstegn med det yderste højre i Vesteuropa og Australien. Særegent i Guds eget land er det at religionen og abort-spørgsmålet spiller en meget større rolle end i de fleste lande i Europa.

Feministen Frances Kissling, leder af Catholics for a Free Choice, understreger i et interview med undertegnede at det næsten er umuligt at forklare for europæere i hvor ekstrem stor grad disse to faktorer præger amerikansk politik.

Det er ikke bare den genfødte kristne George W. Bush der holder Bibelen højt i hævd. Af USA’s 290 millioner indbyggere er 56 procent protestanter og 28 procent romerskkatolske, ifølge CIA’s World Fact Book. Dertil kommer to procent jøder, fire procent kategorien "andre" og ti procent "ingen religion".

Med 77 procent hvide og et utal nationaliteter i tillæg, i en stat bygget på folkemordet på indianerne og på slavearbejde hentet fra Afrika, er også racismen en daglig, levende realitet som præger de fleste spørgsmål i The Land of the Free.

Feministiske pionerer

I det feministiske opsving i 1970erne spillede amerikanske kvinder en central rolle også på verdensbasis, ikke mindst ideologisk. Kvindebevægelsen i USA var stærk, fejede hindringer for kvinder bort, tilkæmpede kvinder adgang til universitetsstudier og bestyrelseslokaler, kvinder tog nye jobs og udfordringer op. De fik vedtaget en ligestillingslov (1972) og ret til abort (1973). Også P-pillen er en amerikansk opfindelse, og feministiske forfattere som Marilyn French bidrog med sit for at sætte dagsordenen for en ny epoke.

USA blev slet ikke et ligestillingsparadis, selvom kvinderne tog mange skridt fremad på relativt kort tid.

Nogle havde det meget dårligt med dette.

En ny højrebevægelse var under udvikling, og kom betegnende nok i gang i løbet af to år etter at ligestillingslov og abortlov - kvindebevægelsens største formelle sejre - var på plads.

Tilbage til 1954: Tilbageslagets mænd

En af de første som hørte budskabet fra de kristne fundamentalisters krigstrommer og slog alarm, var journalisten Susan Faludi. I 1991 udgav hun sin berømte bog Backlash, The Undeclared War Against Women.

Et kapitel hedder "Fjendtlig politik: Den nye højrebevægelses krig mod kvinder". I dag, med Bush solidt på plads i det ovale kontor og rundt regnet 150.000 amerikanske soldater solidt på plads i Irak, er dette skræmmende læsning. Den ideologi som begyndte som et oprør fra kristne konservative græsrødder, har i dag herredømmet i verdens mægtigste stat.

Set i forhold til Vesteuropas nye højrepartier er det en vigtig forskel her: Det er kun kommet så vidt i kortere perioder i Østrig og i Italien, at det yderste højre er kommet i regeringsposition. I USA har det yderste højre fået sin mand ind i Det Hvide hus – med en solid, nykonservativ falange som leverandører af præmisserne.

Reaktionær er bare fornavnet på denne ideologi. En af præstene fra den nye højrebevægelse formulerede målsætningerne i klar tale på et møde i Washington omkring 1980:

– Vi er ikke her for at gå ind i politik. Vi er her for at stille tiden tilbage til 1954 her i landet. Så snart vi har klaret det, skal vi ud af denne møgby.

I 1954 puslede husmødre med permanentkrøller og skørter som bekendt fortsat lydigt rundt i små forstadshjem og havde maden på bordet, når far kom hjem. Ingen tænkte på abort eller ligestillingslov, og senator Joe McCarthy var tidens helt.

Og ikke mindst: Kvinderne hørte på præstene og mændene.

