Lille lys i ørknen

Overraskende for mange accepterer POLISARIO, Vestsaharas Befrielsesorganisation, den nye amerikanske Baker-plan selvom den ikke indbefatter ophør af marokkansk besættelse. Men accepten udløste et nej fra Marokko, som nu hævder at konflikten er løst idet Vestsahara er marokkansk territorium. Diplomatisk har manøvren været succesfuld for POLISARIO, idet man udfra en svag militær og politisk position har fået Marokko til pludselig at stå som værende imod USA’s ønsker - og det er i dagens politik en usund position.

Den 31. juli i år vedtog FN’s Sikkerhedsråd endnu en resolution (nr. 1495) vedrørende Vestsahara. Resolutionen bygger på den tidligere Baker-plan, opkaldt efter den tidligere amerikanske udenrigsminister Baker som er FN’s ansvarlige for spørgsmålet. Heller ikke denne bygger på krav om øjeblikkelig ophør af besættelsen. I stedet foreslås en overgangsperiode med autonomi i 4-5 år hvorefter der afholdes en folkeafstemning der skal fastslå Vestsaharas fremtidige status. Planen indebærer at det autonome WSA (Western Sahara Authority) vil blive ansvarlige for lokalregering, alt hvad der vedrører økonomi, intern sikkerhed, lovgivning, transport, landbrug, miner, fiskeri, uddannelse. Marokko bliver ansvarlig for udenrigspolitik og ekstern sikkerhed. POLISARIO får i forhold til den tidligere plan en stærkere garanti for en reel autonomi og garanti for at FN ville hindre marokkansk indblanding i selvstyret. Samtidig indeholder planen en frigivelse af krigsfanger.

I planen gives også de marokkanske settlere stemmeret, et krav der hele tiden har været fremført af Marokko, men afvist af POLISARIO. Det er dog ikke klargjort hvor omfattende denne stemmeret vil blive. Et afgørende nyt element er at planen ikke kræver begge parters accept.

Selve resolutionen vedtoges i sidste øjeblik inden den forrige udløb. Og selvom den formelt bekræfter saharianerne ret til selvbestemmelse er den konkrete udformning et klart brud på folkeretten idet den støtter at marokkanske settlere kan stemme. Men disse settlere er, som de israelske settlere i Palæstina, et klart brud på Geneve-konventionen §4 som forbyder en besættelsesmagt at installere civile på besatte områder.

POLISARIOs kovending

POLISARIO har tidligere fastholdt 40 års FN-resolutioner om folkeafstemning blandt saharianerne. Og har derfor tidligere afvist Bakers planer, som på den ene eller anden måde accepterede besættelsen. Men denne gang har POLISARIO sagt ja til planen. Dette er højt spil fra frontens side, idet det sætter selvstændigheden på spil. Initiativet har rystet Marokko, og årsagen til dette skal søges i at med en autonom status i 4-5 år er det ikke givet at de marokkanske settlere vil stemme for indlemmelse i Marokko. Og det på grund af at POLISARIO i modsætning til Marokko har en lang demokratisk tradition som også for settlerne vil betyde et friere og bedre liv end under marokkansk regime. Og det satser fronten på. POLISARIO håber at deres lange demokratiske tradition, deres evne til en ikke-korrupt administration af dette rige land i 5 år vil kunne overbevise settlerne om at de skal stemme for selvstændighed, og på den måde, i modsætning til livet i Marokko, få mulighed for et bedre liv med bedre muligheder for udvikling. Marokkos reaktion tyder på at dette er en reel mulighed. Ydermere vil et demokratisk Vestsahara yderligere udstille det reaktionære og despotiske Marokko og give dets egne indbyggere al for mange gode ideer om hvordan det kunne være.

