De løj om krigen

Allerede på omslaget er budskabet klart. Bogen ”Irak – er freden brudt ud?” er adresseret fra krigsmodstanderne til verdensherskerne Mr. Blair, Hr. Fogh og Mr. Bush, som i bogens tolv forfatterindlæg modtager en stribe velbegrundede afklapsninger for deres bedrageriske løgne og ugerninger under Irakkrigen. Ugerninger, som med Bertolt Brechts ord ”allerede er talrige, som regnen falder”.

USA’s herskersyge

Det er Mads Laursen, der anvender den tyske digters rammende ord i sit overbevisende indlæg om USA’s krig mod Irak som en krig, der ikke handlede om at fjerne Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben, men derimod om at sikre USA’s globale overherredømme og kontrol med olieforekomsterne i Mellemøsten.

Laursen taler om USA’s forsøg på at opbygge og kontrollere et såkaldt ’Grand Area’ i Mellemøsten, og han fører ideen tilbage til den udenrigspolitik, USA formulerede i begyndelsen af 2. Verdenskrig i arbejdsgruppen ’Project for War and Peace Studies’.’Grand Area’ er et stort område, der skal være under USA’s kontrol ”i en verden, hvor landet sætter sig op til at udøve ubestridelig magt”, og ”dette område er strategisk nødvendigt for kontrol af verden”, hedder det i arbejdsgruppens Memorandum fra 1940.

Sådan lød USA’s udenrigspolitik, da nationen under 2. Verdenskrig overtog det britiske imperiums plads som stormagt i verden, og herskersygen er øjensynligt ikke blevet mindre med årene.

USA’s invasion i Irak er ifølge Laursen blot endnu et uhyggeligt led i Bush-administrationens og de nykonservatives etablering af en globaliseret verden med USA som enehersker. En globaliseret verden, hvor de rige lande koloniserer de fattige, og hvor multinationale selskaber og USA’s elite har større magt end demokratisk valgte politikere.

Imperialisme og nekrofili

I krigen i Eks-Jugoslavien hed det ”humanitær bombing”. Idag hedder USA’s udenrigspolitik lige så grotesk: ”forebyggende krig”. I et stærkt indlæg i bogen kalder Arundhati Roy USA’s imperialisme og krigsliderlighed for det rene nekrofili.

Hun, der selv hører til de tidligere kolonier, beskriver, hvordan stormagters imperialisme opleves som voldtægt af en i forvejen nedkæmpet nation.

”De voldtager. De dræber. Derefter kræver de ret til også at voldtage den døde krop. Det er det, man sædvanligvis kalder nekrofili,” skriver hun og fremdrager i artiklen, hvordan amerikanske og britiske styrker siden Golfkrigen har fyldt markerne med 300 ton uran, hvordan kræfttilfælde blandt børn i det sydlige Irak er firedoblet og ikke mindst, hvordan man nu sønderbomber et land, hvor årtiers sanktioner har nægtet den irakiske befolkning noget så nødvendigt som medicin, sygehusudstyr, ambulancer og rent vand.

Ondskaben ligger især i det faktum, at de allierede bomber et land tilbage til stenalderen og sikrer sig, at en genopbygning af landet kun kan finde sted med udenlandsk hjælp.

Arundhati Roy beskriver, hvordan voldtægtsforbrydernes medsammensvorne, de multinationale firmaer, der betalte og leverede våben til overfaldet, nu også er med under genopbygningen. I USA er det især vandselskabet Bechtel A/S og olieenergiselskabet Halliburton, der får fordelagtige genopbygningsaftaler i hus. Et par britiske firmaer skal sikkert også deltage, når krigsbyttet skal fordeles, og blandt andre hjemlige firmaer bliver danske A.P. Møller heller ikke overset. Det har vores statsminister været med til at sikre på møder med topdirektørerne fra militær- og sikkerhedsindustrien i USA.

Dansk erhvervslivs blodpenge

”Danmark er ikke det stærkeste land i verden, men vi er en stærk allieret til USA. Det har vi vist i kampen mod terrorisme, i Irak og andre steder. Dansk industri kan på samme måde være en værdifuld partner”.

Sådan leflede Statsminister Anders Fogh Jensen (V) i en tale på et møde i Washington D.C. i maj 2003 for topdirektørerne fra amerikansk militær- og sikkerhedsindustri, og Jakob Neerups artikel i ”Irak – er freden brudt ud?” handler blandt andet om dette møde og om A.P. Møllers rolle i den danske krigsdeltagelse i Irak.

Jakob Neerup gør det meget klart, at Danmark valgte at smide bomber over Irak for at få del i genopbygningskontrakterne, eller med forfatterens egne ord: blodpengene.

Allerede i august 2002 havde A.P. Møller-koncernen, støttet af den danske regering, udvidet sin kontrakt med det amerikanske forsvar om at transportere materiel til opbygningen af krigsstyrkerne i Qatar og på de amerikanske baser, og efter mødet i maj sikrede det A.P. Møller ejede Maersk Sealand sig endnu en attraktiv milliardordre – denne gang fra verdens største våbenproducent, Lockheed Martin.

