Konkurrencens klaustrofobi

Janne Tynell mødte italieneren fra University of East London, da han gæstede Danmarks Sociale Forum.

Diskussionen om hvordan verdenshandlen skal organiseres f.eks. i forbindelse med verdenshandelsorganisationen, WTO’s møder, handler ofte om at være for eller imod frihandel, for eller imod protektionisme. Nu kommer du og siger, at frihandel og protektionisme er to sider af samme sag. Hvad mener du med det?

For at besvare spørgsmålet må man gå tilbage i historien og se på, hvilken rolle handel har spillet og i første omgang definere, hvad handel er. Og mere specifikt hvad handel er i en kapitalistisk kontekst - og endelig hvad handel er og har været, siden globaliseringen for alvor tog fart.

Man må holde sig for øje, at i de seneste par hundrede år - indenfor rammerne af den kapitalistiske produktionsform - er diskursen om frihandel versus protektionisme blevet brugt i forskellige sammenhænge til at udvikle kapitalistiske produktionsforhold. Så den offentlige debat om verdenshandlen har altid været lukket inde i dette klaustrofobiske modsætningsforhold – hvis du er imod frihandel, må du nødvendigvis være for protektionisme og vise versa. Den store udfordring er at forsøge at udvikle en diskurs, der ikke accepterer dette modsætningsforhold. Vi må finde vores eget udgangspunkt i debatten, hævet over konkurrence mellem mennesker og samfund.

Et historisk eksempel, der ofte bliver fremhævet, er, at Englands opsving og industrielle udvikling i 18 og 1900-tallet skyldtes en høj grad af protektionisme. Senere i 1900-tallet blev England en frihandelsnation i det øjeblik, man havde udviklet en solid basis, der gjorde det muligt at ’konkurrere’ på det internationale marked. På samme måde finder man protektionistisk politik i de tidlige tyske stater i 1900-tallet, og det samme i USA før de blev frihandelsnationer. Landene bliver altså frihandelsnationer i det øjeblik, at de er stærke nok til at konkurrere internationalt. Det samme ser vi i dag, hvor kritikere hævder, at rige lande beskytter eksempelvis deres landbrugsproduktion for ikke at blive oversvømmet af billige landbrugsvarer fra syd.

Mit budskab er, at vi må forsøge at undgå at vælge den ene side frem for den anden, men hellere se på hvordan diskurserne om frihandel og protektionisme er forbundet i et lukket kredsløb indenfor udviklingen af kapitalistiske produktionsforhold. Lad os netop fokusere på de kapitalistiske produktionsforhold.

’Fairtrade’ findes ikke

Hvorfor skal vi skifte fokus?

Fordi det, vi i virkeligheden stiller spørgsmålstegn ved, er selve spillet. Når små samfund verden over kæmper imod privatiseringen af vandforsyningen eller uddannelse, stiller de ikke sig selv spørgsmålet, om de er for eller imod frihandel. Grunden til at de stiller spørgsmålstegn ved udviklingen er, at de er truet på deres levebrød. Så diskursen om enten protektionisme eller frihandel fortæller dig, at dit levebrød ville blive sikret gennem en bestemt form for handling – protektionistisk politik eller frihandelspolitik. Men det mener jeg ikke er tilfældet. For protektionisme og frihandel er begge diskurser, der er indlejret i kapitalismens logik. Og kapitalismens logik betyder, at vi reproducerer vores eget levebrød ved at slå de andre ud af banen og dermed true hinanden på levebrødet.

Hvad så med ideen om ’fairtrade’?

Frihandelstilhængere fortæller os, at vi må reducere alle handelsbarrierer for at skabe en jævn spillebane, hvor alle firmaer kan spille mod hinanden ligeværdigt. Hvorimod andre med en mere protektionistisk indstilling siger, at vi bør lave særlige regler for de svageste spillere, så de kan vinde styrke og blive stærke nok til at konkurrere ligeværdigt med de stærkere modspillere. Det protektionistiske udgangspunkt er konstrueret og bliver forsvaret med udsigten til at kunne deltage i konkurrencen og slåskampen mod de andre. Vi må finde et alternativ til denne måde at opfatte handel på – og hæve os over denne slåskamp.

