Da læsset væltede

CANCUN, Mexico (14. september). Klokken er 16, lokal tid. Forhandlingerne på WTO-topmødet er lige brudt sammen. Den berømte kliche om, at stemningen er hektisk, er ikke helt ved siden af. Der er overraskelse over, at det ikke var de meget omtalte landbrugsforhandlinger mellem EU og G20+-gruppen med Brasilien i spidsen, der fik læsset til at vælte. I stedet sker det i de forhandlinger om blandt andet internationale investeringer, som pressen næsten ikke har omtalt.

Bagefter er der pressemøder. Først holder G20+-gruppen et velbesøgt møde i den store sal, hvor de forklarer, at det ikke var deres skyld. Der havde ikke været reel forhandlingsvilje overalt, men i forhandlingerne mellem EU og G20+, dér havde man skam …

Så er det USA’s tur. Salen er stoppet med journalister og kamerafolk. Robert Zoellick, USA’s forhandler, vil ikke diskutere skyld, men får dog alligevel sagt, at mange af udviklingslandene i virkeligheden ikke ønskede at forhandle. De troede, at de kunne få lov at køre frihjul. Nu ville de få en lektion om det modsatte.

Den er også fyldt, da det bagefter bliver EUs Pascal Lamys og Franz Fischlers tur. Selv om Lamy heller ikke vil diskutere skyld, er også hans budskab klart: EU har strakt sig langt, men udviklingslandene ønskede ikke at forhandle. Der må laves nye regler, så klagemulighederne bliver færre for »de små sektorer af verdensøkonomien, der ikke har glæde af øget liberalisering«.

»De skyldige«

De, der var til det pressemøde, den »skyldige« landegruppe afholdt, kunne nemt få indtryk af, at Lamy havde ret, da han sagde, at der blot var tale om en mindre sektor af verdensøkonomien. Pressens interesse for mødet var slet ikke så stor som til de »store drenges«. Mødet blev holdt i et lille lokale med plads til omkring en fjerdedel af, hvad der kunne være i den sal, hvor EU, USA og G20+ holdt deres møder. Og der var fint plads til de fremmødte pressefolk. Jeg kunne ikke få øje på nogen fra den danske presse.

Det var symptomatisk for pressens interesse under topmødet – og for så vidt også for nogle af NGO’erne i den officielle danske delegation, at deres fokus fra begyndelsen var på modsætningen mellem EU på den ene side og udviklingslande i G20+-gruppen på den anden. Konflikten handlede om det velkendte problem, at EU’s protektionisme på landbrugsområdet er ødelæggende for udviklingslandenes eksportmuligheder.

Udviklingslandenes forskellige interesser

EU’s modpart var da også en imponerende gruppe. G20+-landene tæller foruden Brasilien, som er verdens 9. største økonomi, blandt andet verdens to folkerigeste lande, Kina og Indien, foruden lande som Mexico, Sydafrika og Thailand. Og i løbet af topmødet kom flere til, heriblandt verdens største muslimske nation, Indonesien. Til sammen rummer de mere end halvdelen af jordens befolkning og ca. 2/3 af alle de mennesker, der er beskæftiget i landbruget. Til sammenligning bor mindre end 1/5 af verdens befolkning i de rige lande.

De øvrige udviklingslande var fra begyndelsen ikke så velorganiserede som G20+-gruppen. Måske er det forklaringen på, at deres problemer ikke fik nogen videre opmærksomhed fra pressen, selv om de har helt andre problemer og interesser end G20+-gruppen på netop landbrugsområdet.

Skillelinien går egentlig ikke så meget mellem lande, som mellem typer af landbrug. De større landbrug indgår i økonomien på samme måde som andre private virksomheder. De har andre interesser end den type mindre landbrug, som ikke kan producere særlig effektivt, men som kan ernære en familie, hvis de ikke udsættes for alt for stor konkurrence. De sidste har brug for protektionisme, hvis de ikke skal rendes over ende – fuldstændig som EU’s landmænd for resten.

Et eksempel fra Indonesien kan illustrere problemet. Det meste af det store øriges soja blev indtil for nylig leveret af småbønder. Men ifølge Indonesiens handelsminister, Rini M. Sumarno, er sojabønneproduktionen faldet fra ca. 1,7 millioner tons til 300.000 tons, fordi man har afskaffet handelsbarrierer på sojaområdet. I dag importerer Indonesien 1,4 millioner tons årligt, og ca. 1 million tidligere landmænd er i stedet arbejdsløse – men ulig de arbejdsløse hos os, har de ingen sociale ordninger til at forhindre et liv i slum og yderste fattigdom.

Hvis de mindst udviklede lande bliver tvunget til at liberalisere deres landbrugssektorer, må man derfor frygte, at deres befolkninger kastes ud i en eksistenstruende fattigdom.

