WTO’s »frie« floskler

Vi er vidner til forsøg fra WTO’s og medlemslandes side på at legitimere WTO-topmøderne. De præsenterer liberaliseringer som en fordel for de udstødte dele af befolkningen. Sådan har det været lige siden de vigtige demonstrationer i Seattle i 1999, da civilsamfundet og de sociale bevægelser opnåede at sætte WTO’s betydning for vores fremtid på dagsordenen. Og igen hører vi modspillet fra sociale bevægelser, NGO’er, fagforeninger og andre grupper fra hele verden, der kræver en alternativ form for globalisering. Det sociale pres og den stædige, afklarede og mere fantasifulde folkelige mobilisering, der skabes af disse grupper, tvinger WTO til at tage sine handlinger op til fornyet overvejelse. Alligevel må vi konstatere, at disse revurderinger er ren og skær spil for galleriet. De tager på ingen måde notits af de alternativer, som de sociale bevægelser fremlægger.

Floskler om frihandel

Den officielle retorik i WTO’s kerne taler stædigt for »de enorme muligheder den internationale frihandel har for at begunstige udviklingslandene«. Bag denne floskel, som blev til under Doha-topmødet i 2001, gemmer der sig ikke så få tvivlsomme påstande. Hver gang WTO og medlemslandene fremsætter denne firkantede påstand får vi at vide, at den rene liberalisme er den eneste måde, at handel kan begunstige verdens fattige på. Men når de forsvarer denne påstand, glemmer de, at landene er sammensat af mennesker, og at den ulige fordeling gentager sig internt i ulandene – som tro kopi af den globale fordeling. Og de glemmer, at en favorisering af ulandene ikke nødvendigvis betyder, at de udstødte befolkningsgruppers levevilkår forbedres.

Når påstandene om fordelene ved liberalisering tages for givet, snævrer debatten sig ind til at belyse tekniske problemstillinger om, hvordan man kan fjerne toldbarrierer, hvilke typer landbrugsstøtte, der skal være tilladt, eller hvordan man kan tilbyde de fattige lande særlig og differentieret behandling. Nogle gange ender vi, de sociale bevægelser, i samme dynamik og begynder at diskutere, overveje og acceptere forslag, der befinder sig langt fra prioriteterne blandt de sociale bevægelser, der er mest direkte ramt af liberaliseringernes konsekvenser.

Ude af takt

At begynde at forholde sig til liberaliseringerne på denne måde, er, set gennem vores briller, helt ude af takt med virkeligheden, når debatten drejer sig om landbrug, der er et af nøglepunkterne i forhandlingerne inden for WTO og af overordentlig betydning for de fattige i syd. Tallene taler deres tydelige sprog: 60 procent af verdens befolkning bor på landet, mere end 840 millioner mennesker sulter, 75 procent af verdens fattige og sultende lever, ifølge tal fra FN’s fødevareorganisation, FAO, af landbrug, kvægdrift, fiskeri eller som hyrder. Mere end halvdelen af over hundrede landes bruttonationalprodukt (BNP) stammer fra landbrugsproduktion. I denne sammenhæng er handel og marked vigtige elementer for økonomien.

Men det kan ikke være en prioritet for de mange lande, der først og fremmest har brug for at sikre deres suverænitet på fødevareområdet. Også tal fra WTO styrker det synspunkt, at frihandel ikke bør være en prioritet: Kun ti procent af verdens produktion bliver handlet på det internationale marked, og 74 procent af denne fødevareproduktion stammer fra kun 14 lande. I en international kontekst, hvor priserne på de basale produkter bliver ved med at falde, er det uansvarligt af regeringerne at fremme en monokultur, der er rettet mod eksport. Først må det sikres, at der er grundlag for, at landbefolkningen på en bæredygtig måde kan producere en diversitet af afgrøder, der kan dække størstedelen af landets behov, uden at forcere kostændringer og uden at skabe forstyrrelser i deres egne markeder. Det ville måske være en god idé at spørge landmanden fra Honduras eller Senegal, eller kvægavleren, der har 20 køer i en landsby i de galiciske bjerge, hvilken af mulighederne, de foretrækker.

Skræmmende eksempler

De forslag, som WTO anbefaler, selvom de ofte er pakket ind i køn retorik, er i få ord: deregulering, privatisering og liberalisering. Et godt eksempel, på hvad det kan føre til, er Argentina, der er orienteret mod eksport af soja og oksekød, men har en sultende landbefolkning. Eller den situation tusinder af mexicanske bønder befinder sig i, efter Me-xico indgik aftalen om frihandel med Canada og USA. Begge eksempler illustrerer klart de sociale og økologiske konsekvenser af denne model.

Vi er vidner til, at en bestemt model for landbrugsproduktion bliver trukket ned over hovedet på os, både i Syd og Nord. Det eneste formål er at forvandle familielandbrugene, de fællesskabs-orienterede og de selvstændige landbrug, til kommercielle produktions- og distributionssystemer, der er underlagt de store koncerner. Hvor man før såede føde, dyrker man nu blomster, jordnødder eller kaffe til forbrug i Nord. Kommercialiseringen af landbruget har her oven i den bivirkning, at landbrugsjorden ligger koncentreret i hænderne på private firmaer, hvorfor tusinder af familier må flytte til byerne eller tjene til føden som daglejere.

Det er disse realiteter, der gang på gang får bondebevægelser, organisationer af indfødte folk, miljøforkæmpere og et stadigt større antal u-landsorganisationer i Nord til om og om igen at kræve, at landbrug skal tages ud af WTO’s kompetenceområde. I den forbindelse fremfører de sociale bevægelser, som vi repræsenterer, alternativer, der fokuserer på at genetablere hvert enkelt mål og prioritering, som dette skrift giver udtryk for.

Fødevaresuverænitet

Vi forsvarer derfor staternes ret og pligt til at beskytte, støtte og promovere deres egne landbrugssektorer. For både suveræniteten på fødevareområdet, livskvaliteten for mange dele af befolkningen, og den territorielle og miljømæssige balance står på spil. Staterne må derfor nødvendigvis have mulighed for selv at definere deres prioriteringer og kommercielle strategier. Vi fremlægger ligeledes en produktionsmodel, der er orienteret mod et selvforsynende hjemmemarked, der giver plads til en øget og foranderlig fødevareproduktion. Den skal være baseret på familielandbruget for at sikre livet på landet og beskytte miljøet. Den skal også være er solidarisk med landbrugssektorerne i andre lande.

Den eksisterende ramme for international handel giver ikke plads til nogen form for fremskridt i retning af dette system. Derfor kræver vi, at landbruget og fødevarer bliver fjernet fra handelsforhandlingerne.

Paul Nicholson er medlem af Vía Campesina; Fernando Fernández af Cáritas Spanien; Gustavo Duch er direktør for Dyrlæger uden Grænser; Jerónimo Aguado er medlem af Bondeplatform og Miguel Angel López er sekretær for COAG.

Kronikken, blev bragt i det mexicanske dagblad La Jornada den 9. september, er oversat af Isabel Sande og redigeret af Kenneth Haar. Den har også været bragt i SALT.