11. septembers anden side

Mulige terrorister skulle findes, som den amerikanske justitsminister, John Ashcroft, sagde. Men til dato er der ikke rejst en eneste sigtelse for terrorisme mod nogen af de tilbageholdte. Til gengæld har der bredt sig en frygt blandt især indvandrere. Jurister, journalister og menneskerettighedseksperter advarer mod de langsigtede virkninger af de vidtgående magtmidler, som Bush-regeringen har givet myndighederne: de truer borgernes rettigheder.

Søndag den 14. september var det immigranternes dag i New York. Det blev fejret med en march, et optog, hvor de forskellige nationaliteter i festligt udstyr og med optræden og musik gik ned ad Madison Avenue for at synliggøre tilknytningen og samhørigheden mellem deres gamle lande og det nye hjemland.

For enden af ruten var der opstillet bænkerækker til honoratiores og andre, som skulle give det afsluttende vink til de feststemte og glade immigranter. En TV-station havde opstillet sine kamerastativer, og over højttalerne lød toastmasterens annoncering af, at dette er en dag, man ikke vil undvære.

Parader for det ene og det andet er ikke ualmindelige i New York. Faktisk er det nærmest en tradition, at det er sådan, man som gruppe, forening eller organisation markerer sig. Politiet havde været i gang allerede dagen i forvejen med at opstillet vejspærringer langs ruten. Nu venter man bare på at optoget skal komme. Og det gør det så. I alfabetisk orden efter land. Albanien er repræsenteret af en folkedragtsudklædt trup, som svinger med albanske og amerikanske flag. Herefter kommer Bangladesh, repræsenteret af to voksne og to børn. Der ude midt på avenuen og dybt mellem skyskrabere synes de nærmest at forsvinde.

Manglende bogstaver

Efterhånden kommer de andre bogstaver i alfabetet også frem i processionen. Men med udeladelser og overspring. Irak er der ikke. Nordkorea er også væk – skønt Sydkorea har en iøjnefaldende gruppe udklædte marchdeltagere. Hvor er Palæstina, Syrien, Algeriet, Yemen, Somalia og Jordan for eksempel?

Pakistan er der heller ikke. En forklaring kan være, at pakistanerne næsten lige har markeret deres nationaldag, den 24. august. Det skete også med en march på Madison Avenue. Om det er den eneste grund, synes usikkert.

Ihvertfald har eftervirkningerne efter 11. september sat deres præg på nationaldags-marchen, fortæller Ghulam Chaudhry til newyorker-ugeavisen Village Voice. Før i tiden kunne man forvente, at der ville dukke omkring 80.000 deltagere op til denne begivenhed, siger han. Men sådan er det ikke længere, snarere under halvdelen.

Svigtet

»Dette land svigter os. Hvorfor forlod jeg mit land, min familie, mit hjem? Fordi der ikke var nogen frihed, og herover var der meget frihed. Men ikke mere. Herovre er der ikke længere frihed«, siger Syed, som kom til USA for 18 år siden. Han er pakistaner og driver en lille forretning på Coney Island Avenue i bydelen Midwood i Brooklyn, New York.

På to-årsdagen for terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon bragte Village Voice en større artikel, hvor Syed – som ikke ønskede at få sit fulde navn offentliggjort – gav denne beskrivelse af livet, som det er blevet oplevet af mange tusinde mennesker, ofte med pakistansk baggrund, i tiden efter 11. september 2001.

Raza er en anden, som avisen har fået til at fortælle sin historie.

Den 25-årige unge mand arbejder som sikkerhedsvagt og er også fra Pakistan. I februar følte han, at der ikke var andet at gøre end at køre sine for-ældre og sin lillebror op til den amerikansk-canadiske grænse og få dem over, så de kunne søge politisk asyl i Canada som religiøst forfulgte shia-muslimer i både Pakistan og i USA. Det samme har 2.200 andre pakistanere ifølge avisen gjort i løbet af det første kvartal af 2003. Da sagsbehandlingen for asylsager kan tage op til et års tid, er der endnu ingen der ved, om Canada vil anerkende politiske flygtninge fra USA med den baggrund, som Razas forældre og de andre har.