Manden er hustruens hoved

Susan Faludi opsummerer:

"I lighed med præstene i slutningen af victoria-tiden, som ledede datidens fortrop mod det 19. århundredes kvindebevægelse, var præsteskabet i Den nye højrebevægelse afhængig af en skare overvejende kvindelige troende for at holde det gående. Denne skare var ikke bare i tilbagegang, men i færd med at blive mere og mere ulydige. I en oversigt fra 1989 over omkring atten tusind kvinder i USA som regnede sig som kristne, var det kun tre procent som sagde, at de henvendte sig til præsten når de søgte moralsk vejledning. De frustrerede pastorer prøvede i det mindste at få disse kvinder til at holde mund (...)"

"I deres prædikener påkaldte præstene i Den nye højrebevægelse et specielt bibelsted så ofte, at også pressen blev opmærksom på det: Paulus’ brev til efeserne, 5.23: ’For manden er hustruens hoved, som Kristus er kirkens hoved’."

"Også på hjemmefronten fortsatte feministiske idéer med at snige sig ind gennem sprækkerne uanset hvor grundigt fundamentalisterne forsøgte at forsegle dørene. ’Hustrumishandling er stigende, fordi mændene ikke længere er chefer i sine egne hjem,’ fortalte en evangelisk præst til en sociolog. ’Jeg siger til kvinderne, at de må gå hjem og blive mere føjelige’."

Feministernes skyld

Kvinderne i USA havde opnået meget, men levede fortsat i et undertrykkende mandssamfund. Mange sled, mange var ulykkelige - og så kom tilbageslagets mænd med forklaringen: Feministerne havde skylden.

Susan Faludi skriver: "Lederne for Den nye højrebevægelse var blandt de første til at give udtryk for tilbageslagets hovedargument – at ligestillingen mellem kønnene er årsagen til at kvinder er ulykkelige. De var også blandt de første til at hamre løs på kvindebevægelsen for det som skulle blive dens to mest populære, og mest selvmodsigende, synder: At den fremmede materialistiske fremfor moralske værdier (det vil sige gjorde kvinder grådige) og at den rev det traditionelle støttesystemet som fandtes i familien ned (det vil sige gjorde kvinder til enlige mødre)."

Susan Faludi trækker linjer fra tidligere tiders reaktionære protestbevægelser, som Ku Klux Klan, hvor utilfredse og marginaliserede grupper finder syndebukke at forene sig mod:

"Et hvert tilbageslag har sin yndlingssyndebuk. For Ku Klux Klan var det selvsagt de sorte. For Den nye højrebevægelse skulle den vigtigste fjenden blive feministiske kvinder."

Faludi citerer en central leder i Den nye højrebevægelse, Paul Weyrich, som i 1980 advarede mod feminist-truslen:

– Det er mennesker som ønsker en anden politisk orden, som ikke nødvendigvis er marxister. Symboliseret i kvindebevægelsen som mener, at fremtiden for deres politiske magt ligger i at omforme den traditionelle familie, og særlig ved at nedgradere mands- eller faderrollen i den traditionelle familie.

Lederen af organisationen Moral Majority (det moralske flertal), Jerry Falwell fulgte op samme år ved at erklære at "ligestillingsloven angriber grundlaget for hele vor samfundsstruktur", og mente at feministerne havde rettet et "satanisk angreb mod hjemmet."

Feministerne fik skylden for USA’s tilbagegang som verdensmagt, og blev stemplet som en livsfarlig kraft. Flere af kritikerne sagde i klar tale at hovedproblemet var, at feministerne var en trussel mod kønsmagten; læs: Mænds magt.

Reaktionære love

Da Den nye højrebevægelse først i 1980erne begyndte at vinde frem i Kongressen, lavede de centrale ideologer et lovforslag, som de ville bruge som grundlag for Den nye højrebevægelses program. De kaldte det Family Protection Act, Loven om familiens værn.