Ny alliance

I begyndelsen af Cancún-mødet var de mindst udviklede lande organiserede i forskellige grupperinger. Fredag den 11. september skete der imidlertid noget. Tre sammenslutninger af udviklingslande besluttede sig for at forme en koalition, som til sammen bestod af mere end 80 af klodens fattigste lande. De tre var gruppen af mindst udviklede lande i den såkaldte LDC-gruppe (Least Developed Countries), landene i Den afrikanske Union og landene i den såkaldte ACP-gruppe fra Afrika, Caribien og Stillehavet. Det var denne koalition, – G80+-gruppen – som have den ene hovedrolle i forhandlingssammenbruddet om søndagen.

Til sammen bestod denne gruppen af verdens fattigste lande plus enkelte mellemindkomstlande fra Afrika som for eksempel Egypten og Sydafrika, og nogle småstater fra Caribien og Stillehavet – i alt ca. 90 lande med mere end en milliard mennesker, som lever af landbrug. Der er altså flere mennesker, der har deres eksistensgrundlag i »de små sektorer af verdensøkonomien, der ikke har glæde af øget liberalisering«, end der bor i USA, EU og Japan til sammen.

Allerede dagen efter stod det klart, at Cancún-forhandlingernes anden store konflikt stod mellem EU på den ene side og den nye gruppe på den anden. EU ønskede at starte en forhandlingsproces, som skulle føre til, at man inden udgangen af Doha-runden kunne indgå en aftale om regler for investeringer, offentlige indkøb, konkurrence og handelsfremmende foranstaltninger, de såkaldt nye emner.

G80+-landene var imidlertid ikke kommet for at forhandle investeringsaftaler. Allerede i Doha var udviklingslandene overordentligt skeptiske over for EU’s forslag. Derfor fik de – på Indiens foranledning – indført i aftalen, at forhandlingerne kun kunne begynde, hvis der var eksplicit konsensus om det.

G80+-landene fastholdt, at Doha-aftalen bar navnet »udviklingsrunde«, ikke handelsrunde, fordi man havde aftalt at gøre en indsats for at skabe udvikling i verdens fattigste lande. De nye emner (se artikel s. 27) imødekom efter deres opfattelse overhovedet ikke dette behov. Derfor ønskede man ikke på nuværende tidspunkt at sætte egentlige forhandlinger i gang. Der var altså ikke konsensus – hverken eksplicit eller implicit. G80+-landene konkluderede på denne baggrund, at det måtte være naturligt at lade forslaget ligge og gå i gang med andre emner i stedet.

Søndag morgen tilbød Pascal Lamy på EU’s vegne at droppe to forhandlingsområder i aftaleforslaget, nemlig områderne investeringer og konkurrence. EU krævede altså stadig, at der skulle forhandles om offentlige indkøb og om handelsfremmende foranstaltninger.

G80+-landenes forhandlere gik tilbage med denne besked til deres bagland. Der var man imidlertid ikke indstillet på at give efter for EU’s barberede udspil. Man var ikke parat, var meldingen.

En modig beslutning

Da G80+-forhandlerne kom tilbage med den meddelelse konkluderede WTO’s forhandlingsleder, at der ikke var et grundlag for at fortsætte. Forhandlingssammenbruddet var en kendsgerning.

Det var en modig beslutning. Zoellicks udtalelser efter sammenbruddet taler sit tydelige sprog: det koster at sige nej til de store.

Det var også en nødvendig beslutning. Selv om de fattigste udviklingslande helt afgjort har langt mere brug for at få deres muligheder for at deltage i verdensøkonomien forbedret, var de ved at få vredet armen om til at acceptere en aftale, som ikke ville være til gavn for dem. Den ville måske nok øge deres integration i verdensøkonomien. Men i stedet for at skabe vækst og udvikling til gavn for de fattigste, ville den lægge landene åbne for økonomiske interesser uden for deres kontrol.

Samtidig ville et eventuelt gennembrud i forhandlingerne mellem EU og G20+ om handelsliberaliseringer på landbrugsområdet ikke hjælpe G80+-landene. En person tæt på landenes forhandlingsledelse, som ønskede at være anonym, beskrev forhandlingssituationen på denne måde: »Vi fik valget mellem at tabe med værdighed og at tabe uden. Vi valgte det første«.

Det var ikke kun den eneste mulige beslutning for G80+-landene – det var også det bedste for den rige verden. En aftale om »de nye emner« (også kaldte Singapore-emner) vil ikke være til gavn for almindelige mennesker. Tværtimod må man frygte, at aftalen vil undergrave demokratiet. Det værste var ganske vist taget ud søndag morgen – forslaget om en investeringsaftale, som ville have givet stor magt og frihed til det internationale erhvervsliv på bekostning af regeringerne, også hos os. Men når først posen er åbnet, må man frygte, at vejen er banet for en sådan aftale senere.

Dette blev nu bremset, fordi udviklingslandene i år var langt bedre organiseret end nogensinde før, og fordi verdens allerfattigste lande havde modet til at sige nej, trods de konsekvenser i form af straffeaktioner og isolation, man nu må frygte.

Lars Bohn er ekstern lektor i socialvidenskab på Roskilde Universitetscenter og medlem af ATTACs landsudvalg. Artiklen har tidligere været bragt i Salt.