Betyder det, at vi ønsker at leve primitivt med store afsavn? - Nej selvfølgelig ikke. Vi ønsker en mangfoldighed af udveksling mellem mennesker og forskellige samfund over hele kloden. Men vi vil udvikle nye former for udveksling. Vi ønsker at finde en ny måde at relatere til hinanden på, og det er grunden til, at vi ser på historien. For handel er et historisk vidnesbyrd om, hvordan samfund og mennesker har forholdt sig til hinanden gennem tiden.

Se på historien

Kan du give nogle eksempler?

I begyndelsen ’handlede’ stammesamfundene ved at bytte varer. De indgik i en helt anden politisk form for menneskelig udveksling. Det, vi kalder handel, blev af Karl Polanyi [1] kaldt ’tilegnelse af varer langvejs fra’ – varer som ikke er tilgængelige på stedet. Og de måder, hvorpå man tilegner sig disse varer, er meget forskellige. Polanyi identificerer tre overordnede former for handel – nemlig gaveudveksling, administrativ handel og markedsudveksling.

Gaveudveksling forbinder partnere i gensidige forhold, som f.eks. gæster, venner eller handelsrejsende. Varerne, der udveksles, er oftest skatte eller rigdomsobjekter, som cirkulerer blandt eliten, f.eks. slaver, guld, heste, elfenben, klæder eller røgelse.

Under ’uforstyrrede primitive forhold’ er denne form for handel en organiseret gruppe-aktivitet som jagt, ekspeditioner eller plyndringstogter. Folk, der tilhører forskellige grupper, mødes og handler blandt andre ting. Taksten for udvekslingen er ikke resultatet af disse interaktioner – den er fastsat på forhånd. Dette betyder, at hverken individuelle handlende eller individuelle motiver til at tjene på en handel er involveret i denne form for udveksling.

Gaveudveksling var den dominerende form for handel i stammesamfund, men spillede også en central rolle blandt oldtidens imperier gennem årtusinder.

Da omfordeling af overskud senere opstod blandt forskellige samfund gennem forskellige former for markedsudveksling, blev priser først og fremmest fastsat på baggrund af skikke og sædvaner, og således spillede udbud og efterspørgsel en begrænset rolle.

Og her har vi den ’administrative handel’, som forudsætter nogle relative stabile politiske foranstaltninger. I denne sammenhæng er alle større aspekter af udveksling under streng administrativ kontrol, alt lige fra takster til kvalitet og vægt-standarder. Ofte, især når en region er tvunget til at importere råstoffer og ikke har den fornødne militære magt til at gennemtvinge et efterspørgselsmonopol, bliver relative priser holdt på et niveau, der sikrer, at størstedelen af befolkningen er i stand til at købe varerne.

Endelig har vi den tredje form for tilegnelse af varer langvejs fra, nemlig markedshandel. Handelspartnere er her integreret gennem udveksling. Når dette princip er gældende, er der ingen grænser for hvilke ting og servicer, der kan gøres til varer, hvilke priser og kvantiteter, der kan blive reguleret gennem udbuds- og efterspørgselsmekanismen. Dette princip for vareudveksling kan teoretisk set bruges i forbindelse med alle facetter af menneskers socioøkonomiske stofskifte, hvis de samme mennesker tillader brugen af det.

Det Karl Polanyi peger på, er altså, at markeds-handel historisk set er en relativ ny form for handel, som især har vundet terræn med opblomstringen af den kapitalistiske produktionsmåde - og at der findes andre former for udveksling mellem mennesker. Når vi taler om handel i dag, tænker vi udelukkende på én form for udveksling, som kræver, at vi konkurrer mod hinanden på et marked. Den opfattelse må vi udfordre.

Handel og kapitalisme

Hvad er det så, der kendetegner handel i en kapitalistisk kontekst?

“I udgangspunktet træder handel i en ny karakter indenfor kapitalistiske produktionsforhold. Den kapitalistiske produktionsmåde har aldrig eksisteret uden at tilegne sig varer og arbejdskraft langvejs fra. Det, der er tilgængeligt på stedet, har aldrig været nok til at stille den grænseløse sult efter akkumulation, hverken når det drejer sig om værdi eller om brugsværdi. Under klassiske kapitalistiske forhold – frem til omkring 1950erne og 60erne - adskiller handel sig fra de dominerende prækapitalistiske handelsformer på tre centrale punkter.

For det første er handel skabt af aktive og systematiske indhegninger [2]. Det er f.eks. muligt at få folk til at arbejde i minerne, som slaver osv. For det andet gennemtvinges en specialisering af produktionen – nogen producerer kobber, andre guld og atter andre slaver. For det tredje, hvilket er meget vigtigt, bliver tilegnelserne systematiske frem for usammenhængene. Fordi kapitalismens vækst og akkumulationen nødvendigvis er grænseløs og higende, må den hele tiden tilegne sig større rigdomme. Så kapitalismen er afhængig af en voksende handel.

