Tomme tilbud på landbrug

For trods store forskelle blandt u-landene, var der bred enighed om, at indrømmelserne på landbrugsområdet var til at overse. Men hvad tilbød EU og Danmark egentlig, spørges der i denne analyse af, om den danske position var i overensstemmelse med den plan for »handel og udvikling«, som udenrigsminister Per Stig Møller udsendte tidligere på året?

Da WTO-topmødet kollapsede, havde alle travlt med at pege fingre og fremhæve sig selv som imødekommende. Selvom EU’s krav om forhandlinger på fire nye emner var den direkte årsag til sammenbruddet, var EU Kommissær Lamy og den danske udenrigsminister Per Stig Møller også stolte over EU’s fleksibilitet, ikke mindst på landbrugsområdet.

Det var ellers ikke særlig pæne ord, forhandlerne fra EU og USA måtte høre på fra u-landene.

»Der er intet at hente i forslaget for os små fattige lande. Vi vil ikke have noget med det at gøre«, lød det for eksempel fra Richard Bernal fra delegationen fra Jamaica om forslaget til sluterklæring. Andre var mere afdæmpede, men der lød ingen tak fra Syd til Nord.

Så hvor meget lagde EU egentlig på bordet? En hurtig gennemgang af de tre vigtigste spørgsmål – landbrugsstøtte, markedsadgang og de fattigste landes muligheder for at beskytte egen produktion – viser ikke et imponerende billede.

U-landene havde ellers gode grunde til at sætte forventningerne højt på spørgsmålet om de rige landes støtte til eget landbrug. For på WTO-topmødet i Doha i 2001 blev EU og USA presset til at acceptere, at der skulle arbejdes på »reduktioner af eksportsubsidierne med henblik på en udfasning, og omfattende reduktioner i handelsforvridende hjemlig støtte«. Derfor havde mange lande meget store forhåbninger til Cancún.

Men i august fandt EU og USA sammen om et fælles udspil på landbrugsområdet, der rummede mange dårlige nyheder til u-landene. Eksportsubsidierne skulle ifølge forslaget kun fjernes for bestemte ikke-navngivne produkter »af særlig interesse for u-landene«, og den øvrige landbrugsstøtte var knap nok nævnt.

Trylleri med kasser

Eksportstøtte er under stort pres i WTO. Både EU og USA har stillet forslag om nedskæringer af denne type subsidier, også kaldet subsidier i »den blå boks«. Problemet er, at både EU og USA eksperimenterer med at overføre pengene til andre støtteformer, der i sidste ende kan fjerne effekten af nedskæringerne i eksportstøtten. Det sker ved at øge den i to andre »bokse«, den grønne og den gule, der begge dækker over forskellige former for hjemlige støtteordninger.

Dette trylleri med farvede kasser var indskrevet i forslaget til den sluter-klæring, der kom på bordet, dagen før topmødet brød sammen. Konkret undlod man at sætte måltal for nedskæringerne i den grønne boks, og at definere hvilken form for støtte, der kan puttes i.

Ret beset burde det ikke være kommet som nogen overraskelse, at EU ikke kom med de store indrømmelser på landbrugsstøtten. Reformen af den har internt i EU været en langvarig og kompliceret affære, der lagde klare rammer for, hvor langt EU ville gå. Og at både ministerråd og Kommission pludselig skulle benytte et WTO-topmøde som anledning til nye og mere omfattende reformer, var hele tiden urealistisk.

Bomuldsprøven

Det kunne tolkes som et positivt signal, at EU og USA var indstillet på dog at fjerne eksportstøtten til »produkter af særlig interesse for u-landene«. Men desværre kom de ikke selv med konkrete forslag. Alligevel blev den gode vilje udsat for en lakmusprøve på topmødet. Fire afrikanske lande, Burkina Faso, Chad, Mali og Benin, fremsatte et forslag om at fjerne støtten på bomuld.

Mens USA lurepassede, så lød kommissær Lamy vældig positiv på mødets åbningsdag den 10. september. Han sagde blandt andet, at »..EU er parat til at støtte alle de handelsrelaterede mål i dette forslag«.

