Oliekrigene og The Great Game

Efter terrorangrebet i New York og Washington i september 2001 gik USA i krig mod Talebanstyret i Afghanistan, der husede Al Qaeda-netværkets ledere og træningsbaser. Danmark fulgte trop og den ny regering afsendte først ca. 100 soldater fra Frømandskorpset og Jægerkorpset på en 5-6 måneders indsats i det fjerne land. Så fulgte udsendelsen af mineryddere og ingeniører, og fra oktober måned 2002 deltog danske F-16 fly i krigen derovre. De har base i den centralasiatiske, tidligere sovjetrepublik Kirgisistan, hvor der i alt er udstationeret ca. 200 danske soldater. Efter et år derude trækkes enhederne nu hjem. Piloterne og deres medhjælpere nåede at deltage i otte bombninger i Afghanistan.

Danmark deltager altså i en angrebskrig. Den findes der ikke hjemmel for i nogen FN- eller

Sikkerhedsrådsresolution, og er således i strid med de pæne ord i FN-pagten og andre folkeretsbestemmelser.

Men regeringen havde baglandet (Folketingsflertallet) i orden. Socialdemokraternes fyrede statsminister Nyrup Rasmussen nåede før vagtskiftet efter valget i november 2001 at bebude, at Danmark følger USA hele vejen…

Den 20. marts i år fulgte så det amerikanske og engelske angreb på Irak, som den danske regering fulgte op med en krigserklæring fra udenrigsministeriet, hvori det bl.a. hed:

Danmark deltager i en krig imod Saddam Husseins regime i Irak.

Men denne gang var Socialdemokratiet krigsmodstandere fordi det såkaldte FN-spor ikke var fulgt. Det var derfor et snævert flertal i Folketinget der dagen før havde givet grønt lys for regeringens eventyrpolitik.

Erklæringen efterfulgtes af udsendelse af et par små flådefartøjer, og senere af 410 danske soldater og nogle civile embedsmænd og nogle få politifolk. Danmark var (er?) atter i krig og er nu en lille del af besættelsesmagten. Efter fire måneders indsats er soldaterne nu vendt hjem til Danmark.

Krigsdeltagelsen skete uden opbakning af FN, og er ganske upopulær både ude og hjemme.

Der er ikke fundet nogle af de meget omtalte masseødelæggelsesvåben. Saddam Hussein har ikke forsøgt at købe uran til atomvåben i Afrika og der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem Saddam Husseins styre og Al Qaeda -netværkets terrorisme. Alle er udsagn der blev brugt som begrundelser for det uprovokerede angreb på Irak. Nu hvor FN har vedtaget en ny Irak-resolution

fik De Radikale og Socialdemokraterne et påskud til at skifte politik og slutte op om Danmarks deltagelse i besættelsen og en fortsat udstationering.

Irak-krigens årsager

Den egentlige årsag til krigen og den efterfølgende besættelse fremstår derfor ikke klart, og følgelig har forskellige forklaringer været fremsat:

* Nogle peger på at George W. Bush vandt en tvivlsom valgsejr i år 2000. At hans udnævnelse til præsidentembedet var et kup. Derfor mener disse iagttagere at krigen mod Irak blev startet for at piske en nationalfølelse op, der kan sikre præsidentens genvalg i 2004 på et sikrere grundlag end i år 2000.

* En anden forklaring lyder på, at krigen skyldes hensynet til Israels sikkerhed. At Israel-lobbyen blandt de ny-konservative regeringskredse og de adskillige millioner Bush-vælgere i det Israel-tro ”Bibelbælte” har presset på for at få fjernet den irakiske trussel mod staten Israel.

* En tredje forklaring på Irak-krigen går på USA’s og Storbritanniens ønske om at beherske Iraks olie og genvinde kontrollen med Golf-området, herunder Irans olie.

* En fjerde forklaring lyder på, at USA’s egentlige og langsigtede mål er den hidtidige allierede og storleverandør af olie, Saudi Arabien. Men ifølge dem turde USA ikke gå til aktion mod dette rabiate, muslimske styre før de havde sikret sig en ny kilde til fortsatte olieleverancer, nemlig Irak.

Dette land og dets oliebesiddelser er på længere sigt det eneste strategiske alternativ til Saudi Arabien.

* Andre igen, heriblandt Demos Nyhedsbrevs redaktion, mener at ovennævnte er delforklaringer og at forskellige grupper i USA for så vidt godt kan have forskellige begrundelser for at ønske og slutte op om angrebskrigen.

Vi mener at den egentlige og overordnede forklaring skal findes i USA’s langsigtede ønske om verdensherredømmet og den totale åbning af verdensmarkedet. Det skal bl.a. sikres gennem en dominerende militær tilstedeværelse, subsidiært en mulighed for hurtig udrykning hvor som helst på kloden.

Vi hævder altså at vi står over for en ny variant af den amerikanske imperialisme.

Et stadigt vigtigere led i USA’s hegemonibestræbelser bliver ønsket om at kontrollere jordens svindende oliereserver. To tredjedele af verdens kendte oliereserver ligger i Mellemøsten og i det

tilgrænsende Kaspiske område. Øvrige oliefelter i verden vil blive udtømte før mange af felterne her. Derfor har vi fået en ny geopolitisk situation med skærpet konkurrence mellem de store og større magter om magt og indflydelse.