I vinteren 2002-03 begyndte immigrationsmyndighederne en kampagne for en »specialregistrering« af indvandrere med udløbne visa og arbejdstilladelser, og det var ifølge Raza, som selv har et såkaldt »green card«, en frygt for, hvad det kunne føre til for hans bror og forældrene, der fik dem til at tage til Canada. Den samme situation har tusindvis af indvandrere også stået i: skulle de følge myndighedernes krav med risiko for at blive tilbageholdt og udvist, eller skulle de gå yderligere under jorden?

Stirrede os i øjnene

The Documentary Campaign holder til i et lille kontor uden udvendige vinduer. Det ligger på 8. etage i en kontorbygning på 6th Avenue sammen med flere andre selskaber, bureauer og grafiske virksomheder.

Det er et nystartet film-selskab, der på et non-profit grundlag arbejder med at producere og distribuere dokumentarfilm, der vil fremme social retfærdighed og menneskerettigheder. Selskabet blev grundlagt sidste år, og man er ved at lægge sidste hånd på den første film. Den hedder »Persons of Interest« og er en række beretninger fra folk, som i tiden efter 11. september oplevede vilkårlige arrestationer, hemmelige tilbageholdelse og isolationsfængslinger, fik deres hjem gennemsøgt, blev udvist og fik deres familieliv ødelagt.

»Ideen til projektet er cirka et år gammel. Det lå lige for at arbejde med denne sag, som praktisk talt stirrede os lige ind i ansigtet hver dag på tv-nyhederne. Der var demonstrationer og protester foran fængslet i Brooklyn, hvor de fleste af de internerede blev tilbageholdt«, siger journalist Danny Massey, som er projektkoordinator på filmen.

»Vores udgangspunkt var en række breve, som de internerede havde skrevet til en muslimsk hjælpeorganisation. Vi kontaktede dem og spurgte om deres sager, og de var alle mere end villige til at fortælle.

Det generelle billede af de internerede er, at der ikke er noget generelt billede, ud over at de overvejende er muslimer eller af arabisk afstamning. Det virker fuldstændig tilfældigt, hvad der i de enkelte tilfælde har været grunden til, at de blev arresteret. Ofte var det tips fra naboer, venner og andre, som førte til, at de blev taget. Gennemgående er det, at de ikke havde noget at gøre med terrorisme, og derfor er der heller ikke blevet rejst sigtelser mod nogen af dem.

Det, de blev samlet op på, var stort set altid overtrædelse af forskellige immigrationsbestemmelser, visa-overskridelser, opholdstilladelser og andre ting, som ikke tidligere på nogen måde ville have ført til så dramatiske forholdsregler, indespærring i månedsvis og i nogle tilfælde mere end et år. Ofte i isolation. Uden adgang til advokater. Uden at få noget af vide om de sigtelser, der eventuelt var rejst mod dem«.

Tallet der forsvandt

Præcis hvor mange, der er blevet arresteret, tilbageholdt og udvist er det vanskeligt at få noget præcist svar på. Danny Massey forklarer, at det har været umuligt at få noget svar fra myndighederne.

Det samme resultat er jura-professor David Cole fra Georgetown University Law Center nået frem til. I sin bog »Enemy Aliens«, der er udkommet for nylig, skriver han:

»Under de to første måneders kampagne offentliggjorde regeringen regelmæssigt et akkumuleret tal for tilbageholdte personer, som en slags forsikring til offentligheden om, at man var stærkt involveret i at gøre noget. (...) Men efterhånden som antallet af tilbageholdte steg og i takt med at kritikken begyndte at påpege, at ikke én rent faktisk var blevet anklaget for terrorisme, ophørte Justitsministeriet pludseligt med sin praksis med at offentliggøre tallet. Det sidste offentligt kendte tal er fra november 2001, på 1.182 personer. Lige siden har ministeriet afvist at oplyse et samlet tal«.

Han har på basis af forskellige tal, offentliggjort under andre regeringsprogrammer, sammenholdt oplysningerne og er nået frem til, at »et konservativt skøn derfor ville sætte tallet for hjemlige tilbageholdelser i krigen mod terror til i maj 2003 at være på over 5.000«.

Af disse er ikke én blevet sigtet for terrorisme eller deltagelse i andre former for kriminalitet forbundet med 11. september 2001.

Mads Bruun Pedersen er redaktionskoordinator for tidsskriftet SALT.