Kommunistisk samling på vej?

Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). (Se nedenfor om de enkelte partier).

Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

Hvorfor beskæftige sig med dem?

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig seriøst med denne del af venstrefløjen? Er det ikke blot nogle gamle, forbenede stalinister? Har de overhovedet noget at bidrage med til venstrefløjens – og socialismens – udvikling? Det har de naturligvis – ligesom alle andre, der er aktive på venstrefløjen. Ingen af dem har ganske vist nogen afgørende indflydelse på det politiske liv. Men det har de jo tilfælles med resten venstrefløjen, forstået som partierne og grupperne til venstre for SF.

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

Det ville derfor være lige så forkert at se bort fra den erklæret kommunistiske del af venstrefløjen, som fra de dele af SF og Socialdemokratiet, som også ligger i nærheden af Enhedslistens politik på de nævnte områder.

Øget samarbejde

Behovet for kigge nærmere på de erklæret kommunistiske partier aktualiseres af, at et tættere samarbejde mellem dem tilsyneladende er under udvikling. DKP m-l har i flere år haft en samling af kommunisterne som målsætning, og taget flere initiativer over for de to andre partier. Det nye er, at KPiD nu også taler om muligheden for et fælles grundlag for stiftelsen af et kommunistisk parti. DKP er mere forbeholdne i forhold til denne målsætning, men villige til at deltage i diskussionen og udbygge det praktiske samarbejde.

Det er også en kendsgerning, at der blandt medlemmerne er større ønske om praktisk samarbejde de 3 partier imellem, end der har været nogensinde. Det afspejler sig i, at der har været afholdt flere møder på ledelsesplan, hvor man var enige om at stimulere til lokalt samarbejde, herunder fælles diskussioner. Man inviterer gensidigt hinanden med på diverse konferencer – for eks. en faglig konference afholdt i sommeren 2003. DKP m-l og KPiD har i år for første gang arrangeret sommerlejr sammen – dog til fortrydelse for DKP´ere der mener at deres parti er blevet holdt udenfor.

På godt og ondt

Hvis dette projekt lykkes, vil det – på godt og ondt – få store konsekvenser for udviklingen af den danske venstrefløj. Det gælder også selvom samlingen i første omgang kun kommer til at omfatte DKP m-l og KPiD. Det vil for eksempel højst sandsynligt føre til, at et sådant parti stiller op til Folketings- og kommunalvalg. Det vil jo uundgåeligt blive i konkurrence med Enhedslisten, med det resultat, at ingen af dem bliver repræsenteret, og at venstrefløjen på den måde mister sin parlamentariske repræsentation.

Partiernes holdning til Enhedslisten

Muligheden for en selvstændig kommunistisk opstilling bestyrkes, når man ser på de 3 partiers holdning til Enhedslisten. I beretningen til KPiD´s 6. kongres i maj 2003 hed det kategorisk:- ”Selvom de fleste af vores partis medlemmer vel nok stemmer på Enhedslisten ved folketingsvalg, er det ikke vores parlamentariske strategi og vil aldrig blive det”.

DKP m-l har ved de seneste folketingsvalg givet Enhedslisten sin ”kritiske støtte”, men er bestemt åbne for andre muligheder.

Selv DKP – hvis ledelse er aktiv i Enhedslisten – kommer med temmelig tvetydige meldinger. På den ene side slås det fast at DKP ingen planer har om at ændre på sit engagement i Enhedslisten. På den anden side blev det på partiets landsmøde i maj 2003 med alle stemmer mod 3 afvist at gøre dette til en betingelse for ”kommunistisk samling”.

Samme tradition

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater.

Det ”nye venstre”

Herved adskiller de sig klart fra den tradition, der populært gik under navnet ”det nye venstre”, og som i dag er videreført af store dele af Enhedslisten, Socialistisk Arbejderparti, Venstresocialisterne og Internationale Socialister.

Disse strømninger voksede netop frem i en kritik af den ”kommunistiske bevægelse” som man på mange måder fandt var bureaukratisk, reaktionær, ja direkte kontrarevolutionær, ligesom man tog afstand fra forestillinger om Sovjetunionen – og med dem de østeuropæiske stater og – til dels Kina – var socialistiske samfund. Hertil kom kritikken af den kommunistiske vej til socialismen – det såkaldt ”anti-monopolitiske demokrati” – som man fandt var en reformistisk strategi.

Hvor står de idag?

På den anden side er der væsentlige forskelle de 3 partier imellem som gør, at en samling i et fælles parti ikke er umiddelbart forestående.