Det, der er vigtigt at forstå her er, at verden i den klassiske kapitalistiske periode var verden delt op mellem forskellige imperier og hvert imperium blev en slags ’verdensøkonomi’ i sig selv. Så verden bestod så at sige af forskellige verdensøkonomier. Man havde et nord og et syd med en klar fordeling af opgaverne, således at syd var tvunget til at producere råvarer, som blev forarbejdet i nord. Der var bestemt en grad af handel imperierne imellem, men en stor del af imperiernes ekspansion gik ud på at blive selvforsynende i forhold til andre imperier.

Disciplinær handel

De nuværende handelsformer under globaliseringen indeholder centrale elementer af handelsformerne indenfor den klassiske kapitalisme, men handlen har fået en disciplinær overbygning.

Hvad mener du helt konkret med, at handlen er blevet disciplinær?

Lad mig forklare det med et eksempel. En forarbejdningsindustri i Detroit flytter til en Maquiladora (frihandelszone, red.) i Mexico – på et tidspunkt i 1980erne. I dag producerer Maquiladoras i Mexico de samme biler som Detroit før producerede, men forarbejdningen flyttes nu til fabrikker i Kina. På den måde udskiftes og flytter produktionsaktiviteterne rundt i en endeløs cyklus.

Når vi taler om disciplin i et Foucault-inspireret perspektiv, taler vi om skabelsen af normer. Disciplinære processer skaber normer for vores interaktion – eller vores måde at forholde os til hinanden på. Og de normer vi taler om her, er normerne for produktion. Den allestedsnærværende trussel på folks levebrød og truslen om kapitalflugt, som findes over hele verden, skaber hele tiden nye normer for produktion.

For i den globale konkurrence er det vores bevidsthed om verden, der for alvor bliver påvirket. Vi mindes hele tiden om, at andre er mere ’konkurrencedygtige’ end os, at andre er mere effektive eller villige til at arbejde for lavere løn – og hvis vi ikke følger trop, vil de måske tage vores arbejde og levebrød fra os. Og det er jo sandt i hvilken som helst del af verden. I den globale konkurrence er ’de andre’ altid lige i hælene på os. Det er ofte nok, at et firma truer med at flytte en fabrik til ulandet, for at få svage fagforeninger til at underbyde hinanden. På den måde er vi hele tiden eksponeret for det alt gennemtrængende økonomiske princip. Markedets alt gennemtrængende karakter og princippet om konkurrencedygtighed i samspil med mediernes gentagende tomme budskaber om, hvordan tingene skal og bør være, internaliserer markedsdisciplinen hos arbejdere, forbrugere og producenter, som var det et naturgivent princip – den eneste ledetråd for vores handlinger.

Denne bevidsthed om den globale konkurrence som en naturgiven realitet, gør markedet til en naturlig nødvendighed. Markedet betragtes som det naturlige princip for social interaktion – et princip, der endda strækker sig så langt som til at stille spørgsmålstegn ved det traditionelle borgerlige demokrati, som vi kender det. Naturliggørelsen betyder internalisering af de disciplinære påfund på alle niveauer i samfundet: Som arbejdere skal vi acceptere, at det er ’korrekt’ at konkurrere og at miste vores job, hvis vi er mindre effektive eller får mere i løn end de andre – eller at det er korrekt at et firma flytter deres produktion et andet sted hen, hvis det kan højne konkurrencedygtigheden. Som borgere skal vi acceptere myten om, at ressourcerne er knappe og at den sociale service derfor ikke kan finansieres; som forbrugere skal vi acceptere, at transnationale selskaber bedst ved, hvad vi har brug for. Og endelig som mennesker generelt skal vi acceptere markedet som horisonten for vores sociale interaktioner. Ved at internalisere markedsprincippet opfører vi os som fisk, der ikke kan se havet og derfor ikke kan begribe, at sociale relationer kan tage udgangspunkt i andre sammenhænge.

Så markedets disciplinære og altomsluttende karakter er effektivt med til at skabe nye subjektiviteter. Hvad er konsekvensen af det?