Det lovforslag de fremlagde for Kongressen i 1981 havde et mål: At fjerne hvert eneste juridiske fremskridt kvindebevægelsen havde opnået. Susan Faludi opsummerer forslagene i loven:

"At fjerne føderale love som støtter sådan uddannelse, forbyde ’blanding af kønnene i alle former for idræt eller andre skolerelaterede aktiviteter’; kræve at ægteskab og moderskab blev fremstillet som passende karrierer for piger; nægte føderal finansiering til skoler som brugte lærebøger som skildrede kvinder i utraditionelle roller; afskaffe alle føderale love som beskytter mishandlede hustruer mod deres ægtemænd, og forbyde føderalt finansieret juridisk hjælp til enhver kvinde som søgte rådgivning om abort eller skilsmisse.

Lovforslaget var overvejende negativt udformet; i den lange liste over føderale programmer, som skulle forandres, kom loven kun med et eneste selvstændigt initiativ – nye skattefordele, som skulle få gifte kvinder til at få børn og at holde sig hjemme."

Andre ’familiejuridiske’ forslag fra Den nye højrebevægelse skulle komme i de næste år.

Næsten alle var rettet mod kvindelige uafhængighed, hvor end den dukkede op: Totalforbud mod abort, selv om det betød at kvinden døde; censur af al information om fødselskontrol før ægteskabet; en ’kyskhedslov’, tilbagekaldelse af ligelønsloven, og andre lover om lige rettigheder i arbejdslivet, og selvfølgelig afskaffelse af Ligestillingsloven.

Susan Faludi opsummerer at Den nye højrebevægelses hovedpunkt i præsidentvalgkampen i 1980 var modstanden mod kvinders rettigheder, samt at de opnåede at presse Det Republikanske Parti til at skabe en platform, som gik mod lovlig abort og Ligestillingsloven.

Republikaneren Ronald Reagan blev den første præsident som gik mod Ligestillingsloven efter Kongressen vedtog den. Og den allerførste som støttede en lov om menneskerettigheder, som forbød abort og til og med enkelte former for prævention.

Reagan var præsident fra 1981 til 1989, da George Bush senior overtog embedet.

I 1993 måtte pappa Bush give præsidentjobbet videre til demokraten Bill Clinton. På trods af hans private praksis stod Clinton-administrationen på det kvindepolitiske område for en klart bedre politik, både i USA og på den internationale arena. Blandt andet stod Clinton-administrationen sammen med EU for progressive vedtagelser på FN’s kvindekonference i Beijing i 1995, mod Vatikanet og de mest konservative islamiske lande.

Bush og krigen mod kvinderne

Fra den januardag i 2001 da George W. Bush flyttede ind i Det ovale kontor har en jævn strøm af kvindefjendtlige forslag strømmet ud derfra. Forslag som er kopier af programmet som ideologerne i Den nye højrebevægelse skabte først i 1980erne.

Centralt står korstoget mod abort og prævention, men kvinder rammes også på en række andre områder. Eksempler er nedskæringer i støtteordninger for enlige mødre, fjernelse af kvoteringsregler til fordel for piger i skolen, nedskæringer i sundhedssektoren som rammer kvinder ekstra hårdt.

At George W prioriterer kampen mod abort så højt bliver af mange tolket som et udtryk for, at han og hans politiske rådgivere tror, at pappa George Bush mistede præsidenttaburetten fordi han ikke lagde nok vægt på at alliere sig med det yderste højre; at få fjernet amerikanske kvinders ret til fri abort og indskrænke præventionsrettigheder ville være en gavepakke til de ekstreme højrekræfter.

Titusinder af abortmodstandere demonstrerede i Washington den 22. januar 2003, på 30-årsdagen for Højesteretsdommen som gav amerikanske kvinder retten til abort. De kunne glæde sig over varm støtte fra Bush. På telefon fra St. Louis udtalte præsidenten ifølge New York Times, at han delte deres engagement for "at beskytte uskyldige børns liv som venter på at blive født."

Indtil videre er tiden ikke skruet helt tilbage til 1954 i USA. Men de som ønsker det, har fået deres mand i landets øverste embede, og han agerer præcist som deres mand.