Kontrakterne skyldes ikke kun det mangeårige samarbejde mellem A.P. Møller og amerikanske virksomheder og militær, men også regeringens iver for at deltage i det såkaldte Joint Strike Fighter (JSF)-programmet. Projektet går ud på at producere op mod 5.000 topmoderne krigsfly til afløsning for F-16 flyene, og den danske stat har allerede investeret milliarder i projektet.

Jakob Neerup har fået aktindsigt i statsminister Anders Fogh Jensens tale fra mødet i maj, og til den amerikanske generalmajor John L. Hudson, antyder statsministeren, hvad Danmark kunne ønske sig til gengæld for krigsdeltagelsen:

”Ligesom F-16 betød et kvalitativt spring for mange teknologier, er jeg sikker på, at JSF vil betyde det samme. Og jeg er sikker på, at danske virksomheder er parate og duelige til at investere og profitere af den nye teknologi”.

Selvom A.P. Møller er den klart største kapitalist (men ikke største skatteyder!) i Danmark, og selvom den 90-årige direktør er næsten enerådig diktator af dansk udenrigspolitik i Irak, slipper andre skurke i dansk erhvervsliv ikke uden om Neerups bidske pen.

Blandt andre har den dansk ejede elektronik- og våbenfrabrik Terma, Københavns Politigård, Group4Falck, Giantcode-aktionærere og SAS fået del i blodpengene. Direktørernes udtalelser til Neerup er spændende og forargerlig læsning.

Som administrerende direktør i Terma Jens Måløe siger om firmaets navn på listen over samarbejdspartnere i forbindelse med JSF-programmet:

”Vi har jo lavet en stor indsats i Irak-Krigen, så det ville da være unormalt, hvis vi ikke var på den liste”.

Han kan ligesom de andre topdirektører grine hele vejen ned til banken, når han skal hæve sin portion af de 340 millioner, den danske regering har valgt at flytte fra u-landsbistanden til en pulje for genopbygning i Irak. Halvdelen af de 340 millioner skal gå direkte til støtte til de virksomheder der arbejder for genopbygningen af Irak. Penge, der skulle gives i bod til et fattigt land tilfalder dermed, dem der smed bomberne!

Civilbefolkningens situation

Bogen beskriver ikke bare de politiske og økonomiske løgne bag en uhyggelig krig, der i virkeligheden handlede om topdirektøres og politikeres olieliderlighed og herskersyge.

”Irak – er freden brudt ud?” forholder sig også nærgående til den civilbefolkning krigen berørte. Det gælder både de avislæsere, der i vesten blev ført bag lyset af aktieejede amerikanske medier og en dansk presse, som talte den foregående ukritisk efter munden. Og det gælder de 24 millioner irakere, der blev beskudt, bombet, voldtaget, dræbt, udsultet, gemt og glemt.

Khaled Bayomi beskriver, hvordan det var at være menneskeskjold i Bagdad i dagene før og efter invasionen. Han så en anden virkelighed, end den medierne beskrev, idet han modsat journalisterne, der blev passet op af allierede soldater, kunne bevæge sig frit omkring.

I seks interview foretaget af blandt andre bogens redaktør Mikael Hertoft, beskrives krigsmodstanden herhjemme med synspunkter fra alle, lige fra en studerende fredsaktivist fra RUC, over initiativtageren til fredsvagten ved Christiansborg til en tidligere partisoldat for Tony Blair, der gik af i protest mod Englands krigsdeltagelse.

Omar Dhahir fortæller Iraks politiske og sociale historie, som baggrund for den seneste og andre krige, hvori USA har spillet en dobbeltmoralsk rolle ved selv i forbindelse med Irak-Iran krigen at supplere Irak med de masseødelæggelsesvåben, som var det påståede grundlag for invasionen den 20. marts. Han kommer også ind på religionens og kvindernes stilling i samfundet, og beskriver hvordan udviklingen grundet vestens sanktioner mod landet efter Golfkrigen er gået tilbage.

Udsatte kvinder

Annelise Ebbe tager tråden med kvindernes stilling op, idet hun beskriver det at være kvinde i Irak ligenu. Hun kalder det et liv i et ”frygtens klima”, der også er titlen på Human Rights Watch-rapporten, som hun refererer til, når hun fortæller om unge irakiske piger, der bliver bortført for derefter at blive voldtaget, dræbt eller solgt til slavehandel.

For nogle lykkes det at flygte, men ingen tror dem, når de kommer tilbage, eller de vælger at tie af skam og af frygt for, at familien efter Sharia-loven vil begå æresdrab imod dem.

Hvis pigen trodser alle disse forhindringer og alligevel går til politiet, risikerer hun at møde en betjent, der ikke kan optage rapport, fordi politistationen er blevet udplyndret for alt kommunikationsudstyr, mens amerikanske soldater har set til uden at røre en finger.