Der er forskelle i arbejdsstil, som hænger sammen med et meget forskellig medlemssammensætning. Der er stor forskel på, hvordan man diskuterer programmatiske og principielle spørgsmål. Og der er givetvis også principielle uenigheder om klasseanalyse og strategi, som umuliggør at man her og nu kan enes om et fælles partiprogram.

Disse forskelle håber vi at afdække i kommende artikler. I artiklerne om det enkelte parti belyser vi deres holdninger til deres indbyrdes samarbejde.

Fælles møderække KpiD og DKP m-l

I Dagbladet Arbejderen har der det sidste halve års tid udspillet sig en livlig debat blandt medlemmer af de 3 partier.

Det er dog ikke meget vi indtil nu har hørt til ledelsernes syn på det politiske og programmatiske indhold i samlingsprocessen.

KPiD´s landsledelse har udsendt et oplæg, med 8 ”ufravigelige” punkter som grundlag for et kommunistisk parti. Ingen af punkterne er dog særlig konkrete, hvilket DKP har peget på, samtidig med at de undrer sig over at man starter debatten med ultimative udmeldinger. DKP m-l har givet udtryk for at der er en ”række principielle uenigheder”, men har endnu ikke løftet sløret for, hvori de konkret består.

Den seneste udvikling er, at DKP m-l og KPiD´s landsledelser aftalt en fælles møderække, hvor klasseanalysen, kommunisternes strategi og partiets karakter og opbygning er sat på dagsordenen. Dette oplyser DKP m-l´s formand Jørgen Pedersen i en artikel i Dagbladet Arbejderen d. 15.09.03.

Dermed er DKP sat ud på et sidespor. Jørgen Pedersen mener, at DKP m-l og KPiD ligger hinanden nærmest og at DKP ”praktiserer den såkaldte uenighedskultur”, de har ikke noget partiprogram og mangler ”klare udmeldinger” i samlingsprocessen. Jørgen Pedersen mener også at DKP i øvrigt ligger i ”indre strid”, uden at han dog på nogen måde vil blande sig i DKP´s indre anliggender!

Første fælles landsledelsesmøde for DKP m-l og KPid afholdes d. 23. november. Vi følger op på sagen i det kommende nr. af Solidaritet.

De tre partier

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)

Partiet er et resultat af splittelsen i den socialdemokratiske bevægelse omkring 1. verdenskrig. 1919 stiftede udbrydere fra Socialdemokratiet Danmarks Venstresocialistiske Parti. Dette parti tilsluttede sig den Kommunistiske Internationale, der var blevet oprettet på initaitiv af de russiske bolsjevikker samme år. Året efter tog man navnet Danmarks Kommunistiske Parti.

Fra sin stiftelse og helt frem til 1957 var DKP på godt og ondt stort set alene om at repræsentere venstrefløjen i arbejderklassen.

I 1957 forlod den daværende formand Aksel Larsen partiet, og dannede Socialistisk Folkeparti (SF), der, 10 år senere, igen blev splittet, og Venstresocialisterne (VS) opstod.

Hvis man kort skal gøre DKP´s historie op, så har partiet i sin mere end 80-årige levetid været initiativtager til og organisator af utallige kampe imod kapitalen og den borgerlige politik.

Under krisen i 1930´erne var DKP organisator af arbejdsløshedsbevægelsen.

Under den tyske besættelse var DKP en af de vigtigste kræfter i modstandsbevægelsen. Det samme gjorde sig gældende i kampen mod Danmarks medlemskab af EF, i kampen mod atomvåben og mange andre vigtige kampe.

Men gennem næsten hele sin historie var partiet samtidig præget af en nærmest blind loyalitet over for Sovjetunionen og dets kommunistiske parti, uanset hvilken politik, der blev ført derfra.

Det var derfor uundgåeligt, at sammenbruddet i Sovjetunionen omkring 1990 også måtte føre til, at DKP stort set forsvandt fra den politiske scene.

Partiet blev splittet i 1991. Et af brudspørgsmålene var holdningen til Enhedslisten, som DKP – om end temmelig nølende - havde været med til at stifte i 1989. Men der var samtidig tale om en langt mere omfattende splittelse i synet på specielt udviklingen i Sovjetunionen. Ud af splittelsen kom KpiD (se boxen). Men flertallet fastholdt deres støtte til Enhedslisten, hvor ledende DKP´ere siden da har været aktive.

DKP har ingen aktuelle planer om selv at stille op til Folketingsvalg. I Beretningen til DKP´s landsmøde maj 2003 hedder det klart at ”DKP har valgt Enhedslisten som sin parlamentariske strategi” .