Kampen om prævention og abort: Abortrettigheder

Amerikanske kvinder fik retten til fri abort ved den såkaldte Roe vs. Wade-dom, da Højesteret den 22. januar 1973 fastslog, at det var grundlovsstridigt at nægte kvinder abort i de første tre måneder af svangerskabet. Siden da har abortmodstanderne kæmpet for at få omstødt dommen, samt at gøre det så vanskelig som muligt at få foretaget abort.

Amerikanske feministorganisationer og andre som støtter kvinders ret til selv at vælge om de skal have abort (pro choice) frygter at denne rettighed er mere i fare nu end i de foregående tredive år.

En vigtig metode for George W. Bush og hans støtter mod abort er at sørge for at fylde domstolene med konservative advokater.

Domstolene har en central rolle i amerikansk lovgivning. Især i Højesteret, som tolker grundloven og grundlovstillæggene. Dommerne derfra bliver også retningsgivende for delstaternes lovgivning.

Så længe Roe vs. Wade gælder, kan hverken delstater eller Kongressen vedtage at forbyde abort, fordi det vil være grundlovsstridig. Men et flertal af abortmodstanderne i Højesteret vil kunne omstøde Roe vs. Wade, og dermed åbne for at både Kongressen og delstaterne kan vedtage love mod abort. I dag sidder der tre dommere i Højesteret, som vil omstøde Roe vs. Wade, tre som forsvarer den, og tre som står på et mellemstandpunkt.

Kampen om dommerne

Til trods for at meningsmålinger stadig viser flertal i befolkningen for fri abort, har Republikanerne flertal i både Senatet og Repræsentanternes hus. Dommere nomineres af præsidenten og godkendes af Senatet. George W. Bush har dermed gode muligheder til at få indsat sine kandidater i domstolene.

Da dommerne sidder på livstid, vil Bush ved at udnævne unge dommere til eventuelle ledige stillinger, kunne sikre et flertal mod abort i mange årtier fremover. Og ifølge amerikanske abortmodstandere er det netop unge dommere Bush skubber ind i systemet og ind i stillinger, som det vil være naturligt at hente folk fra, når der bliver ledige stillinger i Højesteret.

Selv om Republikanerne har flertal i Senatet, findes der metoder til at hindre udnævnelsen af de værste dommerkandidater. Der skal være 60 procent flertal for at afslutte en debat som ender med udnævnelse, og det har Republikanerne ikke. Oppositionen kan derfor benytte den såkaldte "filibustertaktik"; de stemmer mod at afslutte debatten, når de ikke ønsker vedtagelse i en sag. Den kontroversielle dommerkandidat Miguel Estrada opgav for nylig at blive udnævnt etter at modstanderne i 18 måneder havde startet filibusterdebat hver gang Estrada-sagen kom op til behandling.

Bølge af anti-abortlove

Men kampen mod abort føres ikke bare på topplan. I mange delstater har det i lang tid været vedtaget forskellige love og restriktioner som vanskeliggør tilgangen til abort, som eksempelvis krav om en obligatorisk venteperiode før abort, krav om samtykke fra forældre for unge piger, udvidet ret til forbehold for sundhedspersonale og så videre.

Washington Post skrev i foråret 2003, at der ligger over 200 lovforslag som sigter på at indskrænke retten til abort til behandling i 38 delstater.

– Vi har aldrig oplevet en sådan bølge af anti-abortlovforslag før, sagde senator Janet D. Howell (Demokraterne) til Washington Post efter at delstatsforsamlingen i Virginia i foråret 2003 havde behandlet fem sådanne lovforslag.

Brutale metoder

Mens de folkevalgte kæmper for at gøre det sværest mulig at få abort på lovlig vis, tyr de mest rabiate abortmodstandere til mere direkte metoder. Abortlæger er blevet skudt og dræbt, andre udfører jobbet med livet som indsats. Stadig færre læger ønsker at uddanne sig til at udføre aborter, stadig færre universiteter udbyder undervisning i abortmetoder, og gennemsnitsalderen blandt de læger, som udfører aborter stiger jævnt og støt. Bomber og skud mod abortklinikker er ikke usædvanlige.