Parallellen til Østtimor er klar. Begge lande blev besat næsten samtidig af deres respektive nabolande efter deres respektive europæiske kolonisatorer forlod landet. Og ingen tvivl er mulig. På Vestsahara plusside står at POLISARIO har større diplomatisk opbakning internationalt end Fretilin nogensinde havde, samt at POLISARIO er en velfungerende demokratisk organisation med en ikke uvæsentlig militær kapacitet. Men på det tidspunkt hvor det herskende klike i Indonesien gik i opløsning var det relativ gratis at gennemtrumfe Østtimors uafhængighed. Dertil kom at et ustabilt Indonesien ikke rigtigt kunne tjene de især australske olieinteresser på Østtimor.

Men omvendt risikerer POLISARIO at Marokkos militære og økonomiske kapacitet udvirker, at man i de næste 5 år kan tilknytte Vestsahara tættere til landet, bl.a. ved at splitte saharaianerne indbyrdes, købe nogen til loyalitet og marginalisere andre. Og det er tvivlsomt at en sådan udvikling vil blive bremset af FN eller andre.

Hidtil er det har lykkedes Marokko at ignorere 40 års FN-resolutioner, flere end f.eks. Israel og Irak. Og det skyldes en blanding af uenighed og ligegyldighed blandt stormagterne. Frankrig glimrer ved sin fortsatte støtte til Marokko, og USA har indtil nu ikke interesseret sig synderligt for spørgsmålet, og derfor ikke presset Marokko hårdt. Lige så lidt som de arabiske lande. De forhold har ændret sig nu.

Når Vestsaharas sag alligevel ikke har været glemt skyldes det ikke kun den indlysende ulovlige besættelse, men også at POLISARIO efter årtiers krig mod besættelsen til stadighed har efterfulgt FN’s opfordringer. At de i deres krigsførelse udelukkende har angrebet besættelsesstyrkerne og omhyggeligt undgået angreb på civile mål i såvel det besatte Vestsahara som i Marokko.

POLISARIO har trods en succesrig krigsførelse hele tiden været klar over, at i betragtning af Marokko store overvægt i folk og materiel, at en militær sejr ikke er realistisk. Ved befrielseskrigens start har POLISARIO våbenmæssigt kunne matche Marokko, og dette sammen med større moral sikrede frontens militære succes. Dette er nu også ændret med moderniseringen af Marokkos militær. POLISARIO har da også undervejs accepteret at marokkanere født i Vestsahara fik stemmeret, og har siden 1991 undladt at reagere på Marokko gentagne overtrædelser af våbenhvilen. POLISARIO har via FN og andre internationale organisationer høfligt, og uden væbnet modaktioner, protesteret over de vilkårlige fængslinger, tortur og andre overtrædelser af menneskerettighederne i Vestsahara.

En hovedårsag til POLISARIOs kovending er utvivlsom et pres fra Algier, som har sine egne problemer at slås med. Økonomisk ønsker man en tættere tilknytning til EU, og en billet hertil kan nemmere indløses ved fransk velvillighed, og den kommer kun ved at man ophører med sin årelange støtte til POLISARIO. Hertil kommer at Præsident Abdelaziz Bouteflika har tilsluttet sig Bushs krig mod terrorisme, for, ligesom det gælder andre 3.verdens lande, ikke at risikere at komme på den "forkerte" side og risikere USA’s vrede.

At POLISARIO er presset kunne da også høres på deres FN ambassadør, Ahmed Boukhari, der indrømmede at ”dette nye forslag er ikke paradis, men et særdeles risikabelt forslag for os... vi er i en svag position så selvfølgelig vil de presse os til et kompromis uanset hvad international lov siger”.

Frankrigs og EU’s rolle

Frankrigs har haft årtiers fasttømret samarbejde med Marokko, de to lande har tætte historiske bånd og er vigtige handelspartnere, således er det meste af Marokko militære isenkram købt i Frankrig. Og landet er udset til rollen som Frankrigs forsøg på fortsat at spille en stormagtrolle i Magreb-regionen. Det er således lykkedes Frankrigs udenrigsminister De Villepin på samme tid at henvise til folkeretten i forhold til sin modstand mod Irak-krigen, og på samme tid forholde sig passiv i forhold til samme ret i Vestsahara. I det hele taget er EU’s ageren værd at bemærke i forhold tilde kræfter som ser EU som et mere humant alternativ til USA’s hensynsløse egeninteresse. Også når det gælder Vestsahara er det kun den manglende enighed i EU der står i vejen for at kunne agere på samme måde som USA.