Partiet ser sin eksistensberettigelse i at bidrage med sine erfaringer i Enhedslisten, men erkender at det har været svært at moblisere alle medlemmer om den opgave, og at man i det hele taget ikke rigtigt har gjort sig klart, hvad man ville i den forbindelse.

Men DKP opfatter sig også som en slags ”mægler”, der skal ”formidle dialog” mellem Enhedslisten og de kommunistiske partier

I beretningen til DKP´s landsmøde maj 2003 hedder det blandt andet:

”DKP opfatter derudover sin position som engageret både i Enhedslisten og i dialog med den øvrige kommunistiske venstrefløj, som en mulighed for at neutralisere mest muligt af den skepsis, der eksisterer mellem de 2 parter og formidle et samarbejde”.

Partiet er i gang med en større programdiskussion, i erkendelse af, at det gamle program fra 1976 er utidssvarende. Oplægget hertil er meget åbent og spørgende, der udvises et vist mod med hensyn til at diskutere tidligere dogmer. De ønsker Enhedslisten og de andre kommunistiske grupperinger inddraget i denne diskussion.

I 2002 blev man enige med Arbejderpartiet Fælles Kurs om at Fælles Kurs´ medlemmer skulle optages i DKP (Fælles Kurs blev dannet i 1982 af Preben Møller Hansen og enkelte andre forhenværende DKP´ere).

Om enhedsbestræbelserne med DKP m-l og KpiD blev følgende vedtaget på DKPs landsmøde i maj 2003: ”DKP opfordrer fra sit landsmøde den 10. – 11. maj 2003 DKP m-l og KpiD til at indgå i forhandlinger med DKP om vejen til et mere regelmæssigt samarbejde frem mod kommunistisk enhed. Forhandlingerne skal klarlægge, hvad der samler, og hvad der skiller, og hvordan hindringer for samarbejdet kan overvindes”.

DKP har tidligere (november 2002) foreslået de 2 andre partier, at man oprettede nogle fælles sekretariater (fagligt og internationalt), et ”ideologisk samarbejdsudvalg” og en ”kommunistisk mediekomite”. Det har dog ikke vundet genklang hos de 2 andre partier.

Spørgsmålet er også om DKP egentlig selv er parat til et tættere samarbejde, når det kommer til stykket.

På landsmødet i maj 2003 blev et forslag om at arbejde frem mod en egentlig sammenlægning med de 2 nævnte partier klart afvist. Men landsmødet afviste også – med alle stemmer imod 3 – et forslag fra Østerbro afdeling om, at en eventuel samling med de 2 andre kommunistiske partier skulle være betinget af, at Enhedslisten blev det fælles parlamentariske grundlag. Det ville virke ”blokerende” hvis man drog det frem nu, hed det fra partiets ledelse.

På den anden side har DKP i sit svar til KPiD´s 8 ”ufravigelige punkter” svaret meget klart: -

”For DKP er Enhedslisten et stykke nehdsarbejde, vi er forpligtede på. Vi har ingen planer om at ændre denne strategi” (Dagbladet Arbejderen 09.09.03). I samme svar stilles der i øvrigt mange ”frække” spørgsmål til KPiD´s 8 punkter, og til hidtidige urørlige dogmer for den kommunistiske bevægelse.

DKP har i dag 335 medlemmer. De udgiver månedsbladet Skub. Hjemmeside www.dkp.dk

Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l).

DKP m-l er stiftet i 1978, og har tilsyneladende et helt andet udspring, end DKP og KpiD, nemlig i den såkaldt ”marxistisk-leninistiske bevægelse” der opstod verden over i begyndelsen/midten af 1960´erne.

På dette tidspunkt udviklede der sig en alvorlig strid i den internationale kommunistiske bevægelse mellem det sovjettiske og det kinesiske parti. Striden bredte sig hurtigt til næsten alle kommunistiske partier verden over.

Den kom til at dreje sig om næsten alle teoretiske og politiske spørgsmål, fra spørgsmålet væbnet kamp mod imperialisemn, over Sovjetunionens politik for ”fredelig sameksistens” med kapitalisemen, til samarbejde med socialdemokratierne i de vesteuropæiske lande.

I mange år var Kinas og Albaniens partier enige om at bekæmpe den ”sovjettiske revisionisme”, og det sovjettiske system som de betegnede som ”social-imperialistisk” og ”social-fascistisk”.