I mange delstater er det kun få muligheder for at få foretaget abort, og kvinderne må rejse langt til abortklinikker. Udenfor mange abortklinikker har abortmodstanderne løbende demonstrationer, samt fotografering af dem som går ind på klinikken, billeder der løbende lægges ud på internettet.

Et af de mest rabiate hjemmesider mod abort har sat webkameraer op udenfor abortklinikker landet rundt. Der kan de som vil, klikke sig ind og se hvem der går ud og ind af klinikkerne. Ifølge hjemmesiden er et mål med overvågningsprojektet at samle information om dem som arbejder på klinikkerne, i håb om at de en gang skal kunne stille dem for retten for forbrydelser mod menneskeheden.

Hjemmesiden indeholder groteske billeder af døde fostre, oftest meget ældre end normal svangerskabslængde for de fostre, som bliver aborteret. Det er også lagt effekter på, som dryppende blod og billeder af stykker af fostre, og slagord som "Sult Satan, stop abort!" og "Se folk gå ud og ind af babyslagteriet i din by."

Færre vælger abort

Aborthyppigheden i USA er ifølge CNN faldet til det laveste niveau siden 1970erne, med 21,3 aborter per 1000 kvinder i alderen 15 til 44 år. Nedgangen i antallet af aborter kan skyldes bedre præventionstilgang, men kan lige så godt være udtryk for det er blevet vanskeligere for kvinder at få tilgang til abort. Også antallet af abortklinikker som udfører kirurgiske aborter falder nemlig.

Etter lang tids kamp fik amerikanske kvinder i år 2000 tilgang til medicinsk abort ved hjælp af medikamentet Mifepristone (RU-486), etter at Clinton-administrationen lige før præsidentskiftet fik fingeren ud og godkendte medikamentet. Ifølge CNN bliver seks procent af aborterne nu udført medicinsk.

Abortmodstanderne fortsætter imidlertid kampen for at få ophævet godkendelsen af Mifepristone igen. En af Bush’s første handlinger som præsident var at fyre Jane Henney, lederen for det statslige godkendelsesorgan for mad og medicin FDA. Det var hende, som havde godkendt Mifepristone, en beslutning Bush har gjort meget klart, at han fandt "urigtig."

Angriber præventionsmetoder

De mest konservative abortmodstandere ser også en række almindelige præventionsmetoder som abort, ud fra et syn om at livet begynder ved undfangelsen. Særlig retter de skytset mod spiral, som hindrer et befrugtet æg i at sætte sig fast i livmorslimhinden. Dagen-derpå-piller, eller såkaldt nødprævention, som hindrer svangerskab hvis de tages inden 36 timer efter ubeskyttet samleje, er de absolut imod. Hos de mest ærkekonservative er også p-piller og kondomer sat på fy-listen.

En undersøgelse fra Catholics for a Free Choice viser, at kun 28 procent af katolske sygehuse vil give nødprævention til voldtægtsofre, og 55 procent ikke ville give nødprævention under nogle omstændigheder. Over hele USA fremlægges lovforslag som vil give læger, farmaceuter og andre sundhedsarbejdere ret til at nægte at uddele p-piller, dagen-derpå-piller og andre medikamenter, som de anser som en form for mord.

Bush-administrationen har omdirigeret store pengesummer fra seksual- og præventionsundervisningen for unge til organisationer som arbejder aktivt for at motivere unge til afholdenhed før ægteskabet. Organisationer for lesbiske og bøsser har også oplevet dramatiske nedskæringer i offentlig støtte til deres oplysningsarbejde.

International offensiv

Også på internationalt niveau slår Bush-administrationens anti-abortpolitik igennem. Den såkaldte Global Gag-Rule, som Bush fik på plads umiddelbart efter han blev præsident, nægter amerikansk udviklingshjælp til alle grupper som støtter eller informerer kvinder om retten til abort.