Men som tiden gik, måtte Lamy skrue ned for retorikken. Af en pressemeddelelse den 13. september fremgik det således ved nærlæsning, at Kommissionen ikke havde mandat eller støtte fra medlemslandene til at gå ind på at fjerne den støtte til EU-bomuld, de fire afrikanske lande havde krævet. Forslaget til sluterklæring rummede blandt andet. derfor heller ikke konkrete udspil til afskaffelse af bomuldsstøtten. Teksten lød mere som noget de fire lande måtte opfatte som en fornærmelse: WTO skulle søge at finde økonomisk støtte til diversificering af produktionen i lande, der er meget afhængige af bomuld.

U-lande skulle åbne mest

Med andre ord: Eftersom de nævnte lande ikke skal regne med reduktion i støtten, må de hellere finde noget andet at producere.

Det andet store spørgsmål på landbrugsområdet var markedsadgang, først og fremmest toldnedsættelser. Et gennemgående problem for u-landene var, at de generelt har højere toldsatser end i-landene. Da forslaget til sluterklæring anbefalede en formel for toldreduktioner, der i sin konsekvens stillede langt større krav til u-landene end til i-landene, blev det ikke varmt modtaget.

De mest chokerede var de mange mindre u-lande, der ikke havde engageret sig så meget i en række store u-landes forsøg på at få bugt med de rige landes landbrugsstøtte. I stedet havde de koncentreret sig om at vinde retten til at beskytte deres egen landbrugsproduktion.

Nu så det imidlertid ikke bare ud til, at de ikke ville få indfriet deres krav, men ville blive udsat for endnu barskere betingelser. Den formel, som teksten foreslog, var ganske som i EU og USA’s forslag fra august, at jo højere toldsatserne er, des mere skal de sættes ned. Det forslag kunne have ført til, at fattige bønder i mange u-lande pludselig ville blive udsat for endnu barskere konkurrence og en større risiko for økonomisk ruin, hvis topmødeteksten var blevet vedtaget, som den lå.

Strategi for handel og udvikling

Forslaget havde mange facetter og detaljer, men i det store hele var der ikke substantielle indrømmelser til u-landene på vej. Så skuffelsen hos Per Stig Møller over u-landene burde føre over i selvransagelse. Danmark er et af de lande, der oftest bryster sig af at have en udviklingsvenlig handelspolitik, og dette er senest kommet til udtryk i Per Stig Møllers strategipapir »Handel og udvikling«, der blev udgivet tidligere på året.

Den overvejende del af strategien handler om, at u-landene skal have hjælp til at få størst mulig fordel af de muligheder, som handelsliberaliseringer ifølge udenrigsministeren giver dem. At disse liberaliseringer kunne give u-landene problemer på mange områder, ligger uden for strategiens tankegang.

Strategien stiller også u-landene hjælp til at følge WTO-forhandlingerne i udsigt, men at særligt EU og USA med WTO-sekretariatets hjælp dominerer forhandlingerne rejses ikke som problem. Til gengæld kan der argumenteres for, at Danmark ved at gå med på dele af landbrugsområdet har et mere u-landsvenligt standpunkt end de fleste EU-lande, når teksten for landbrug øjes igennem. Der tales om udfasning af eksportsubsidier, væsentlig forøgelse af u-landenes markedsadgang, og sikring af de mindstudviklede landes muligheder for at kunne støtte deres landbrugssektorer.

Retten til egentlig beskyttelse af eget landbrug, skal der kigges længe efter, men i forhold til andre EU-lande går Danmark dog et stykke. Det gode indtryk blev til gengæld udslettet, da Per Stig Møller konkluderer på forhandlingerne, at EU viste stor fleksibilitet. På bundlinjen står, at EU’s position til enhver tid er Danmarks position. Og i Cancún var det ikke noget hædersmærke.

Kenneth Haar er medlem af SALTs redaktionspanel og af ATTAC landsudvalg. Artiklen har tidligere været bragt i SALT.