Ja, det er meget centralt spørgsmål, for det peger hen på spørgsmålet om værdier. En af de sværeste ting for mange fagforeningsfolk, eller folk, der er involveret i det daglige forsvar for levebrødet, er at stille spørgsmålstegn ved kategorier som f.eks. konkurrencedygtighed og effektivitet.

Konkurrencedygtighed og effektivitet er per definition noget godt, og hvis du ikke er effektiv og konkurrencedygtig, så betyder det, at du er dårlig – eller mindre værd. Og det er værdier, som deles af både fagforeninger og management. De deler disse værdier, fordi de ikke stiller spørgsmålstegn ved værdien, for det er blevet ’deres egen.’

Det svære er at komme og sige se, det er systemet, der tvinger os til at konkurrere mod hinanden osv. – for den første reaktion er: Du moraliserer. Det bliver gjort til en moralsk kritik. På én måde er det selvfølgelig ikke rigtigt – for vi moraliserer ikke og fortæller ikke folk, hvad de skal eller ikke skal. Vi foreslår bare, at man bør tænke over, hvilket spil det er, vi indgår i. Men på en anden måde, har de måske fat i noget rigtigt, nemlig, at det er systemet og vores daglige interaktion indenfor systemet, som er indlejret i nogle bestemte værdier. Og hvis vi bliver klar over, hvad disse værdier er for nogen, bliver vores diskurs måske stærkere. Og vi bliver i stand til at skabe alternativer.

Alternativet

Du bliver ved med at vende tilbage til, at vi må finde på alternativer. Har du selv et bud på, hvordan man kan skabe nye normer og værdier for markedet og handel, hvis vi ikke bare vil tilbage til gaveudveksling osv.?

Måske er svaret netop at udvikle nye former for gaveudveksling. Der eksisterer allerede forskellige former for gavehandel i små både nationale og transnationale samfund, og måske skulle vi starte med at undersøge dimensionerne i gavehandlen i dag og hvilke problemer, der findes i forbindelse med gavehandlen – altså hvilke muligheder er der for, at det konkurrencebaserede marked indoptager eller omslutter denne gavehandel. Rent strategisk må vi overveje disse problemer for at kunne beskytte gavehandlen fra det kapitalistiske konkurrencestyrede marked. Og det store spørgsmål er så, hvordan gavehandlen kan udvikle sig – ikke bare i små samfund - men også på et større plan.

Men jeg har ikke ét klart svar på dit spørgsmål. Så jeg starter med at se på det, der allerede findes og overveje, hvordan vi kan bygge videre på det.

Står teorien ikke svagt, hvis vi ikke kan komme tættere på et alternativ?

Vi befinder os kun i begyndelsen af processen. Og det vigtigste på nuværende tidspunkt er, at vi sammen skaber en alternativ diskurs, som bygger på en forståelse af, hvilke kræfter vi er oppe imod. Det betyder også, at vi må udvide vores forståelse af, hvad handel er. Og kontekstualisere det som blot en del af udvekslingen mellem mennesker. I den moderne diskurs bliver handel set som en del af økonomien –men økonomien som sådan eksisterer ikke – det er en menneskelig konstruktion. Det, som eksisterer, er en række af relationer mellem mennesker, som vi kalder økonomi. Vi må spørge, hvilken type menneskelige relationer er det, vi i dag kalder økonomi.

[1] Karl Polanyi (1886-1964). En af de store inspiratorer indenfor moderne antropologi. Han tog udgangspunkt i kritikken af det kapitalistiske system, som han kaldte markedssystemet. For ham var markedssystemet noget helt nyt i verdenshistorien. Karakteristisk for dette system var, at det havde gjort menneskene til arbejdskraft og naturen til naturressourcer. Dermed var mennesker og natur blevet til varer på et marked.

[2] ’Indhegninger’ er en dansk oversættelse af det engelske begreb ’enclosures’, der oprindeligt beskrev privatiseringerne i forbindelse med den engelske industrialisering. Begrebet bruges i dag til at beskrive kapitalens fortsatte markedsgørelse af områder, der ikke tidligere har været omfattet af det kapitalistiske marked.

Massimo De Angelis er italiensk økonom bosat i London. Lektor på University of East London. http://homepages.uel.ac.uk/M.DeAngelis/

En længere artikel af De Angelis om handelens udvikling og aktuelle situation kan findes på: http://homepages.uel.ac.uk/M.DeAnge...

Artiklen bringes også i Gaia – tidsskrift for international solidaritet. Janne Tynell er medredaktør af Kontradoxa.