– Forbudet har øget antallet af uønskede svangerskaber, og forårsaget tusindvis af illegale og potentielt dødelige aborter, siger en talsperson for International Planned Parenthood Foundation.

I juli i fjor trak USA 34 millioner dollar tilbage som de havde lovet til FN’s befolkningsfond efter at have beskyldt befolkningsfonden for at fremme tvangsaborter i Kina.

Mens Vatikanet i spørgsmålet om krig mod Irak havnet på kollisionskurs med Washington, er USA og Paven helt på linje i spørgsmålet om prævention og abort. I tråd med Vatikanets syn går USA hårdt mod formuleringer som "reproduktive" rettigheder/sundhedstjenester, som Vatikanet ser som stikord for abort- og præventionsrettigheder.

Bush-administrationen går i stigende grad også mod præventionsmidler, blandt andet ved har de specifikt markeret sig mod kampagner for kondom som forebyggelse mod hiv/aidsspredning.

I alle internationale fora benytter repræsentanter for Bush-administrationen synspunkter som afholdenhed som det bedste præventionsmiddel for unge, og sikre perioder for gifte par.

Bush har også trukket tilsagn om at USA skulle ratificere FN’s konvention for eliminering af alle former for diskriminering af kvinder (CEDAW).

Og ja, det er kvinder med i USA’s hær. Det ser pænt ud i kampen mod de kvindeundertrykkende regimer, som USA fører krig imod. Unge, søde GI. Jessica Lynch blev nærmest folkets heltinde efter at hun blev ’reddet’ af amerikanske soldater fra de irakiske læger, som tog sig af hende. Men det tikker jævnligt meldinger ind om seksuelt pres og chikane mod kvinder i militæret, og et særegent problem for de kvindelige soldater i udlandet er, at de ikke har ret til abort, hvis de bliver gravide. Hvor de mandlige amerikanske soldater i Irak og Afghanistan tager hen for at købe sex, har vi kun hørt lidt om indtil videre, men al tidligere erfaring med US Army viser, at et blomstrende prostitutionsmarked gerne følger i deres støvlespor.

Hvor slemt er det? – Farligere end kommunismen

I kritikken af Bush-administrationen og den nykonservative falange er der blevet lagt stor vægt på de tætte bånd til de multinationale selskaber og den amerikanske storkapital. Den kvindeundertrykkende ideologi som de har brugt til at samle massestøtte har det været mindre snak om. Vi ved at tidligere tiders ultrahøjreorienterede/fascistiske bevægelser har rettet skytset mod svage grupper eller arbejderbevægelsen.

Hverken arabere eller fagorganiserede hører til yndlingene i USA’s nye højrebevægelse, men kvindebevægelsen har vært en klar hovedfjende for den bevægelse som står George W. Bush så nær.

Det er vigtigt at reflektere over hvorfor netop denne type ideologi bruges så aktivt.

"At Den nye højrebevægelse har fæstet sig ved feminismen, ikke ved kommunismen eller racespørgsmål, var i sig selv et vidnesbyrd om kvindebevægelsens styrke og position i forrige årti," påpeger Susan Faludi i Backlash, og citerer forskeren Rosalind Pollack Petchesky:

"Kvindens befrielsesbevægelse i 1970erne var blevet den mest dynamiske kraft for social forandring i USA, den mest direkte trussel ikke bare mod konservative værdier og interesser, men også mod betydelige grupper med en ’livsstil’ som blev udformet af tankene om seksuel frigørelse."

Faludi peger på at feminismespørgsmålet blev betragtet som en sag på sidelinjen blandt kommentatorerne som analyserede hvad den nye højrebevægelse ville opnå i Washington.

