Mangfoldighed er styrken

Mangfoldigheden er det der falder i øjnene på det andet Europæiske Sociale Forum, der blev afholdt i Paris d. 12.-15. november. I første omgang i programmet, der i netversionen rummer 55 plenarforsamlinger, 265 seminarer og 286 workshops. Det er mangfoldighed og forskellighed i temaer, i konkrete emner der behandles, i nedslagspunkter i forhold til det globale samfund og i forhold til Europa. Og det er mangfoldighed og forskellighed med hensyn til de organisationer, grupperinger og netværk der deltager, hvad enten det er som talere eller ordstyrere eller som arrangører af workshops. Det er forskellighed i forhold til mål, strategier og taktikker, og måder at organisere sig på. Og blot samlet under én overskrift: At en anden verden og et andet Europa er muligt.

Mangfoldigheden er også indeholdt i de fire hovedtemer, som var formuleret for forummet: (1) Mod krig, for et Europa af fred og retfærdighed, åbent over for verden, (2) Mod neo-liberalisme, mod patriarkat; for et socialt og demokratisk Europa af rettigheder, (3) Mod profittens logik; for et økologisk bæredygtigt samfund af social retfærdighed og fødevaresuverænitet, (4) Mod markedsgørelse; for et Europa af demokratisk information, kultur og uddannelse. Temaer der udmøntede sig i vidt forskellige angrebspunkter, fra det lokale til det globale; fra det snævre til det universelle. Men som i sig selv samlede sig til det afgørende krav til et andet Europa, nemlig retten til mangfoldighed.

Og mangfoldigheden sprang ud i al sin farverigdom, når man bevægede sig gennem de store udstillingsområder, hvor de forskellige grupperinger præsenterede sig med pjecer, publikationer, merchandise og faner. Og den dominerede den store demonstration om lørdagen. Der var fantasi, fest, musik, dans og farver, og især forskellighed. Der var ikke så mange røde faner som i Firenze året før. Måske var de store kommunistiske partier ikke så massivt mobiliseret til anledningen. Men der var flere fagforeninger.

Frem for alt var der masser af engagement. Man var ikke i tvivl om, at de der præsenterede en sag, også brændte for den. Og det stod også klart, hvad det var, de brændte for. Det kunne knibe lidt mere med de partilignende eller “partiforberedende” grupper, der også var talrigt til stede. De brændte for verdensrevolutionen. Men det kunne virke som om, at de konkrete sager var ret underordnede. Det, andre brænder for, synes for dem blot at være taktiske anledninger til at føre kampen videre mod det endelige, store mål. For dem er mangfoldigheden måske ikke en værdi i sig selv, men en hæmsko.

Mangfoldigheden blev gang på gang, ved plenarforsamlinger og ved seminarer, fremhævet som styrken ved de sociale fora og som nøglen til deres succes. Og så kom der alligevel ganske ofte et “men” bagefter, fremført for eksempel i den store plenumdebat på den første dag af forummet, hvor celebriteter med Bernard Cassen fra fransk ATTAC i spidsen stort set unisont fremførte nødvendigheden af at samles om formuleringen af fællles alternativer, grundlag, konklusioner og forslag. De blev modsagt fra salen. Men først og fremmest blev de modsagt af den verden af forskellighed, som netop gjorde sig gældende på forummet. Omend nogle grupperinger havde valgt ikke at deltage i det Sociale Forum, men i stedet organisede egne, sideløbende fora, eller helt holdt sig udenfor.

Spørgsmålet om at nå frem til enhed, fælles strategier og konklusioner blev henlagt til Assembly of the Social Movements and Activists søndag formiddag, dagen efter at det egentlige sociale forum var afsluttet med den store demonstration lørdag eftermiddag. Her var det meningen, at man skulle nå frem til beslutninger og til fælles handling. Som man gjorde sidste år i Firenze hvor Social Movements Assembly samledes om og blev udgangspunktet for den store fælles demonstrationsdag mod krigen d. 15. februar i år.

Men der er noget selvmodsigende i at tale om fælles beslutninger i sådan en sammenhæng. Et netværksbaseret forum uden hierarkisk struktur og formel organisation kan ikke træffe beslutninger der er bindende for dets deltagere. Om idéer bliver fulgt, afhænger af deres evne til at inspirere og mobilisere energi, kræfter og fantasi. Og at forummerne får succes i forhold til organisering af bredere enhed, bygger først og fremmest på deres evne til at skabe horisontale netværk og kontakter på tværs af lokale, regionale og nationale grænser.

Der kom en fælles udtalelse ud af forsamlingen af sociale bevægelser. Men mere end at samle forskelligheden i et enkelt program koncentreret om nogle få nøgleord, fremstår den som en formulering af netop mangfoldigheden. Den indeholder stort set alle de temaer som de forskellige delegater, workshops, seminarier og plenarforsamlinger rejste i løbet af forummet, og som blev fremført af de omkring 40 talere under søndagens samling. Herunder i øvrigt en opfordring til, på initiativ af den amerikanske anti-krigsbevægelse, at gennemføre en fælles demonstrations- og aktionsdag d. 20. marts 2004, og til at gennemføre en tilsvarende fælles europæisk dag d. 9. maj, hvor EU-forfatningen skal ratificeres.

Hvad der på den måde kom ud af forsamlingen af sociale bevægelser, afspejler den bredde og mangfoldighed i strategier, temaer, mål og formuleringer af alternativer, som måske netop er nødvendig over for en verdensorden, som aldrig fyldestgørende kan dækkes af begreber som neoliberalisme, kapitalisme, imperialisme, økonomisk globalisering eller netværkssamfund. Mangfoldighed er modsvaret til samfundsmæssige forhold og systemer, som er præget af ekstrem, global kompleksitet, har ufattelig mange ansigter og måder at virkeliggøre sig på i lokale og konkrete sammenhænge, og som måske først og fremmest er kendetegnet ved umådeholden kreativitet, når det kommer til måder at udøve magt på. I forhold til den mangfoldighed og kreativitet, der kendetegner magtudøvelsen, kan modsvaret og modmagten kun basere sig på endnu bredere mangfoldighed og endnu stærkere fantasifuldhed. Og i forhold til globale netværk af magt, kapital og militær, kan modmagt kun baseres på netværk af engagement, kommunikation og handling. Og det er vel, hvad de sociale fora bidrager til at skabe.

Bolette M. Christensen er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. Artiklen bringes også i Salt.