Algier står traditionelt i modsætning til Frankrigs ønske om indflydelse, og netop Algier og Marokko kæmper om at være den førende magt i det område af Nordafrika. Det sætter Algier i et modsætningsforhold til Frankrig, som frygter at USA er i færd med at vinde fodfæste i området, men ikke nødvendigvis til det øvrige EU eller USA. Algiers årelange blodige undertrykkelse af islamiske bevægelser, som stadig koster tusinder af mennesker livet hvert år, bliver knap nok bemærket længere i denne efter 11.9-tid, og anses ikke for nogen hindring for tættere samarbejde. Hertil kommer at Marokkos nuværende olieproduktion er minimal med kun 200 tønder om dagen overfor Algier som med sin produktion på 1,4 millioner tønder bliver en mere interessant partner for EU.

Den oprindelige kolonimagt Spanien er ikke voldsom begejstret for Marokko, og slet ikke efter den spektakulære, om end latterlige, marokkanske besættelse af Persilleøen. EU som helhed har kun gjort ondt værre. Alle lande, undtagen Frankrig, har stemt for resolutioner der fordømmer besættelsen – på den ene side. På den anden side har det samme EU, for at få kontrol med Nordafrika, lavet en særlig gunstig handelsaftale med Marokko. Og samtidig tilladt europæiske firmaer at deltage i olieeventyret i det besatte land, og i øvrigt lavet fiskeaftale der tillod europæiske fiskere at fiske i Vestsaharas rige hav. Kun de forskellige magtinteresser blandt stormagterne i EU har sikret den ringe opmærksomhed på denne hykleriske politik.

USA OG OLIEN - NU IGEN

Marokko er en gammel ven af USA, men som det er set andre steder har USA ikke rigtige venner, kun rigtige (penge)interesser. Og meget tyder på at USA i sit spil overfor EU har nærmet sig Algeriet i et mere langsigtet forsøg på etablering af en nordafrikansk frizone. I forhold ti gennemførelsen af Baker-planen holder venskabet dog så godt, at samtidig med at Marokko kraftigt opfordres til at acceptere planen, så forsikrede Bush i denne måned den marokkanske konge, at USA ikke ville tvinge Marokko til noget. Og det er jo storsindet overfor en 30-årig besættelsesmagt!

Marokko har i årtier tjent USA som bolværk mod kommunisme eller i hvert fald radikal arabisk socialisme. Og er nu interessant som bolværk mod islamisk fundamentalisme. Men selvom USA tilsyneladende kan slippe af sted med hvad som helst mht. international lov og orden og tilsidesættelse af FN, ville det dog alligevel nok være for dobbeltmoralsk hvis man fra USA’s side åbent tillod Marokkos besættelse af Vestsahara, med tanke på USA reaktion overfor Irak samt de øjeblikkelige problemer med at virke bare lidt troværdige i forhold til Israel/Palæstina konflikten.

Oliefundene har sat turbo på USA’s ønsker om en løsning af Vestsaharaspørgsmålet. Ganske ligesom den pludselige, men oversete, interesse i den sudanske borgerkrig. Her intervenerede USA udfra devisen at man burde hjælpe de kristne oprører i syd mod de islamiske fundamentalister i Khartoum - i samme øjeblik at der viste sig interessante oliefund i det sydlige Sudan.

