Mens vi venter på revolutionen

Af og til spørger jeg mig selv, hvordan det kan være, at feminister kan få deres revolution nu, mens marxister må vente. Det er en overladisk, men provokerende tanke. Spørgsmålet peger på, at visse feminismer er tæt på social forandring – med forestillingen om kønnet som noget der altid er til forhandling, visionen om den samfundsmæssige forandring, der skaber rum på det mellemmenneskelige plan såvel som på en større samfundsmæssig skala. Min feminisme omformer dagligt min tilværelses terræn. Hvordan kan det så være, at min marxisme ikke kan udvikle en socialistisk konstruktion, der kan leves?

Spørgsmålet om den socialistiske »mangel« har ført mig til forskellige svar, men specielt et har i den seneste tid optaget mine tanker. Det virker, som om det, marxismen er blevet sat til at forandre, er noget, som ikke kan forandres – dette noget vil jeg kalde Kapitalismen. Lad mig udtrykke det klarere. Marxismen har skabt en diskurs om Kapitalismen, som angiveligt tegner konturerne af et objekt for en forandringens klassepolitik, men som snarere virker ved at fjerne modet fra projekter for klasseomvæltning. På sin vis har marxismen selv bidraget til den socialistiske mangel gennem den måde, hvorpå den har teoretiseret omkring den kapitalistiske tilstedeværelse.

Som et resultat af den poststrukturalistiske teori er både det politiske subjekt og den sociale helhed revet itu og re-teoretiseret under stadig opførelse, decentreret, fragmenteret, mangfoldiggjort, diskursivt såvel som socialt konstrueret; men Kapitalismen har været relativt immun over for radikale begrebsmæssige omfortolkninger. Det virker faktisk som om der – i hvert fald inden for marxismen – findes en opfattelse af, at ingen anden mening kan forbindes med ordet. Når vi kalder USA for et kapitalistisk land, gør vi det således uden at frygte for modsigelser. Det skyldes ikke, at vi alle har samme opfattelse af, hvad kapitalisme er (for der findes mange kapitalismer inden for det marxistiske fællesskab), men fordi betydningen af kapitalisme ikke er et emne for udbredt gentænkning og reformulering.

Uden at definere Kapitalismen endeligt vil jeg pege på nogle af de karakteristiske træk, som giver Kapitalismen magten til at afværge socialistiske (og andre progressive) forandringer. I teorier om kapitalismen fremført af økonomiske teoretikere som David Harvey, Michel Aglietta, Ernest Mandel og Immanuel Wallerstein, teorier som en lang række samfunds- og kulturanalytikere har støttet sig til, ser vi, at Kapitalismen antager nogle iøjnefaldende diskursive former. Jeg kalder disse diskursive dele af Kapitalismen »enhed«, »særegenhed« og »totalitet«. Betragtet under ét former disse dele Kapitalismen til et objekt for forandring, som ikke kan forandres.

Enhed

Fødslen af begrebet Kapitalisme, som vi kender det, skete samtidig med fødslen af »økonomi« som en selvstændig samfundsmæssig sfære. Ikke overraskende deler Kapitalismen derfor egenskaberne ved et fuldstændigt system med sin mere abstrakte søster og formår at reproducere sig selv (eller at blive reproduceret). Fremstillet som en organisme, gennem hvilken strømmen af samfundets arbejde cirkulerer i skiftende former, regulerer Kapitalismen sig selv i overensstemmelse med logikker eller love, drevet af en livskraft langs en forudbestemt (omend ikke uforstyrret) livsbane.

Ofte fremstilles Kapitalismens enhed i arkitektoniske termer. Kapitalismen (eller det kapitalistiske samfund) bliver en struktur, hvor delene står i relation til hinanden, kobles til funktioner og arrangeres »i overenstemmelse med en arkitektur, som (…) ikke er mindre usynlig end synlig« [Foucault: The order of things (1973), s. 231. Udgivet på dansk som Ordene og tingene (2002)]. Den arkitektoniske/strukturelle metafor giver Kapitalismen egenskaber som udholdenhed og vedvarende beståen såvel som enhed og sammenhæng og tilkender den dermed et fastere greb om den samfundsmæssige virkelighed end mere flygtige fænomener. Mens de marxistiske forestillinger sædvanligvis betoner den modsætningsfyldte og kriseplagede natur ved den kapitalistiske udvikling, kan kapitalistiske kriser i sig selv ses som en enhedsskabende proces. Kriser fremstilles i almindelighed som stammende fra det kapitalistiske samfunds organiske centrum – f.eks. relationen mellem kapital og arbejde – som de derefter spreder sig udfra for at destabilisere hele den økonomiske og samfundsmæssige orden.