Konfliktområderne er siden Den kolde Krig blevet forskudt fra henholdsvis Europa i den ene ende og Det Fjerne Østen i den anden ende til det centrale Eurasien. Hovedaktørerne i magtkampen er USA, Rusland og Kina. Denne kendsgerning forklarer den intense måde hvorpå Rusland og Kina, men også Frankrig og Tyskland, har opponeret mod den ensidige amerikansk-engelske fremfærd uden om FN mod Saddam Hussein-styret. De har nemlig deres egne interesser, herunder olieinteresser, at pleje.

Før Irak-krigen udtalte vicepræsident Dick Cheney, at Irak måtte besejres så Saddam Hussein

aldrig kunne tage kontrol med en stor del af verdens energiforsyning.

Begrundelserne for den førte politik har en ny dimension. De har fået en etisk drejning der ikke er set siden koloniherrerne i det 19.århundrede talte om ”Den hvide mands byrde”. Den militære fremfærd og økonomiske indtrængen forklares med hensyn til civilisationen, de vestlige værdier, demokratiets udbredelse, menneskerettighederne og kampen mod kvindeundertrykkelse. En hyklerisk tale i forhold til de tilladte tilstande, der hersker blandt mange af USA’s allierede og klientstater. For slet ikke at tale om USA’s egen fremfærd i rollen som verdens politimand med ”licens to kill”.

På den baggrund var det beskæmmende at høre Danmarks statsministers udokumenterede begrundelser for krigsdeltagelsen. Det er gentagelser overtaget fra Bush og Blairs ”etiske” argumentation om at sikre demokratiets udbredelse i Afghanistan og Irak og videre ud i den arabiske verden...

The Great Game

En af de klassiske koloniherrer, vicekongen af Indien Lord Curzon, udtrykte i 1898:

Lande er brikker på et skakbræt hvorpå der bliver spillet et stort spil (A Great Game) om verdensherredømmet.

Følgelig blev datidens kampe mellem Zarens Rusland og Det britiske Imperium om asiatiske og mellemøstlige besiddelser af historikere benævnt som ”The Great Game”. Og lang tid derefter er den amerikanske indtrængen i de samme områder blevet benævnt ”The New Great Game”. Udviklingen tog fart efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Mellemøsten (pt. Irak), Afghanistan og de tidligere sovjetrepublikker i Transkaukasus og Centralasien oplever både en amerikansk militær tilstedeværelse, en økonomisk indtrængen og en tvungen omstrukturering via privatiseringskrav mm. Privatiseringer skal bane vej for markedsøkonomien og vestlige investeringer, og de er et uomgængeligt krav for at kunne opnå tiltrængte lån fra de amerikansk styrede institutioner, Verdensbanken og Valutafonden IMF.

Det er som om Bush-regeringen, og tidligere Clinton-regering, følger det billede og de tanker som også den tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski gav udtryk for i sin bog om Det store Skakbræt i 1997. (The Grand Chessboard: American Primacy and its Geostrategic Imperatives). Han skriver, at i de sidste 500 år har beherskelse af de centrale områder af Eurasien været centret for verdensherredømmet. Og at de vigtigste krav (imperatives) til en amerikansk dominans (primacy) er at holde orden blandt vasallerne og at beholde dem svage, men sikre deres hjemlige herredømme. Dette skal så kombineres med en politik, der splitter modstanderne, ”barbarerne”.

Det var Brzezinski, der som præsident Carters sikkerhedsrådgiver i 1980 åbnede døren for den massive amerikanske støtte til Saddam Hussein under Irak-Iran krigen.

Men uanset disse tætte forbindelser mellem den hjemlige olieindustri og Bush-styret skal det erindres at olien i årtier har været en særdeles vigtig faktor i amerikansk politik. Opretholdelse af en stor beskyttet hjemmeproduktion gennem stabile priser er et vigtigt element i amerikansk sikkerhedspolitik og de store interesser i udlandets olie har stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, uanset hvilket af de to partier der var ved magten og uafhængigt af de enkelte agerende personligheder.

Det drejer sig ikke om personlig profithunger, men primært om magtstrategi, om fri adgang til oliereserverne og kontrol hermed.

At der så kan falde millioner af dollars af i fortjeneste til dele af magteliten er selvfølgelig et velkomment biprodukt.

The Great Game begyndte før olien spillede nogen rolle i økonomi og politik. Produktion og forbrug er siden vokset voldsomt i takt med kapitalismens stadige udvikling og udbredelse. Der bliver – og er blevet – foretaget olieudvinding mange steder på jorden. I Afrika: i Nigeria, i Chad og i Angola. I Latinamerika: i Mexico, i Venezuela, i Peru og i Colombia. I Nordamerika: Både i USA, og Canada. I Asien: i Kina, i Vietnam og i Indonesien.

Olien er blevet livsnerven i de udviklede økonomier og de afhængige lande. Derfor er beherskelse af de svindende oliereserver blevet en stadig vigtigere faktor i international politik. Mellemøsten rummer i dag alene omkring 70 pct. af de kendte oliereserver, mens en betragtelig del af resten ligger i tidligere sovjet-republikker og i Rusland, i Den Kaspiske Region.

Olien er vigtig ikke bare for USA, men for alle magter. Rusland er i dag verdens næststørste eksportør af olie og har olieinteresser i både Irak, i sine tidligere sovjetrepublikker og andetsteds. Det samme har Frankrig og Italien med hver deres meget store olieselskaber. Tysklands, Kinas og Japans store økonomier er stærkt afhængig af olie- og anden energiimport.

Artiklen er skrevet af redaktionen på Demos Nyhedsbrev og er bragt i det seneste nummer af bladet, der som tema har olien, specielt i de områder som krigene i Afghanistan og Irak har gjort interessante, nemlig Mellemøsten og den Kaspiske region.

Illustration: Tæppebombning af Vietnam.