Når tænketanke tænker tanker

Tidsskriftet SALT talte med ham, da han gæstede Danmark i august. Et centralt spørgsmål for Dunlap er den rolle, som betydningsfulde amerikanske tænketanke har i meningsdannelsen og den indflydelse, som det amerikanske Højre har på miljødagsordenen.

Hvordan opstod den bevidste amerikanske antimiljøbevægelse?

»Allerede i 1970ene var der en begyndende opposition mod den da endnu svage miljøpolitik. Det var de store olieselskaber Exxon og Mobil Oil men også den økonomisk stærke »Timber Association« (Træindustrien), der rørte på sig med interventioner i den offentlige debat og med indflydelse på lovgivningen. Men det var alligevel dengang undtagelser.

I løbet af 1980erne sker der noget nyt: de konservative begynder at etablere »Foundations« (fonde), som havde til opgave at skabe en højre opinion. Traditionelt var amerikanske Foundations liberale eller progressive, for eksempel den indflydelsesrige Rockfeller Foundation.«

Hvordan kunne disse fonde øve indflydelse på miljøpolitikken?

»Det sker først og fremmest igennem etableringen af en del store tænketanke. Cato Institute, Marshall Institute, etc. Disse tænketanke begynder i 1980erne at spy materiale ud med stærkt antikommunistisk præg. Det var et forsøg på at påvirke opinionen i forhold til de kommunistiske landes udvikling.

Efter murens fald må de finde et nyt tema, og de sætter i løbet af 1990erne ind med en stærk fokusering på miljøspørgsmål. Midlerne var videnskabelige og teknologiske publikationer især om usikkerheder ved klimakrisen. I Marshall Instituttet skiftes decideret emne fra »Starwar programmets nødvendighed« til en bevidst indsat i retning af at problematisere den kendte offentlige viden om global opvarmning, ozonhullet osv. Der blev »skrevet« op imod »internationale bureaukrater«, som ville regulere og begrænse den amerikanske bevægelsesfrihed. De så klimaforandringen som alle miljøspørgsmåls moder og besluttede derfor at sætte massivt ind med »skepticisme« omkring klimaforskernes advarsler.

Effekten er altså, at der sker et skift i forståelsen af, hvad antimiljøbevægelsen handler om. Fra at være et spørgsmål om konkrete store selskaber, der producerer partspecifikke indlæg i debatten, er det nye, at antimiljøbevægelsen via tænketankene nu formulerer sig med nationale eller almene politiske fortegn.«

Selvstændige tanke med bånd

Betyder det, at der også er en løsere forbindelse imellem de økonomiske særinteresser og den offentlige debat om miljøpolitik? Er emnet blevet mindre indspundet i økonomiske interesser?

»Det vigtigste resultat af mine undersøgelser var, at man i tænketankene fandt ud af, at det var nødvendigt at alliere sig med tilsyneladende uafhængige videnskabsfolk. De ledende skeptiske videnskabsfolk har alle bånd til disse tænketanke, og det blev de folk, højrefløjen bruger. Og hvor er så den økonomiske interesse i alt dette? Det er vanskeligt at afgøre. De højreorienterede tænketanke er selvstændiggjorte fra de økonomiske brancheorganisationer – selv om der flyder penge fra konkrete selskaber. Men tænketankene er mere ideologer, end de økonomiske interesser generelt set er det.«

Findes der ikke opsplitninger i industriens økonomiske kræfter i USA? I de fleste europæiske lande vil man i dag finde fraktioner af industri og delvist i landbruget, som markant formulerer sig miljøprogressivt. Hvordan ser billedet ud i USA?

»I finder ganske givet i Europa flere virksomheder, der er indstillet på at udvikle mere miljørigtig produktion som konkurrencefaktor. Økologisk modernisering er i den betydning en europæisk realitet. I USA er dette mindre tydeligt. Det er ganske vist ikke i særlig stor udstrækning de stærke økonomiske branchegrupper som sådan, der under-støtter antimiljøarbejdet i tænketankene, men derimod »de rige familier«, som i forskellig grad er flettet ind i store koncerner.