Det vigtige her er ikke de forskellige metaforer og billederne af økonomi og samfund, men det faktum, at de alle underbygger Kapitalismens fuldstændighed. Gennem den arkitektoniske eller organiske fremstilling af Kapitalismen som et bygningsværk eller en krop, bliver den ikke en decentreret sum af praktikker, men en strukturel og systematisk enhed, potentielt udstrakt til hele den nationale eller globale økonomi. Opfattet som et ensartet system eller struktur bliver Kapitalismen aldrig sårbar for lokale eller partielle forandringsforsøg. Enhver sådan anstrengelse kan undermineres af kapitalismen på et andet niveau eller ud fra et andet aspekt. Forsøg på at forandre produktionen uden at finanssystemet kontrolleres, opfattes som håbløse; og socialisme i en by eller et land opfattes som undermineret af Kapitalismen på internationalt niveau. Kapitalismen kan ikke gradvist erstattes eller fjernes stykvis; den må omvæltes helt eller slet ikke. En af effekterne af Kapitalismens enhed er således, at venstrefløjen konfronteres med opgaven at forandre systemet i dets helhed.

Særegenhed

Kapitalismen fremstiller sig selv som unik på den måde, at den savner sin lige, men også på den måde, at når den fremtræder fuldt udviklet inden for et bestemt samfundsområde, har den en tilbøjelighed til at være dominerende eller alene. Som en sui generis økonomisk form savner Kapitalismen paralleller. Slaveriet, den uafhængige vareproduktion, feudalismen, socialismen og den primitive kommunisme savner alle kapitalismens organiske egenskaber og evnen til at reproducere sig selv og ekspandere i overensstemmelse med indre love. I modsætning til socialismen, som altid kæmper for at blive født, som behøver statens beskyttelse og næring, som er skrøbelig og let bliver ødelagt, antager Kapitalismen sin fuldbyrdede form som et resultat af en naturlig tilvækstproces med en indre drivkraft.

Kapitalismens organiske enhed giver den den besynderlige magt at genskabe sig selv og endda gøre sine kriser til forudsætninger for sin fortsatte tilvækst og udvikling. Socialismen er aldrig blevet begavet med denne mytiske evne til at ernære sig selv gennem egne kriser; dens reproduktion drives aldrig indefra af en livskraft, men altid udefra; den kan aldrig reproducere sig selv men må altid reproduceres, hvilket ofte er en besværlig hvis ikke ligefrem umulig proces. Andre produktionsmåder som savner Kapitalismens organiske enhed, er bedre egnede til at oprettes eller erstattes gradvist, og det er mere sandsynligt, at de sameksisterer med andre økonomiske former. Kapitalismen har, i modsætning til det, en tilbøjelighed til at optræde alene. Hvis feudale eller antikke klasser eksisterer i USA, gør de det som overlevede former, hvis slaveri eksisterer gør det det som en marginal form, hvis socialismen eller kommunismen eksisterer gør den det som en præfigurativ form. Ingen af disse former eksisterer på lige fod med Kapitalismen. Hvis Kapitalismen sameksisterer med andre former, betragtes disse områder (f.eks. den såkaldte tredje verden) som ikke fuldt »udviklede«. Snarere end at signalere en real mulighed for Kapitalismens sameksistens med ikke-kapitalistiske former, stempler den samtidige tilstedeværelse af Kapitalisme og ikke-kapitalisme den tredje verden som utilstrækkelig og ufuldstændig.

En effekt af forestillingen om kapitalistisk eksklusivitet er et monolitisk klassebegreb, i hvert fald hvad angår de »avancerede kapitalistiske« lande. Termen klasse henviser normalt til en social kløft, som løber langs med kapitalens og arbejdets akse, eftersom Kapitalismen ikke kan sameksistere med andre end overlevende eller præfigurative ikke-kapitalistiske relationer. Den kapitalistiske monolits tilstedeværelse og altomfavnende karakter fornægter ikke bare muligheden af forskellige økonomier og klasser i nuet, men forudsætter også en monolitisk socialisme – hvor alle er kammerater og forskellige klasser ikke eksisterer. Forestillingen om Kapitalismens særegenhed afskrækker aktiviteter, der stræber efter at skabe alternative økonomiske institutioner og klasserelationer, eftersom de nødvendigvis bliver marginale i relation til Kapitalismens eksklusivitet. Kapitalismens manglende evne til sameksistens skaber således ikke bare den nuværende umulighed for alternativer, men også deres fremtidige usandsynlighed, og skubber de socialistiske projekter til en fjern og uigennemførlig fremtid.