"Mens disse kommentatorer bedømte Den nye højrebevægelses angreb på kvindebevægelsen som en mindre betydelig forestilling, viste skuespillerne i højrefløjens fundamentalistiske drama bedre. For dem var offentlig straf af selvstændige feministiske kvinder intet mindre end hovedsagen," opsummerer Susan Faludi.

Lynafleder

Bush-administrationens medicin for det amerikanske samfund, med krig på udebane, stigende arbejdsløshed, skattelettelser for de rige, offentlige nedskæringer med derpå følgende rasering af levekårene for enlige mødre og de allerfattigste, er ingen enkel pille at sukre.

En hypernationalistisk Alt-for-Amerika-ideologi og hysterisk terrorfrygt er nogle af ingredienserne som efter 11. september 2000 er blevet brugt til at retfærdiggøre de groteske angreb på folks demokratiske rettigheder både i USA og resten af verden som den såkaldte anti-terrorlovgivning i Patriot Act I og II repræsenterer.

En ultrakonservativ kvindepolitik som mobiliserer kristne til at kæmpe mod abort og prævention i stedet for mod krig og undertrykkelse passer som hånd i hanske ind i dette billede. Lydige kvinder, som lærer at de ikke skal stille krav, er absolut en fordel for herskerne.

Jeg spurte Frances Kissling fra Catholics for a Free Choice, om hun så nogen sammenhæng mellem Bush´s krigspolitik og angrebene på kvinderettigheder. Hun tænkte sig om, og svarede:

– Begge dele handler om mænds magt. I det ultrakonservative kristne tankegods er det tæt sammenhæng mellem familiestrukturen og statsstrukturen. I familien skal manden herske over kvinde og barn, i staten skal præsidenten herske, begge ud fra Bibelens regler. Far ved bedst, præsidenten ved bedst.

– Et sådant religiøst syn på familien står meget centralt i den nykonservative bevægelse. Derfor er de også rasende på homoseksuelle ægteskaber, på abort og prævention. Det at kvinden bestemmer i abort- og præventionsspørgsmål er utålelig, fordi det svækker mænds magt.

Fascisme?

Skal vi så kalde de nye højrebevægelser, enten det er i USA, Vesteuropa eller Australien fascistiske eller bare ekstremt reaktionære?

Det går let inflation i fascisme-begrebet, så det bruges om ethvert despotisk samfund eller ultrareaktionær ideologi.

Den bulgarske kommunist Georgi Dimitrov beskrev i 1935 fascisme som "det åbne terroristiske diktatur i finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske elementer," mens Elin Gauffin i det svenske tidsskriftet Marxismen i dag formulerede sig således i 2000:

"Fascismen er den mest ekstreme form for undertrykkelse af arbejderklassen, som kapitalismen tyr til i en kriseperiode. Den militariserer samfundet, og tillader ingen arbejderorganisering. Fascismen bygger fremfor alt på en social masseforankring hos mellemlagene."

Endnu er det kun dele af de nye højrebevægelse i Vesteuropa og USA, som faktisk står for åben terror. Hadefulde mod indvandrere og fagbevægelse er de så absolut, men i Vesteuropa har de hidtil – stort set – været i opposition og opereret indenfor borgerlige demokratiske rammer, så det ikke er tydeligt i hvor stor grad de vil udvikle korporativisme og terrorvælde i en faktisk magtposition.

Et fingerpeg om hvad kvinderne kan vente sig med sådanne folk ved magten, er for eksempel da Jörg Haider overtog magten i Østrig, da blev ligestillingsministeriet nedlagt, kvindeministeren afskaffet og bevillingerne til kvindeformål (som krisecentre, præventionsvejledningscentre, kvindeorganisationer) skåret med 60 procent.