I de seneste år er der dog flere og flere virksomheder, som åbent problematiserer manglen på en indsats i retning af miljøreguleret industriel produktion. Der foregår en kamp i dag, og der er ikke entydige tegn i retning af økologisk modernisering i amerikansk industriproduktion.«

Ud under Reagan

I Danmark har venstrefløjen kritiseret sig selv for – i miljøspørgsmålene – at være vokset sammen med en »ekspertkultur«: den offentlige kontrolmagt. Højrefløjen forsøgte delvist med held at identificere miljødagsordenen med »offentlige smagsdommere og bedreviden.«

Rider det amerikanske højre på en lignende bølge?

»Man skal huske, at allerede i 1980erne smed Reagan de progressive miljøfolk ud af offentlige institutioner. Det forvandlede den amerikanske miljøbevægelse til en også socialt marginaliseret gruppe. Miljøfolkene måtte allerede dengang tage diskussionen om, hvem alliancepartnerne kunne være. Derfor er der i USA indarbejdede åbninger imellem miljøbevægelsen, bevægelser imod racediskrimination, arbejdsløshedsbevægelser osv. Ikke at de er smeltet sammen, men miljøtemaet er allerede inde i anti-elitære og græsrodsforbindelser. Først og fremmest fordi Reagan rensede miljøfolkene ud.«

Sammensatte temaer

Hvad er det så, der binder den progressive miljøkamp og de sociale temaer sammen i dag?

»Jeg vil ikke se det som en decideret ny venstrefløj. De vil ikke kalde sig selv venstreorienterede. Men i de samme familier kan manden være aktiv omkring uretfærdigheder på arbejdsmarkedet og konen kan være involveret i en lokal miljøsag. Det fælles er retfærdighedstemaet. Det, der binder sammen, er, at dårligt ydre miljø og racediskrimination er brud på retfærdigheden. Man taler om »environmental justice«. Det tegner – eller rettere tegnede – alt sammen til et bredt og nationalt løft i græsrodsbevægelser – især da Bush-administrationen kom til med dens ekstreme antimiljø retorik.

Men så kom 11. september og gjorde det hele meget uklart igen. Efter 11. september – og især den håndtering som Bush-administrationen har anvendt – er al national eller offentlig meningsdannelse underlagt terrorbekæmpelsen. Miljøtemaet er således nu helt ude af debatten på nationalt plan.«

Du har arbejdet med sociologiske analyser af den offentlige mening om miljø? Hvad mener den almindelige amerikaner om globale miljøtemaer?

»Alle meningsmålinger (Gallup) viser, at en stor majoritet af amerikanere er meget bekymrede for den globale miljøudvikling, og de har været det konstant siden 1980rne. Men Bush-administrationen synes upåvirkelig over for den form for undersøgelser. I stedet læner den sig op ad den uenige videnskabelige scene. Med henvisning til at eksperterne jo ikke engang er enige, om at der er nogle alvorlige problemer, lykkes det den totalt at ødelægge en miljøprogressiv horisont, som i en vis forstand eksisterer for mange almindelige amerikanere.«

Hvad gør du selv som menneske og intellektuel?

»Ja, lige for tiden lever jeg i »eksil« i Finland. Men jeg kunne, når jeg vender tilbage, have lyst til at foretage omfattende interviews med folkene i tænketankene og spørge dem, hvad de synes, der er kommet ud af det hele – om de synes, vi har fået bedre udsigter til et bedre liv? Som forskertype er jeg nok mest den, der påvirker ved at stille spørgsmål og bidrage til større åbenhed, end den der går tæt ind i græsrodsarbejdet.«

Riley E. Dunlap er pensioneret professor ved Washington State University og for tiden ansat ved Åbo Akademi i Finland som gæsteprofessor i miljøsociologi.

Kurt Aagaard Nielsen er medlem af SALT’s redaktion.