Totalitet

Det tredje af Kapitalismens karaktertræk er dens tilbøjelighed til at fremstille sig selv som den samfundsmæssige totalitet. Det er mest tydeligt på den måde inddæmning og indordning skabes. Ikke-kapitalistiske produktionsformer, som selvstændige arbejderes vareproduktion eller produktion af husholdningsartikler og -tjenester, betragtes som om de udspiller sig indenfor Kapitalismens rum. Husholdningen underordnes Kapitalismen som kapitalistisk »reproduktion«. Endda undertrykkelse som opleves langs helt andre linjer af sociale antagonismer, sammenkobles af kapitalismens samfundsmæssige favntag.

Kapitalismen lægger ikke bare et mere vidtfavnende net over os end andre foreteelser, den konstituerer os også mere fuldstændigt. Vores liv gennemsyres af Kapitalismen. Vi kan ikke komme ud over Kapitalismen – der er ikke noget udenfor. Den bliver noget uden yderside ved at sluge ydersidens eksistensvilkår. Banksystemet, nationalstaten, husholdningen, kulturen, naturen som produkt, medierne – alle bliver de til vilkår inden for Kapitalismens eksistens, og synes at miste deres autonomi, deres kontradiktoriske evne til at opfattes som vilkår for kapitalismens ikke-eksistens. Selv socialismen fungerer som suppleant eller stand-in for Kapitalismen, snarere end dens energiske og kontradiktoriske modpol. Socialismen er blot Kapitalismens modstykke, en stor tomhed på den anden side af membranen, et socialt rum Kapitalismen fuldstændig fornægter. Da den socialistiske boble i Østeuropa brast, flyttede Kapitalismen ind som en epidemisk smitteflod.

Det virker som om vi har forkastet den økonomiske determinisme og den økonomiske forestilling om, at klasse skulle være samfundets primære forandringsmotor, men vi har bevaret økonomien – denne gang i en enorm metonymisk emballage. Kapitalismen, som er navnet på en økonomisk model, påkaldes i enhver del af samfundet; vores rige industrisamfund karakteriseres uden videre som kapitalistiske samfund. På den ene side har vi taget det sociale liv tilbage fra økonomien, mens vi på den anden side har tilladt Kapitalismen at kolonisere hele det samfundsmæssige rum.

Det betyder, at venstrefløjen ikke bare stilles over for den revolutionære opgave at omvælte hele økonomien, den må samtidig erstatte hele samfundet. Det er lidet overraskende, at der ikke findes nogen plads for en spirende og stærk ikke-kapitalistisk økonomi, politik og kultur – selvom det er opmuntrende at overveje, at de ikke desto mindre måske eksisterer.

Alternativer til Kapitalismen

Jeg har karakteriseret marxismen ved at hævde, at den skaber en diskurs om Kapitalismen, som fremstiller kapitalismen som ensartet, unik og total snarere end spredt, sammensat og ufuldstændig i forhold til økonomien og samfundet i sin helhed. Jeg tilsigter ikke at fremstille marxismen som var den uden modsætninger; marxismen har afgjort frembragt diskurser med anderledes og modsatte karakteristika. Men jeg kender tilstedeværelsen og styrken ved den diskurs, som jeg kalder Kapitalismen, gennem det, som den gør umuligt at forestille sig: en nulevende socialisme et sted som USA. Det slår mig, at den manglende evne blandt marxister til at se vores aktiviteter som en »socialistisk konstruktion« delvist skabes af en marxistisk diskurs, i hvilken Kapitalismen fremstilles som hegemonisk i kraft af sine indre karaktertræk.