I USA har denne type holdninger i større grad erobret statens mægtigste positioner, med en klar svækkelse af demokratiske rettigheder og kvinderettigheder som resultat. Alligevel vil det i dag være overdrivelse at kalde USA fascistisk, til trods for en præsident med kulsorte meninger sidder på magten. At Bush´s politik driver landet mod fascisme, ja. At demokratiet er udhulet, og at Bush sidder som præsident på grundlag af fusk, ja. At 11. september er blevet brugt til at udhule demokratiske rettigheder i et svimlende tempo både i eget land og i resten af verden, ja. Men endnu følger Bush & CO landets love, og prøver at give de reaktionære forslag et fernis af demokrati. Selv om republikanerne har flertal i begge kamre i Kongressen, retter de sig etter grundloven som siger at Roe vs. Wade skal ophæves af Højesteret, før de kan forbyde abort. Endnu er det rum for oppositionel virksomhed, endnu er der love for uafhængige fagforeninger, endnu er det en slags ytringsfrihed.

En anden vigtig grund til at jeg mener at der endnu ikke er fascisme i USA, er at den amerikanske herskende klasse ikke behøver at ty til de rå virkemidler som åben fascisme giver. Den sædvanlige marxistiske definition af fascisme er, at det er en metode borgerskabet tyr til, når de ser deres magt truet, og når det ikke er muligt at herske gennem sædvanlig borgerlig parlamentarisk demokrati. Det findes i dag ikke en så stærk oppositionsbevægelse i USA, at den er i nærheden af at true det amerikanske borgerskabs magt.

Dermed er det heller ikke nødvendig for dem at ty til åben fascisme på hjemmebane. Hvad der derimod sker i alle landene, hvor US Army befinder sig og støtter det ene terrorregime værre end det andet, er et andet spørgsmål.

Hold modet oppe, søstre!

Uanset ståsted: Det som er helt klart er, at både det yderste højre i Europa og Bush-falangen står for en ideologi som rammer alt det både arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen har kæmpet for, ekstremt hårdt.

Jeg har prøvet at vise, hvordan Bush & CO ved deres anti-abortkorstog repræsenterer en dramatisk trussel mod kvinders mest fundamentale rettigheder til kontrol over egen krop og eget liv.

Der kommer nu og da en meningsmåling fra USA, som tyder på dalende popularitet for præsidenten, som vi herhjemme elsker at hade. Om amerikanerne tager sig sammen til valget til efteråret og tage Kongres-flertallet fra Republikanerne, samt smider Bush ud af Det Hvide Hus, må vi vente at se.

Det som er specielt ved angrebene på kvinde- og abortrettighederne, er at meget af det som er kørt igennem af love og forslag under Bush, kan vise sig vanskeligt at ændre. Og dersom det lykkes Bush at fylde domstolene, særlig Højesteret med fyrreårige med sort sjæl og godt helbred, så kan de sidde der i fyrre år til og tolke lovene på kvindefjendtlig vis. Da hjælper det ikke om så både Senatet og Republikanernes hus har rent flertal af de mest strålende feminister.

Den ultrakonservative falange, som har fået magten i verdens mægtigste land, er egnet til at give hvem som helst dårlig nattesøvn. Til slut har jeg derfor lyst til at medtage en kommentar fra filippinske Maitet Ledesma. På en konference sidste år havde vi diskuteret den snigende fascisme, som de nye terrorlove repræsenterede, og vi havde diskuteret vigtigheden af at kvinder i syd og nord stod sammen og lærte af hinanden. Maitet Ledesma opsummerede:

– Det der sker med USA’s anti-terrorlove er, at de lægger op til den samme rå undertrykkelse i de rige lande, som vi i syd har levet med hele tiden. I den sammenhæng er det én vigtig ting I kvinder i Nord kan lære af kvinder fra syd. Det er at ikke lade sig lamme af frygt, men turde at fortsætte at kæmpe også under de mest undertrykkende forhold.

Artiklen, der er lettere forkortet, har tidligere været bragt i Røde Fane nr. 5, 2003. Røde Fane er et tidsskrift for marxistisk teori og debat.

Sissel Henriksen er journalist på det norske dagblad Klassekampen, Klassekampen

Oversættelse: Linda Hansen/Monsun.