I Danmark lykkedes det hurtigt DKP´s ledere at bremse ethvert forsøg på en organiseret medlemsdebat af disse vitale spørgsmål for den kommunistiske bevægelse. Det førte til en del ”afskalninger” – blandt andet i form af Kommunistisk Arbejdskreds (KAK, stiftet af Gottfred Appel) der kendetegnedes ved at afskrive arbejderklassen i de vesteuropæiske lande som en revolutionær kraft.

Først efter den kinesiske kulturrevolution i 1967 og ”ungdomsoprøret” blandt hovedsagelig den studerende ungdom, kom der vind i sejlene for den ”marxistisk-leninistiske bevægelse”. Der blev dannet lang række smågrupper, som var mere eller mindre inspireret af maoismen.

Den største af disse grupper blev KFML, der i 1976 tog navneforandring til KAP (Kommunistisk Arbejderparti).

To år efter KAP´s dannelse udbrød der nu en ny strid i den kommunistiske verdensbevægelse, denne gang mellem det kinesiske og det albanske parti.

Denne gang var stridens æble den kinesiske ”tre-verdens-teori”, der gik ud på at den ”3. verden (udviklingslandene, anført af Kina) skulle forene sig med den ”2. verden” (de europæiske kapitalistiske lande) imod den ”første verden” – USA og Sovjet.

Det albanske parti tog skarp afstand fra denne teori, som værende en klassesamarbejdslinje, en ny udgave af revisionismen. Albanerne kritiserede samtidig det kinesiske parti for at ”genrejse kapitalismen”, og betegnede i øvrigt Kina og dets kommunistiske parti, med de samme begreber, som man brugte i forhold til sovjetkommunismen.

Et mindretal i KAP støttede den albanske linje, men forlod KAP i 1978, for at stifte DKP m-l sammen med andre udbrydere/ekskluderede fra KAP.

DKP m-l har – stort set fra start – haft en målsætning om en samling af den kommunistiske bevægelse, som de erkendte var splittet op på forskellige grupper og partier.

Men det var først da DKP m-l ændrede syn på de såkaldt ”socialistiske lande” og på den ”kommunistiske verdensbevægelse” , at de var i stand til at være i offensiven i spørgsmålet. Det skete på partiets 5. kongres i 1991.

Indtil da havde de – i fuld overensstemmelse med de kinesiske og albanske anvisninger - betragtet DKP som ærke-revisionister, der nærmest var farligere for arbejderklassens kamp end Socialdemokratiet – og kapitalen! Sovjetunionen betragtede de overhovedet ikke som et socialistisk land, men betegnede det som ”socialimperialistisk”, og DKP som en ”agent” for både den nationale kapital og for den sovjettiske ”socialimperialisme”.

I 1991 begår man selvkritik for disse synspunkter, og ændrer holdning til de kommunistiske partier, som man nu opfatter som en del af samme kommunistiske bevægelse.

Tilsvarende ændrer man syn på de erklæret socialistiske lande. DKP m-l havde hidtil hyldet Kina og Albanien – fra 1978 kun Albanien – som socialismens fyrtårne. Men da man omkring 1990 kunne konstatere, at nu var det sidste lys også slukket, drog man den – overraskende – konklusion, at så måtte de alle sammen – Sovjetunionen inklusive - betragtes som socialistiske samfund, ligesom man bredte armene ud til sine tidligere ærkefjender i den ”kommunistiske verdensbevægelse”.

Selv den cubanske revolution blev betegnet som ”socialistisk”, ligesom man i dag betragter Cuba og Nordkorea som de eneste tilbageværende socialistiske stater.

Det er jo noget af en kovending for et parti, der altid har ført en høj profil i ideologiske og principielle teoretiske spørgsmål. Det er også betegnende, at det ikke blev fulgt op af nogen ny dybtgående analyse af udviklingen i de nævnte socialistiske lande.

DKP m-l´s opgør med tidligere synspunkter på dette område, forekommer derfor temmelig tvetydigt. Trods det fundamentalt ændrede syn på den ”virkeliggjorte socialisme” og de kommunistiske partier hedder det i redegørelsen for partiets historie fra 1998 at ”hovedindholdet i den fire årtier lange kamp mod revisionismen var korrekt”. (20 års kamp for socialismen, s. 8)

Siden kongressen i 1991 har DKP m-l taget utallige initiativer med henblik på at komme i dialog, tættere samarbejde, ja sågår sammenlægningsforhandlinger med DKP og KpiD.

I en udtalelse fra partiets landsledelse d. 14. juni 2003 konstateres det, at samarbejdet mellem de 3 partier er udbygget på en række områder.