Som marxister stræber vi ofte efter at definere Kapitalismens diskursive bestanddele som vildfarelser eller illusioner. Vi underminerer billeder af Kapitalismens strukturelle eller organiske enhed, vi kritiserer de måder, hvorpå den tillades at brede sig ud over ikke-økonomiske samfundsmæssige rum. Her gør Kapitalismens hegemoni sig gældende. Det er tydeligt i enhver ny analyse, som fremstiller en økonomi som overlegen eller monolitisk kapitalistisk. Vi må berøve Kapitalismen dens selvgenererende evne og strukturelle integritet, vi må fjerne dens magt til at påtvinge vores samfund en opdigtet og indbildt fuldstændighed; men kapitalismen optræder fortsat hovedsageligt alene. Som den ultimative container vi lever i, er Kapitalismen ude af stand til sameksistens.

Trods sin variationsrigdom er kapitalismediskursen så gennemgribende, at den stort set efterlader os ude af stand til at skabe alternative opfattelser. Måske er måden, hvorpå vi kan løsrive os fra Kapitalismen, at vi stiller dens herskende forestillinger på hovedet. Hvad nu, hvis vi teoretiserede omkring kapitalismen, ikke som noget stort og altomfattende, men som en del af samfundet blandt andre dele? Hvad nu, hvis vi udelukkede de eksistensvilkår – ejendomsretten, for eksempel – som er absorberet inden for rammen af kapitalismebegrebet, og tillod dem en kontradiktorisk selvstændighed, for at lade dem blive eksistensvilkår ikke bare for kapitalismen, men også for ikke-kapitalismen, at lade dem blive vilkår for kapitalismens ikke-eksistens? Hvad nu, hvis kapitalismen ikke var et helt økonomisk system, en makrostruktur eller en produktionsmåde, men ganske enkelt en form for udbytning blandt mange andre? Hvad nu, hvis økonomien ikke var en enhed men mangfoldighed, ikke homogen men heterogen, ikke samlet men fragmenteret? Hvad nu hvis kapitalismen var en opsætning praktikker spredt over landskabet, som (for bekvemmelighedens skyld og i strid med forskellene) var bundet sammen i en kategori? Hvis »subjektivitet« og »samfund« kan udsættes for radikal nytænkning, og derigennem bringe den individuelle og sociale identitet i krise på det sted, en formodet bestandighed tidligere eksisterede, kan vi så ikke også bibringe Kapitalismen en identitetskrise? Hvis vi gjorde det, hvordan ville det »socialistiske projekt« så blive forandret?

Spørgsmålet er, hvordan vi skal begynde at betragte den monolitiske og homogene Kapitalisme. Ikke som vores »virkelighed«, men som en fuldstændighedens fantasi, som virker for at formørke mangfoldigheden og splittelsen i økonomien og samfundet. For at kunne begynde at gøre det, må vi nærme os en anden definition af Kapitalismen. Det er dog noget, der er svært at efterkomme. Hvis vi skiller Kapitalismen fra enhed, fra særegenhed og fra totalitet, står vi tilbage med »kapitalisme« – og hvad kan det så tænkes at være? Lad os begynde i den ende, hvor de fleste mennesker begynder i dag. En af de ting der har skabt følelsen af kapitalismens allestedsnærværelse, er dens sammenkobling med markedet, en almindelig sammenkobling både uden for og inden for marxismen, en sammenkobling der forbavsende nok ikke er usædvanlig. Forbavsende fordi der sker så mange økonomiske transaktioner uden for markedet, at når vi begynder at fundere over Kapitalismen som ligestillet med markedet, er det åbenlyst, at megen økonomisk aktivitet kan defineres som ikke-kapitalistisk.

Det, som for mig i denne henseende kaster mest lys på kapitalismediskursen, er de studier af »husholdningens økonomi«, som er foretaget af Nancy Folbre, Harriet Fraad og andre feministiske teoretikere. Disse teoretikere argumenterer overbevisende for, at husholdningen i såkaldte avancerede kapitalistiske samfund udgør en enorm produktionsplads og at husholdningssektoren, både i forhold til den værdi, der skabes og antallet af mennesker der er indblandet, dårligt kan kaldes marginal. Faktisk kan der argumenteres for, at den kan betragtes som ligeværdig eller mere betydningsfuld end den kapitalistiske sektor. Vi må derfor forsøge at forstå husholdningens diskursive marginalisering som en sammensat effekt, der ikke er opstået for at husholdningsøkonomien skulle have en marginal betydning i sig selv.

