Fattigdoms-bekæmpelse i WTO?

Landbrugsforhandlingerne i WTO er ikke kun altafgørende for, om de samlede forhandlinger bryder sammen, når der er topmøder. De er altafgørende for millioner af fattige menneskers liv og velfærd, fordi dyrkningen af en lang række afgrøder – for eksempel ris, majs, bananer, tomater, ferskner, bomuld – giver mad på bordet. Enten fordi afgrøderne kan sælges på det lokale eller internationale marked, eller fordi det er fødevarer til eget forbrug, der dyrkes.

I Cancun var specielt bomuld til debat, og eksemplet illustrerer problematikken: Fire vestafrikanske lande – Benin, Burkina Faso, Chad og Mali – havde stillet et konkret forslag om at udfase støtteordningerne til bomuldsdyrking, inklusiv ikke mindst støtten til eksport af bomuld. De fire lande er alle såkaldt »mindst-udviklede« og repræsenterer altså de lande, som vi mest af alle bør hjælpe ud af fattigdommen. I regionen er mere end ti millioner mennesker direkte afhængig af bomuldsdyrkning, og en del flere milloner er indirekte afhængige af samme. Samtidig giver bomuld de fire lande 30 procent af deres eksportindtægter. USA bruger tre milliarder dollars, EU en milliard dollars årligt på subsidier til egen bomuldsdyrkning, fordi den ellers ikke er konkurrencedygtig.

Klar sag

Hvis man fulgte principperne bag WTO, ville sagen være klar: De rige lande ville spare mange penge på at stoppe med at give subsidier, de fattige lande ville kunne eksportere mere bomuld til gavn for landenes udvikling, og forbrugerne ville få billigere produkter. Alligevel blev forslaget afmonteret af USA og EU. Fordi en vedtagelse jo ville gå ud over landmændene hjemme. Fordi WTO ikke er demokratisk nok og ikke stærk nok til at gå imod EU og USA. Fordi forhandlerne måske frygtede, at de fattige lande fremover vil tage en sektor ad gangen, udstille det uretfærdige system og få sat reel handling bag kravene om reform.

Bomuld er kun ét eksempel. Forladte fabrikker i Sydafrika, hvor ferskner tilligere blev bearbejdet og konserveret på dåse til eksport. Forladte fabrikker i Ghana, hvor tomater tidligere er bearbejdet. Sukkerproducenter i Mozambique, som skønnes at kunne indtjene valuta svarende til 2/3 af den ulandsbistand, som landet modtager. Risbønder i Nicaragua, som ikke kan sælge deres ris, fordi subsidieret ris fra USA dumpes. Listen synes uendelig, og det er ikke svært at forstå, at ulandene til sidst sagde stop.

Det var afgørende i Cancun, at en række ulande gik sammen under ledelse af stærke lande som Kina, Indien og Brasilien i den såkaldte »G 20+«- gruppe. Normalt kan EU og USA lægge pres på de små lande og få dem til at makke ret uden for store problemer. Det gik ikke denne gang. Ulandene krævede, at de rige lande levede op til tidligere løfter og egen retorik. Og alliancen var stærk nok til at modstå presset.

Alle tabte

Alligevel var det katastrofalt, at det gik som det gik. Alle tabte, men ulandene har dårligst råd. WTO-konstruktionen kan med rette kritiseres for en række svagheder, men WTO er den eneste mulighed for ulandene for at få bedre markedsadgang og -vilkår, fordi WTO kan etablere rettigheder og sikre beskyttelse mod stærke landes magtvilkårlighed.

IBIS arbejder i Danmark sammen med en række udviklings- og miljøorganisationer i den såkaldte 92-gruppe. 92-gruppen har udarbejdet en lang række forslag, som hen ad vejen kan gøre WTO til et stærkere instrument for for eksempel de fattige bomuldsdyrkere i Vestafrika. Fire af de væsentligste forslag er: 1) udtrykkeligt at gøre fattigdomsbekæmpelse til en hovedprioritet i WTO; 2) fremme støtteordninger, der tilgodeser miljøbeskyttelse og naturbevaring, økologisk jordbrug og andre former for ekstensivt landbrug; 3) totalt ophør af de rige landes eksportstøtte og 4) kompensation til fattige lande, som netto er fødevareimporterende.

Vagn Berthelsen er generalsekretær i ulandsorganisation IBIS. Artiklen har tidligere været bragt i Salt.