I takt med lovende prøveboringer i Vestsahara er der fornyet fokus på det besatte land. Således har det amerikanske Kerr-McGee og det franske TotalFinaElf indgået udvindingsaftaler med Marokko. Kerr-McGee – berygtet fra filmen ”Silkwood” – indgik sin aftale med besættelsesmagten få dage efter 11.9.01 og bekræftede derved USA’s egentlige motiver. Kerr McGee har stærke bånd til vicepræsident Dick Cheney og hele Texas-oliebanden i Det hvide Hus inklusiv James Baker. Dertil kommer at Baker har direkte forbindelser til dette selskab, via direktøren Matt Simmons der samtidig er leder ved James Baker Institute ved Rice University. Ydermere er en af Bakers nærmeste venner, Margaret Tutweiler, USA’s ambassadør i Marokko.

Disse olieaftaler fik i øvrigt efterfølgende FN’s juridiske afdeling til at protestere, idet Marokko ifølge international ret ikke har lov til at indgå aftaler om udnyttelse af det besatte land. (Hvilket i øvrigt også gælder det besatte Irak). Samtidig satser det engelske Fusion-Oil på selvstændighed og har indgået aftale med eksilregeringen om olieudvinding, der sættes i værk ved besættelsens ophør.

HVOR ELEFANTERNE SLÅS TRAMPES GRÆSSET NED

Sådan lød det fra vietnameserne under deres årelange befrielseskamp. I Vestsaharas tilfælde kan de tydelige interessemodsætninger mellem EU og USA fastlåse konflikten. Frankrig kører pt. sin egen dagsorden, men er klar over at uden fælles fodslag vil det ikke være et spørgsmål om det bliver Frankrig eller Spanien der kan dominere Maghreb-regionen, så bliver det USA. Og det har jo før vist sig at Frankrig udmærket kan samarbejde med Spanien da det viste sig at de havde fællesinteresser i de store tilgodehavender i Argentina. USA havde derimod ikke de store tilgodehavender, og var da også storsindede nok til at forslå gælden slettet eller omforhandlet.

Vestsahara er altså havnet i en klemme mellem USA’s imperialistiske interesser, og et splittet EU som endnu ikke har fundet et fælles imperialt fodslag. Alle spiller på forskellige heste, og en mindre faktor er saharianernes ret til selvbestemmelse.

Marokko hovedproblem er ikke for USA og EU at landet har en sørgelig rekord i krænkelser af menneskerettigheder og på alle måder udemokratisk. Men Marokko vakler på flere fronter. En skyhøj arbejdsløshed, en ny konge som langt fra lever op til forventninger om forandring og dertil problemerne med Vestsahara samt det store berberiske mindretal. Alt dette kan få regimet til at vælte, og en sådan udvikling kan give Vestsahara selvstændighed. I den situation vil det være uheldigt hvis man ensidigt har satset på det nuværende regime i Marokko.

Nødvendigt udbrud af retfærdig harme

Spørgsmålet vil allerede i indeværende år komme på FN’s dagsorden. Inden da vil USA, EU og mange andre interesserede partere have bagt endnu flere rævekager og alliancer, mens 100.000’er af saharianere venter på at andre bestemmer hvilken ret de har til deres land.

Det er indlysende at POLISARIO er under hårdt pres på de indre fronter, og at mange saharianere med god ret siger, at med baggrund i årtiers svig har man al moralsk og folkeretslig ret til at genoptage den væbnede kamp. Og uanset at muligheden for militær sejr er ringe vil alene en genoptagelse af kampen sætte såvel besættelsesmagten som stormagterne under pres. Det kan få Vesten/USA til at erklære POLISARIO som en terroristorganisation, og FN til at ophøre med støtte til flygtningelejrene. Men POLISARIO har politisk og moralsk en stærk sag.

Marokko er nem at ramme og lægge under pres hvis der var politisk vilje hertil. Alene en økonomisk embargo og en turistboykot fra Europas side ville hurtigt underminere Marokko økonomi. EU bør tvinges til at ændre sin hykleriske politik med at belønne Marokko med særlige gunstige handelsaftaler, og accept af europæiske firmaers udnyttelse af det besatte lands ressourcer. Og i stedet sige til Marokko at manglen på vilje herfra vil betyde handelsrestriktioner.