Hvis vi kan medgive at ikke-markedstransaktioner (både inden for og uden for husholdningen) udgør en betydelig del af alle transaktioner, og at det som vi sorgløst har kaldt en kapitalistisk økonomi i USA, derfor i virkeligheden hverken er fuldstændig eller endda fortrinsvis en markedsøkonomi, kan vi måske se ind i og bagved markedet og opdage de forskelligheder, der gemmer sig der. Markedet, som har eksisteret i lang tid og over enorme geografiske områder, kan dårligt påkalde sig andet end de mest generelle økonomiske karakteristika; hvis vi trækker denne fællesbetegnelse væk, vil det ikke være overraskende, hvis vi får øje på en enorm variation af ting, som snor sig nedenunder. Spørgsmålet bliver således ikke, hvorvidt »markedet« skjuler forskelle, men hvordan vi vil karakterisere forskellene. Som marxister er vi måske interesserede i noget andet, end den måde varer og tjenester cirkulerer på. Måske vælger vi i stedet at tage udgangspunkt i Marx’ beskrivelse af økonomiske uligheder i termer af udbytningsformer; med andre ord, de specifikke former hvormed merarbejde produceres, tilegnes og distribueres – hvilket i virkeligheden var det, som Marx var interesseret i at forstå og forandre.

I hvert enkelt samfund kan vi finde en stor mangfoldighed af udbytningsformer, som er forbundet med produktionen til markedet: uafhængige former inden for hvilke selvstændige producenter tillægger sig sit eget merarbejde; kapitalistiske former inden for hvilke merværdi tillægges ud fra lønarbejde; kollektive eller fællesskabsformer inden for hvilke producenterne sammen tilegner sig merarbejdet; slaveformer inden for hvilke merarbejde tilegnes fra arbejdere, som ikke har den frihed, der er forbundet med en skreven kontrakt. Ingen af disse former for klasseudbytning kan antages at være marginale, før vi overhovedet har løftet tæppet.

At kalde økonomien »kapitalistisk« er at fornægte forekomsten af disse forskelligartede økonomiske og klassemæssige processer, det er at udelukke økonomisk mangfoldighed i nu’et og derigennem gøre den usandsynlig inden for en nær fremtid. Men hvad nu, hvis vi kunne tvinge Kapitalismen til at ophøre med at definere økonomien som noget altomfattende? Måske vi så kunne få øje på feudalisme, primitiv kommunisme, socialisme, uafhængig vareproduktion, slaveri og naturligvis kapitalisme såvel som hidtil uspecificerede former for udbytning. Defineret ud fra de måder hvorpå merarbejde produceres og tilegnes, skulle disse forkelligartede udbytninger indtroducere mangfoldighed i klassespørgsmålet, og samtidig gøre muligheden for en socialistisk klasseomvæltning tænkelig (det vil sige åbenlyst rimelig og realistisk).

Intet af alt dette indebærer at fornægte kapitalismens magt eller dens udbredelse. Det indebærer derimod, at drage tvivl om forudsætningen for begge dele.

Konklusion

En af vores målsætninger som marxister har været at skabe en viden om kapitalismen. Igennem »det som er kendt«, er kapitalismen blevet en fortrolig fjende. Vi har afsløret det ideologisk tilslørede og skjulte uhyre, men i stedet skabt et nøgent og synligt uhyre. I bytte for vores skabelsesgenvordigheder har uhyret berøvet os al kraft. Det siges – og vi har ikke svært ved at tro på det – at venstrefløjen er grebet af forvirring.

Jeg mener, at det som er med til at skabe venstrefløjens forvirring, er forestillingen om, hvad venstrefløjen gør front mod. Når kapitalismen fremstilles som et ensartet system, med samme udstrækning som nationen eller endda hele verden, når den skildres som noget, der trænger alle andre økonomiske former væk, når den tillades at definere hele samfund, bliver den noget, som kun kan besejres og erstattes af en omfattende social bevægelse (eller gennem en opløsning af systemet, som en sådan bevægelse kan bistå). Stillet foran sådan en modstander kommer venstrefløjen altid til at være forvirret.

Den nye verdensorden fremstilles ofte som en politisk fragmentering, der har sin rod i en økonomisk enhed. I en verden af mangfoldighed og forskellighed optræder økonomien som den sidste fæstning for enhed og totalitet. Men hvorfor kan økonomien ikke også være fragmenteret? Hvis vi teoretiserer omkring den som fragmenteret i USA, kan vi begynde at se en enorm statslig sektor (som omfatter en mængde former for tilegnelse af merværdi), en meget stor sektor af selvstændige og familiebaserede producenter (de fleste ikke-kapitalistiske), en enorm husholdningssektor (igen, meget varierende når det gælder udbytningsformer, hvor nogle husholdninger bevæger sig mod fælles eller kollektiv tilegnelse, mens andre virker på en traditionel måde, med en mand som tilegner sig merarbejde fra en kvinde). Som konsekvens er ingen af disse forskelligartede udbytningsformer lette at se eller teoretisere omkring i såkaldte kapitalistiske samfund.