Eller også vil politibetjenten ikke tro på den krænkede pige, eller blot skrive, at pigen ”er løbet hjemmefra” og dermed selv skyld i voldtægten.

Men uden anmeldelses-rapport, kan pigen ikke blive undersøgt af en retsmediciner, og forbryderne vil gå fri.

Endnu mere absurd mener politiet ofte, at voldtægt er en sag, familien selv må løse, og da Sharia-lov især gælder i familielovgivningen er pigen overladt til at gifte sig med sin voldtægtsforbryder eller at lide æresdrab. Igen går forbryderen fri.

Det er gribende læsning, og Annelise Ebbe gør det klart, at det internationale samfund ikke gør deres pligt.

Irak har underskrevet en række internationale menneskerettighedstraktater, der beskytter kvinder og pigers rettigheder, og disse traktater gør sig gældende under væbnede konflikter og besættelse – for eksempel Kvindekonventionen og Børnekonventionen. Irak er også medlem af den såkaldte Fjerde Genèvekonvention og af Haagkonventionen, der skulle sikre civile og herunder kvinder og piger omfattende rettigheder i krigstid.

Annelise Ebbe påpeger, at sådanne internationale love kræver, at stater skal gribe ind, hvor der sker krænkelser af menneskerettighederne, og at de skal tage forbehold for at forhindre det, men hun skriver også, at besættelsesmagten har travlt med at passe på sine egne i det kaos der hersker i Irak. Det er ikke de civile, der er i fokus for genopbygningsfasen, og det gælder ikke bare kvinderne men alle civile. Man kan bare se, hvordan soldaterne vogter olierør, frem for vandrør, påpeger flere forfattere i bogen.

Ingen fred endnu

Danmark bakkede sammen med Polen og Australien blindt op om USA og Englands krig i Irak, som brød ud den 20. marts 2003. Der er ikke fred endnu, er bogens budskab til læsere med en demonstrant i maven.

Som sådan er bogen ikke bare en kritisk afklaring af de egentlige årsager til en fatal krig mod Irak, men også en stærk opfordring til at kæmpe imod, at flere krige vil finde sted.

Godt nok er USA’s militær for udmattet til endnu en krig: Soldater har for eksempel svært ved at komme hjem på orlov, og hjemmeøkonomien og Bush’s popularitet er belastet af de store militære budgetter på op mod 380 milliarder dollars for bare 2004.

Men det afholder ikke Bush fra at true lande som Libyen, Iran og Syrien med invasion, hvis ikke disse nationer kan bevise, at de har destrueret deres antagede masseødelæggelsesvåben. Han taler om ”ondskabens akse” og erklærer ”hellig krig” mod terror, men selv er han sammen med Mr. Blair og Hr. Fogh de sande vildmænd, der repræsenterer de egentlige slyngelstater.

”I kan smide jeres krig i Frederikshoms kanal,” siger Klaus Rifbjerg til verdensherskerne i sit indlæg, hvor han kalder Bush, Blair og Fjog (som der overstreget skrives et sted i bogen med hentydning til statsministeren) en flok drengerøve med hang til våben.

Den opspundne forbindelse mellem Saddam Hussein og Al-Qaeda, de internationale love, der ikke respekteres, masseødelæggelsesvåbnene, som CIA havde opfundet, 10.000 dokumenter fra Iraks regering, der beskrev ødelæggelsen af masseødelæggelsesvåbnene, men som forsvandt, fordi de også viste, hvilke amerikanske virksomheder, der havde leveret våbnene, de hemmelige møder mellem topledere i erhvervslivet og toppolitikere, medier, der taler politikerne efter munden, bevogtning af olierør frem for vandrør og penge til bomber frem for bønner.

Alle løgnene og alt bedraget afsløres sagligt og dybdeborende i bogen ”Irak – er freden brudt ud?”, og den er nødvendig læsning for enhver, der vil en bedre verden og en god guide til at søge alternativ information eller blive aktivist ikke imod krig, men for fred.

Rifbjerg spørger i bogens første indlæg, hvor troen på det gode i mennesket og den danske humanisme og pragmatisme er blevet af. Bogen er en stærk opfordring til at modbevise, at krig kan være nødvendig og bevise, at menneskeheden er kommet videre end til huleboerstadiet – måske lige bortset fra Bush, Blair og Fogh.

Fredsbevægelsen ’Nej til Krig’ organiserede forårets store demonstrationer mod krigen som et led i den brede, internationale modstand. ’Nej til Krig’ er nu ude med bogen ”Irak – er freden brudt ud?”, redaktør Mikael Hertoft, Forlaget Klim, november 2003, 249 kroner.

Bogen kan også bestilles gennem kontor@nejtilkrig for 150 kroner.

Fredsgrupper, der vil sælge bogen, kan henvende sig vedrørende speciel rabat.

Trine Vinther Larsen er medredaktør af Kontradoxa