Kun med fornyet international opmærksomhed, økonomisk pres og militære operationer kan Marokko tvinges til en løsning.

Michael Schølardt er Internationalt Forums kontaktperson for POLISARIO, og har bl.a. deltaget i det sidste europæiske koordineringsmøde i Modena/Italien. Norge og Sverige har, i modsætning til Danmark, solidaritetsgrupper som har arbejdet kontinuerligt med Vestsahara. Hvis du vil vide mere eller arbejde i forhold til Vestsahara, så kontakt Internationalt Forum på 3537 1889.

Artiklen har også været bragt i Tidsskriftet Solidaritet.

MINURSO

FN’s mission i Vestsaharas, som blev oprettet i 1991 ved våbenhvilen mellem POLISARIO og Marokko. Deres opgave var/er at forberede og organisere en folkeafstemning i Vestsahara. En stor del af dette arbejde bestod i at registrere de valgberettigede, men da dette arbejde blev tilendebragt i 2000 ville Marokko ikke anerkende resultatet. Med den nye Baker-plan er dette arbejde spildt. MINURSO har igennem hele sin levetid været støttet fra Danmark af alle partier undtagen Dansk Folkeparti. (www.un.org/Depts/dpko/missio...). For FN er Vestsahara et pinligt problem, fordi uretten er så indlysende og det dermed udstiller FN’s svaghed. POLISARIO risikerer at FN ved en genoptagelse af kampen trækker sig ud af konflikten.

Fakta: Vestsahara

Vestsahara var en spansk koloni indtil 1975, da trak Spanien sig hovedkuls ud, og befrielsesorganisationen POLISARIO overtog magten. Men kun kort, idet Mauretanien og Marokko invaderede landet og delte det imellem sig. Invasionen fordømtes af et enigt Sikkerhedsråd og krævede øjeblikkelig tilbagetrækning (resolution 379 og 380), men såvel Frankrig som USA sørgede efterfølgende for at fordømmelsen ikke fik konsekvenser. POLISARIO fortsatte befrielseskampen, og trods talmæssig underlegenhed lykkedes det i 1979 at få Mauretanien til at opgive og trække deres tropper ud.

Marokko annekterede det meste af Vestsahara hvilket medførte at 200.000, flertallet af Vestsaharas befolkning, bor i flygtningelejre i Algier. Og de tilbageværende 70.000 saharianere bor fattige, udstødte og undertrykte i Vestsahara.

I 1982, efter 7 års krig, var POLISARIO nær ved at have befriet hele Vestsahara, men en storstilet våbenhjælp og træning fra USA og Frankrig vendte Marokkos krigslykke.

Et af modtrækkene mod POLISARIOs succesrige guerillakrig var en 2.200 km lang mur. Begge sider af muren er beskyttet af flere lag pigtråd og minefelter, som hører til verdens største koncentrationer med sine ca. 4 millioner miner. For hver 5 km. ligger en militærpost med ca. 70 mand, som tillige er udstyret med radarsystemer. Det marokkanske militær udgør knap 200.000 mand, 90% af Marokkos militære udgifter bruges her.

I 1988 underskrev POLISARIO og Marokko FN’s plan for landet, hvorefter der skulle afholdes valg hvor landets indbyggere skulle stemme om dets fremtid. Den egentlige våbenhvile trådte i kraft i 1991 og i 1992 skulle valg afholdes. I den mellemliggende periode arbejdede FN funktionærer på højtryk for at registrere vælgerne. Men Marokko trak bare tiden ud og nægtede til sidst pure at tale om folkeafstemning. Og hvert år blev resolutioner vedtaget om ulovligheden af besættelsen mv. Uden det dog fik hverken FN, USA, Europa eller de arabiske lande til at mene der skulle presses på. Og I mellemtiden fortsatte indvandringen af marokkanske settlere.

Mere om POLISARIO på: www.arso.org