Hvis Kapitalismen udfylder det disponible samfundsmæssige rum, findes intet rum for noget andet. Hvis Kapitalismen ikke kan sameksistere, findes ingen mulighed for noget andet. Hvis Kapitalismen er stor, bliver andre ting små og ubetydelige. Hvis Kapitalismen fungerer som noget udeleligt, kan den ikke erstattes delvist eller lokalt. Mit projekt (som jeg ikke er ene om) går ud på at hjælpe til med at skabe de diskursive vilkår, under hvilke en socialistisk konstruktion bliver en »realistisk«, nærværende aktivitet, snarere end et latterligt eller utopisk fremtidigt mål. For at opnå det, må jeg knuse Kapitalismen og betragte den udspredt i tusinde stykker. Jeg må gøre dens enhed til en illusion, som opretholdes ene og alene for at fornægte mangfoldighed og forandring.

I Kapitalismens fravær vil jeg foreslå et andet objekt for den socialistiske stræben. Måske er det muligt for os at rette en del af vores omskabelses energi mod udbytningen, mod den produktion og tilegnelse af merarbejde, som foregår rundt omkring os i så mange former, og som vi deltager i på forskellige måder. Merarbejde produceres og tilegnes hver dag i husholdningen, på den såkaldte arbejdsplads og i lokalsamfundet af os selv og af andre. Marx synliggjorde disse processer, men de har været skjult af kapitalismediskursen med dens forestilling om to store klasser fanget i en tusindårskamp. Denne diskurs kan ikke i noget særligt omfang, trods sin autoritet og magt, gøre rede for vore erfaringer med udbytning eller for klassernes mangfoldighed og de bevidstheder, som udbytningen medvirker til at skabe.

Hvis vi kan adskille vore forestillinger om klasse fra opfattelser af hele samfundssystemet og samtidig adskille vores idéer om klasseforandring fra systemforandrende projekter, burde det være muligt for os at forestille os lokale og nære socialismer. Ved at definere socialisme som den fælles produktion og den fælles tilegnelse af merarbejde burde vi kunne møde og konstruere den i hjemmet, på arbejdet, i almindelighed. Disse »tyndt definerede« socialismer burde ikke omskabe vores samfund over night, men de kunne medvirke til at skabe og omskabe dem i hverdagen. De kan ikke udgøre et universalmiddel mod alle de misforhold, som vi elsker at ophobe på kapitalismens dørtærskel, men de kunne blive synlige og mulige at leve efter her og nu.

At træde ud af Kapitalismediskursen, at afsværge dens kræfter og overskride de grænser, som den har optegnet for den socialistiske aktivitet, indebærer ikke at træde ud af marxismen, som jeg forstår den. Det indebærer snarere at skille marxismen fra et af dens mange og problematiske ægteskaber – ægteskabet med »økonomien« i dens holistiske og selvnærende form. Dette ægteskab har opfostret en sund slægt inden for den marxistiske tradition og har båret ved til en lang række politiske bevægelser og succeser. Nu hævder jeg, at ægteskabet ikke længere er frugtbart eller mere præcist, at dets seneste afkom er vanskabt og skrøbeligt. Uden at skitsere de utallige grunde til at opløse ægteskabet hilser jeg dets opløsning velkommen og opfordrer mig selv og andre til ikke at forveksle dets opløsning med selve marxismens opløsning. For marxismen leder os til at fæste vores opmærksomhed på udbytning, og det er noget, der ikke er blevet opløst.

J. K. Gibson-Graham er pseudonym for Katherine Gibson og Julie A. Graham. Gibson er tilknyttet Centre for Women’s Studies ved Monash University i Australien. Graham er professor i geografi ved University of Massachusetts i USA.

Artiklen er oprindeligt bragt i Callari m.fl. (red.) Marxism in the Postmodern Age: Confronting the New World Order, Guilford Press, 1995. Artiklen er oversat til SALT af Rasmus Burkal.