Udtalelsen fremlægger en række forslag til den videre proces: Målet er et nyt og fælles kommunistisk parti, et ”arbejderklassens fortropsparti”, der skal bygge på et ”marxistisk-leninistisk grundlag”. Processen skal være en ”demokratisk proces” hvor alle beslutninger træffes i enighed. Det skal være en diskussions- og afklaringsproces med henblik på at nå frem til et fælles program ud fra en liste over nøglespørgsmål.

Blandt nøglespørgsmålene er den ”antimonopolistiske strategi”, en konkret analyse af kapitalismens nuværende situation, aktionsenhedens metode, forandringer i arbejderklassen, den demokratiske centralisme og spørgsmålet om ”hvordan kommunisterne bedst kan sikre at arbejderklassens kamp kan få et parlamentarisk gennemslag”.

Partiet har endnu ikke offentliggjort sit syn på, hvad der samler og hvad der skiller de 3 partier på de nævnte spørgsmål.

DKP m-l udgiver Dagbladet Arbejderen. De ønsker ikke at oplyse medlemstal. Hjemmeside: www.dkp-ml.dk

Kommunistisk Parti i Danmark (KpiD)

KpiD er et resultat af splittelsen i DKP i 1991, på baggrund af Sovjetunionens opløsning.

Efter at have tabt slaget på DKP´s kongres i 1990 forlod de såkaldte ”traditionalister” DKP i 1991 og dannede Kommunistisk Forum, der kort tid efter blev til KpiD.

En væsentlig årsag til bruddet var uenigheden om den såkaldte ”perestrojka”-politik, under ledelse af Gorbatchov. ”Traditionalisterne” mente – og mener, hvilket fremgår af Program for KPiD fra 2002 – at ganske vist var der en del bureaukrati og dogmatisme at gøre op med, men Gorbatchow banede blot vejen for kapitalismens genrejsning. KpiD var heller ikke enig i, at man skulle satse på Enhedslisten, hvad de stadig ikke mener, man skal.

Partiets basis er i høj grad aktivister og tillidsmænd i traditionelt kommunistisk orienterede fagforeninger.

I modsætning til DKP formulerer KPiD klart målsætningen om et ”fælles kommunistisk parti”.

På partiets 6. kongres i maj 2003 blev det vedtaget at fortsætte samarbejdet mellem KPiD, DKP m-l og DKP i form af et ”fælles arbejde for at afklare ideologiske og organisatoriske forskelligheder af principiel karakter, og mulighederne for et fælles ideologisk, strategisk og organisatorisk grundlag for stiftelse af et fælles kommunistisk parti”.

Dette arbejde skal vel at mærke ”færdiggøres inden for den kommende kongresperiode”.

Partiets landsledelse fik til opgave at lave en plan for arbejdet, der iflg. Kongressen især skal bestå i fælles møder og seminarer, lokalt, regionalt og centralt.

En sådan plan er ikke blevet offentliggjort. I stedet valgte landsledelsen umiddelbart efter kongressen (i juli 2003) at udsende en udtalelse, der gentog kongressens målsætning om at ”undersøge mulighederne for at dannet et nyt kommunistisk parti”, og at denne undersøgelse skal foregå mellem DKP, DKP m-l og KpiD. Men det blev antydet, at samlingen måske kun kommer til at omfatte 2 partier i første omgang, underforstået DKP m-l og KPiD.

Det er dog et åbent spørgsmål, hvor stor viljen er til samling, når det kommer til stykket.

I udtalelsen henviser landsledelsen også til et oplæg fra partiets skolingsudvalg til kongressen. Her nævnes 8 punkter, som er ”ufravigelige” for et kommunistisk parti.

Punkterne er ikke særlig konkrete. Der er heller ikke mange spørgsmålstegn, hvad der er temmelig bemærkelsesværdigt, når man er tilhænger af en vej til socialismen, der har lidt så eftertrykkeligt skibbrud, som den sovjettiske har. Det er da heller ikke blevet opfattet af DKP som en særlig venlig og imødekommende start på debatten.

Et af punkterne vil sikkert også give problemer i forhold til DKP m-l, nemlig DKP´s gamle såkaldte ”anti-monopolistiske strategi”, der skal føre til et ”anti-monopolistisk demokrati” – en samfundsform, som hverken er kapitalisme eller socialisme. Det er en opfattelse af vejen til socialisme, som DKP m-l tidligere har taget afstand fra som revisionistisk og reformistisk.

KpiD oplyser at have ca. 400 medlemmer. Partiet udgiver bladet ”Kommunist”.

Hjemmeside www.kpid.dk

Artiklen har tidligere været bragt i Solidaritet.