»Noget for noget« - Foghs nye liberalisme

»De, der kan og vil, skal belønnes. De, der kan og ikke vil, skal mærke konsekvenserne. De, der ikke kan, skal hjælpes«. Sådan hedder det i det nye regeringsgrundlag, som Anders Fogh Rasmussen fremlagde i slutningen af august. Det er et forsøg på at sætte en ny dagsorden, der skal sikre, at regeringen kan stå sammen i den valgkamp, som kommer senest i 2005. En stor del af de initiativer regeringen har fremlagt er samlet under det nye ideologiske slogan, som hedder: »Noget for noget«. I den korte programerklæring hedder det, at »noget for noget« er tænkt som slogan for en generel incitamentspolitik. Man vil belønne den gode adfærd og straffe den dårlige.

I »noget for noget«-tankegangen ligger implicit et bestemt menneskesyn og et bestemt syn på staten. Mennesket ses som et passivt nyttemaksimerende væsen, der lader sig lede af de økonomiske og politiske incitamenter, der udstikkes af staten. Regeringen (staten) ses som den instans, der fastlægger, hvad der er godt for mennesker. Ved hjælp af incitamenter ændrer man folks adfærd, og man forventer så efterfølgende, at folk ændrer holdninger, når man har fået dem til at ændre adfærd. Man undgår en åben offentlig diskussion af den overordnede målsætning og de forskellige midler til at nå denne målsætning. Både mål og midler fastlægges autoritativt af regeringen, og befolkningen »lokkes« eller »skræmmes« derefter til at indrette deres adfærd, som regeringen gerne vil have.

Dette menneskesyn og syn på staten strider voldsomt med det liberale menneskesyn, som Anders Fogh Rasmussen tegnede i sin berømte bog: »Fra socialstat til minimalstat« for ti år siden. Her var Anders Fogh Rasmussens væsentligste budskab, at liberalismen ikke skulle begrundes økonomisk (effektivitetsmæssigt), men etisk.

Derfor indledte Fogh også sin bog med en lille historie fra Vaclav Havels essay: »De magtesløse magt«. Historien handler om en grønthandler, der anbringer et lille skilt i sit udstillingsvindue med slagordet: »Proletarer i alle lande, forener eder«. Skiltet var hans beskyttelse imod systemet. For Anders Fogh udtrykker denne historie i en nøddeskal indholdet i menneskets slavenatur. For selvopretholdelsens skyld underkaster grønthandleren sig lydigt sin herre, staten. Det karakteristiske for slaven er, at for ham er materiel sikkerhed vigtigere end åndelig og moralsk integritet.

Individ fremfor stat

Fogh Rasmussen bruger denne historie til en påstand om, at vi i det moderne velfærdssamfund befinder os lidt i en parallel situation. Der findes mange mennesker, som har »deponeret« deres frihed i staten. De er ikke villige til at sætte deres eksistens ind for en sag. De er ufrie mennesker, der opfører sig som slaver, som bøjer nakken for systemets bud. Fogh går så langt som til at sige, at denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund. Danskernes liv er blevet statsliggjort.

Over for det stiller Fogh Rasmussen sin liberale vision. Liberalisme er ikke et spørgsmål om effektivitet, om størst mulig nytte, om hensigtsmæssighed, men om en menneskeopfattelse. Frihed handler om at træffe moralske valg, og derfor beklager han også, »at vi er blevet voldsomt materialistiske i vores tankegang. Vi betragter omverdenen, som om motiverne udelukkende er økonomiske. Men det er en fatal fejl. Vi bør indse, at mennesket ikke blot har behov for materiel selvopholdelse, men også for respekt eller anerkendelse, og at mennesket føler, at det fortjener respekt, fordi det er i besiddelse af en vis værdi eller værdighed. Hvis vi ikke indser, at mennesket har andre behov end materiel bekvemmelighed, så suspenderer vi det helt grundlæggende i det at være menneske«.

Fogh Rasmussens liberalisme er her en »rettighedsliberalisme« , der altid lader »det enkelte menneskes frihedsrettigheder veje tungere end penge«. Den form for liberalisme sættes skarpt op over for »nyttelæren« eller utilitarismen, hvor man stræber efter den størst mulige nytte for det størst mulige antal. Fogh siger endda, at nyttelæren har ført liberalister på »et katastrofalt vildspor«, fordi den har lagt grunden til kollektivismen, som har hærget de europæiske samfund i det 20. århundrede.

Indvending imod nyttelæren er, at den suspenderer det enkelte menneske, mener Fogh Rasmussen. Hvis man ophøjer den samlede nytte til mål, kan det føre til absurde resultater, som for eksempel at retfærdiggøre en forbrydelse, hvis forbryderens nytte er større end offerets tab. Der findes ingen objektiv målestok for gevinster og tab. Derfor forkaster han også »cost-benefit«-metoden som værende udtryk for en kollektivistisk tankegang, der ser helt bort fra individuelle forskelle i menneskenes prioritering af værdier. Den forudsætter en central myndighed, som har autoritet til at kvantificere gevinster og tab ved forskellige indgreb i menneskets frihed.

Stat fremfor individ

Vendes nu blikket tilbage til den »noget for noget«-filosofi, som Fogh i dag bygger sin politik på, og sammenlignes den med den rettigheds-liberalisme, som han formulerede i 1993, er det slående, at »noget for noget«-filosofien ligger i tråd med den nyttefilosofi, som Fogh så voldsomt tog afstand fra dengang.

I »noget for noget«-filosofien står staten (som i de kommunistiske samfund) som formynderen, der fastlægger målene, hvorefter den belønner og straffer borgere alt efter om de lever op til disse mål. Over for staten står det nyttemaksimerende og koldt beregnende menneske, der indretter sig efter de stimuli, som udsendes af staten. Det er det automatiserede menneske, der lader sig lede af gevinster og omkostninger og kun gør, hvad der kan betale sig.

Hvor Fogh Rasmussen tidligere tog udgangspunkt i friheden og det enkelte menneskes ukrænkelige rettigheder over for staten, tager han nu udgangspunkt i statens effektivitet. Hvor han tidligere tog afstand fra den økonomiske menneskeopfattelse og forsøgte at give liberalismen en etisk dimension, kan man lidt polemisk sige, at han i sin nye »noget for noget«-filosofi appellerer til menneskets »slavenatur«.

Samtidig med lanceringen af »noget for noget«-filosofien har Fogh Rasmussen talt om værdiledelse og kulturkamp som nogle væsentlige elementer i moderne politik. Synspunktet er, at politiske reformer i højere grad fremmes ved at sætte en dagsorden og at bevidstgøre om bestemte værdier end ved at vedtage og ændre nogle love i Folketinget. Man kunne tro, at der hermed blev lagt op til en rigtig værdidebat. Her er det imidlertid påfaldende, i hvor ringe grad regeringens program lægger op til debat omkring de grundlæggende værdier. De er givne og ikke til debat. Vi skal have vækst, vi skal have øget arbejdsudbuddet, vi skal have flere prøver, eksaminer og karakterer i uddannelsessystemet, vi skal have mere miljø for pengene, og vi skal have en større tilpasning til erhvervslivet.

Regeringen lægger ikke op til en diskussion med befolkningen af disse grundpræmisser. Man er mere interesseret i en bagudrettet kulturkamp imod de venstreorienterede i 1970’erne og i pleje af image ved at fremstå som de ærlige og konsekvente politikere.

Men bag ved »Foghs ærlighed« ligger mange liberale modsigelser.

Erik Christensen er lektor på Aalborg Universitet og medlem af SALT’s redaktionspanel.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT.