Et <i>Fogh Pas</i> - da der gik spin i udenrigspolitikken

Markeds- og pengelogikken og dens velsmurte fremtrædelsesform i reklamesproget præger flere og flere områder af samfundet. Politik handler ikke længere i første række om demokratisk samtale og repræsentation af vælgeranskuelser. De særlige presserådgivere (spindoktorer) og kommunikationseksperter rykker ind alle vegne i den politiske top. Man så det ved Fogh-regeringens tiltrædelse i 2001, hvor ministrene skulle udstyres med særlige presserådgivere, og man så det, da socialdemokraterne for et par år siden skulle forny deres image. Ud med de røde faner og den røde rose og ind med et ”moderne sprog”, der kan tale direkte til vælgerne!

Selv udenrigspolitikken bliver berørt af denne tiltagende sygdom i demokratiet. VK-regeringen har fremlagt et forslag om, hvordan de danske EU-forbehold kan afskaffes. Dog skal det retlige forbehold bibeholdes i en ny og mere fleksibel udformning, så Danmark kan opretholde en skrappere asyl- og indvandringspolitik end det øvrige EU. Man har allerede med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag for VK i et par år ført en hårdere politik på dette område end nogle af de omkringliggende lande. Konsekvensen af dette har været, at Danmark i et vist omfang har eksporteret asyl- og indvandringsproblemer videre til Sverige, Norge, Tyskland og andre lande, idet udlændingene er blevet tvunget til at søge andre steder hen, når de flygtede fra forfølgelse i deres hjemlande.

Det er en nationalegoistisk og usolidarisk politik, der ligger langt fra de idealer, der tidligere prægede dansk udenrigspolitik, når man f.eks. stemte sammen med de andre nordiske lande i FN. Det er imidlertid en naturlig følge af det, man opfatter som ”folkefællesskabets” ret til at formulere sin egen nationalchauvinistiske, xenofobiske lovgivning og sine egne regler, uanset den øgede internationale forbundethed, der præger Verden i dag.

I en vis forstand kan udenrigspolitisk branding netop være det, der giver det lille land en stor chance. Det lille land kan blive en værdimæssig ”stormagt” ved at spille sine symboler og sin ”historie” på den rigtige måde. Tænk f.eks. på Sverige og Olof Palme i 1960’erne, hvor Palme pådrog sig USA’s vrede ved at gå i spidsen for Vietnamdemonstrationer.

At Danmark på sæt og vis forsøger at blive en ”moralsk stormagt”, vidner hjemmesiderne fra Udenrigsministeriet og de pæne publikationer på glittet papir om. Her roser landet sig selv for sine frihedstraditioner og tolerance, sit højtudviklede undervisningssystem og sit fremskredne demokrati og velfærd. Danmark var da også, i egne øjne, tæt på at opnå status som – om ikke global stormagt – så næsten europæisk stormagt, da statsministeren i december 2001 ved afslutningen af det mindeværdige topmøde kunne udtale: ”This is truly a historic moment”.

Indtil udgangen af 2002 havde VK altså en vis succes på det udenrigspolitiske område. Man kunne se den danske udenrigspolitik udøvet som en effektivt iscenesat og gennemført branding af det særlige danske varemærke, hvor skinker, elektronik, møbelarkitektur og tolerance går op i en højere enhed. Det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2002 var således et eksempel på en professionel branding, som Blair-regeringen i England ikke ville skamme sig over.

Branding kommer som begreb og metode fra reklameverdenen. Denne kommunikationsform og diskrete reklameæstetik har med velvillig bistand af højtbetalte spindoktorer bredt sig til politikken.

Et brand består af et logo/symbol og en tilknyttet historie. Herigennem får brandet maksimal eksponering og effekt. Logoet kan man f.eks. se ved at klikke sig ind på det danske formandskabs hjemmeside eu2002.dk.

Historien blev fortalt i bl.a. det efterhånden famøse TV-program ”Fogh bag facaden”. Historien er imidlertid langt mere omfattende, end den udsendelse gav indtryk af. Det er bl.a. historien om det lille demokratiske velfærdsland højt mod nord, der har en lang tradition for at føre solidarisk politik over for u-landene – med bl.a. det højeste u-landsbidrag i procent af BNP af alle OECD-lande. Det er historien om det tolerante land med de grundtvigske traditioner i uddannelsespolitikken.

Hvornår begyndte det at gå galt?

Det begyndte hurtigt at gå op for offentligheden i hvilket omfang ikke alene den piberygende danske udenrigsminister blev ydmyget i TV-udsendelsen ved sin optræden ude i kulisserne, langt fra the action – forvist af en statsminister, der påtog sig det udenrigspolitiske lederskab in this truly historic moment, men også, hvordan den tyske udenrigsminister blev afsløret i over kort tid at have indtaget hele tre forskellige holdninger til tyrkisk optagelse i EU. Og endelig – og ikke mindst – afsløringen af, hvordan den tyske beslutningsproces ved storpolitiske møder kan afgøres af forbundskanslerens bekvemmelighed, hvad angår juleindkøb med fruen.

Nogle valgte at tage det fra den humoristiske side. Det gjorde det britiske tidsskrift Economist. Det udgives i et land, hvor spindoktorer er blevet en fast bestanddel af politikkens lancering. Bladet skrev således en artikel med overskriften: ”A Fogh Pas” (A faux pas: et fejltrin), et trin, der ikke er velset, hverken i de finere danseskoler eller i diplomatiet. Andre så knapt så humoristisk på sagen.

Dette Fogh pas var dog for intet at regne med det, regeringen præsterede ved at sende Danmark i krig i Irak. Det bliver dag for dag mere oplagt, hvordan de fremmede tropper i Irak opfattes som besættelsesstyrker. Danskerne kan glæde sig over, at fokus især er på amerikanere og briter, men ingen går ram forbi, når irakerne vil udtrykke deres vrede over okkupationen og de elendige livsvilkår for den indfødte befolkning i landet. Det er ikke kun Saddam-loyalister, der er modstandere af de fremmedes tilstedeværelse, sådan som USA ynder at fremstille det.

Amerikanerne fornemmer modstanden, og det får dem til at føre sig frem med tiltagende brutalitet – ofte imod en uskyldig civilbefolkning. Man får den klassiske modstilling mellem besættelsesmagt og besat folk, som man også så det under den tyske besættelse af Danmark. På trods af enhver spin om det modsatte befinder Danmark sig i okkupatorrollen.

Begrundelsen for at sende nogle hundrede danske soldater ned i ørkenen i Irak er i spindoktorernes formulering en slags ”korsridderindsats” for frihed og demokrati. Det bygger på en vestlig påstand om moralsk overlegenhed, der igen hviler på en forestilling om det vestlige demokrati og frihedsforestillinger som oprindelige vestlige værdier, der er andre værdier overlegne. At der er mange måder at realisere demokrati og frihed på bestemt af lokal kultur og traditioner, anerkender man ikke. Den vestlige fortolkning af frihed og demokrati består i, at disse ses som værdier, der ønskes gjort universelle og almengyldige. Det er en moderne udgave af ”den hvide mands byrde” m.h.t. konsekvenserne, det vil sige en åndelig og kulturel opdragelse af ”de primitive folk”. Det gjaldt allerede, da det var briterne, der skulle løfte den hvide mands byrde i ørkensandet i 1920’erne og 30’erne.

Foreløbig har denne kamp ført til, at soldaterne er kommet til at skyde på hinanden og forulempe/dræbe fattige lokale fiskere, der bare ønskede at udføre deres arbejde, og at Danmark isolerer sig og er blevet betragtet med betydelig mistro af nogle af sine nærmeste allierede i Europa. Det første er det værste.

Via det repræsentative og parlamentariske demokrati har vi alle som vælgere en form for medansvar for disse uhyrligheder. Men føler vælgeren dette ansvar? – Og hvorfor ikke? En stor del af skylden ligger hos spindoktoriet, der er med til at væve det repræsentative demokratis politiske top ind i et rockwoollag af kommunikative udsagn, ekspertudtalelser og mediereportager, så sagens egentlige sammenhæng fortsat henligger i det dulgte for vælgeren i Vojens.

Hvad er den egentlige begrundelse – hvis der er nogen udover vores globale opdragelsesmission – for dette nykoloniale eventyr?

Det er blevet kraftigt afvist fra officiel dansk side, at der skulle ligge olieinteresser bag det danske engagement.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev stillet over for følgende spørgsmål i Politiken den 21.3.03:

Handler krigen om olie?

Fogh svarede: ”Det kan jeg fuldstændig afvise. Der er absolut ikke tale om en oliekrig. Tværtimod så har amerikanere og andre i koalitionen understreget, at olieindtægter skal komme den irakiske befolkning til gode.”

Det kan man kalde en konkret og ligetil besvarelse af et såkaldt ”godt spørgsmål”.

Hvad nu, hvis vi for en gangs skyld forsøger os med et vanskeligt svar? Hvordan ser det 21. århundredes interessepolitik på det udenrigspolitiske plan ud? kunne man spørge.

Den kan f.eks. antage karakter af u-landsbistand, der ofte er hjælp til selvhjælp, dvs. skjult statsstøtte til firmaernes erobring af nye markeder. Den kan imidlertid også antage karakter af krigshandlinger.

Imperialisme handler i den moderne epoke, vi lever i, ikke om, hvem der får lov til at råde over en pot olie og indtægterne fra salget af den. Det er klart, at ”De villiges koalition” ikke kom for direkte at stjæle Iraks olie. Sådan fungerer et imperium ikke i det 21. århundrede! Kampen om olien kan ses som en del af en kamp om geopolitiske interesser. Som en tidligere amerikansk præsident ganske bramfrit har formuleret det:

Ethvert forsøg fra en udenforstående magt på at opnå kontrol over den persiske Golf vil blive betragtet som et angreb på USA’s vitale interesser, og et sådant angreb vil blive slået tilbage med alle til rådighed stående midler, inklusive militær styrke

- (Præsident Jimmy Carter i State of Union Address til Kongressen 23.1.1980)

Det er ikke nødvendigt at påkalde sig de neokonservative i Washington som begrundelse for Bush’ militære eventyr. Carter sagde det allerede i den såkaldte ”Carter-doktrin” fra 1980: USA’s strategiske interesser i Golf-området har så høj prioritet, at man er villig til at gå langt for at varetage dem. Det handlede dengang om USA’s placering i en to-delt verden med en terrorbalance. I dag handler det om en unipolær Verden, hvor USA godt assisteret af angrebet på World Trade Center i 2001 har kunnet gøre terrorismen til offentlig fjende nr. 1, uden at ville tage udgangspunkt i en mere tilbundsgående analyse af, hvad baggrunden for og årsagerne til terrorismen er.

Golfområdets betydning er ikke blevet mindre siden Carter-epoken. Området har over 30 pct. af Verdens påviste oliereserver. Efterhånden som oliekilderne løber tørre i USA og andre steder, og USA’s og den øvrige vestlige Verdens appetit på råstoffet stiger, vokser også betydningen af Golfområdet. USA importerer i dag over halvdelen af sit daglige forbrug på over 20 mio. tønder olie.

For USA gælder det altså geopolitiske overvejelser, der består i dels forsyningssikkerhed for energitilførsler, dels at sikre sig fredelige tilstande omkring olieudvindingsstederne, og endelig at sikre, at priserne på råstoffet er ”rimelige” set ud fra en vestlig betragtning, så The Western Way of Life kan køre videre i bogstaveligste forstand: En af de populæreste biler på det amerikanske bilmarked pt. er den såkaldte ”Hummer”, der er en kopi af den Humwee, der kørte rundt i Irak og andre krigszoner. Det er et forslugent monster på knap 3 tons, som kun kører nogle få km på en liter brændstof. Den amerikanske tørst efter billig energi er noget nær umættelig.

Det, der for os er en ”rimelig” eller måske for nogle endda en ret høj pris på olie, er efter en anden betragtning en meget billig pris.

Hvis olien ses som en begrænset ressource i det længere perspektiv, så er den nuværende pris på olien meget lav. Det lader sig kun gøre at sælge olien så billigt, fordi USA, alene og sammen med sine allierede, har fået magt og daglig kontrol over villige og svage stater i det mellemøstlige, det latinamerikanske og det centralasiatiske område.

Når det er sådan, hvad er så den udenrigspolitiske udfordring for Danmark? Er det at spille med i New Europe, som Rumsfeldt, den amerikanske forsvarsminister, i endnu et udslag af branding kalder det mærkelige sammenrend af Danmark, Italien, Spanien og svage USA-afhængige stater i Østeuropa?

Irak er et etnisk kludetæppeland, der har været tæt på at falde fra hinanden. Som besættelsesstyrkerne oplever det i disse tider, så kalder dette på en stærk centralmagt for at holde sammen på landet og for at løse udviklingsproblemerne.

Saddam Hussein var for vilkårlig i sin diktatorisk stil og spillede sine kort dårligt ved at bruge den giftgas, udenlandske virksomheder solgte til ham. For så vidt kan det være godt, at manden er fjernet fra magten. Men der er mange urimelige diktatorer i den 3. Verden, og hvorfor er det netop den irakiske diktator, man er gået efter?

Fordi Saddam var en ubehagelig diktator, blev han et let offer for de amerikanske dæmoniseringskampagner, som de vestlige medier villigt formidlede videre, og som vi også har fået vores rigelige del af i Danmark, både i de private medier og i public service-kanalerne.

I den sammenhæng foretog man den ene letsindige gradbøjning af historien efter den anden. Saddam blev sammenlignet med Hitler. Og lige så vel som man ikke burde have brugt appeasementpolitik over for Hitler, burde man ikke gøre det over for Saddam! Sådan gik argumentationen, og sådan går den videre i bugtalerens dukke.

Sammenligningen med Hitler og Nazi-Tyskland holder imidlertid ikke. Tyskland var en industrielt højtudviklet nation, der var stærk nok til at true resten af Verden med et potentielt overherredømme. Tyskland manglede afsætningsmarkeder for sin stærkt ekspansive storindustri. Det var umuligt at få i 30’ernes verden med de mange handelsrestriktioner. Den tyske økonomi manglede et ”Grossraum” at udfolde sig i. De mere etablerede kolonimagter lukkede for tyskernes adgang til selv at erhverve kolonier.

Irak var og er et fattigt u-land, der ikke har nogen som helst mulighed for at true det rige Vesten. Men sammenligningen med Hitler og nazisterne er bekvem, når det handler om at retfærdiggøre den kamp for frihed og demokrati, man hævder fra både dansk og amerikansk side at være ude i. For en spindoktor drejer det sig ikke om at finde sandheden i en given sag, men at konstruere historien, så den lyder sandsynlig og bliver accepteret af en bredere kreds. I Danmark er denne kamp på 60 årsdagen for samarbejdspolitikkens ophør i august 1943 blevet udsat for en ekstra gang spin med forsøgene på fra danske politikeres side at gå i rette med samarbejdspolitikken dengang.

Det kan overfladisk set være behageligt for den vestlige forbrugerisme, at USA udøver den hegemoniske kontrol over et bælte af lande fra Mellemøsten til Centralasien og dermed sørger for en geopolitisk balance og råstofforsyninger, så vi stadig kan drømme om at gøre Sydmotorvejen 8-sporet og give folk i udkantsområder forøgede kørselsfradrag, men det er ikke udtryk for særlig visionær samfundsmæssig tænkning. Det er udtryk for en afsporing af langsigtede danske interesser, at vi danskere så villigt gik med i ”de villiges koalition”.

Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis man på længere sigt vil udforme en Verden med en produktion, der er præget af social og økologisk balance, samt ligebehandling af folkeslag og etniske grupper.

Dansk udenrigspolitik har da også tidligere turdet gå andre veje. Der er givet støtte til befrielsesbevægelser i det sydlige Afrika. Danmark var en af banebryderne for Apartheids afskaffelse i Sydafrika. Og der kan nævnes flere eksempler.

Hvad er mulighederne for Danmark? Spørgsmålet er, hvorfor den danske regering så krampagtigt holder fast i den nuværende udenrigspolitiske orientering, der helt uden spindoktori kan beskrives som ”atlantisme med skyklapper”.

Hvilke alternativer er der? På kort sigt kunne man læne sig op ad ”Old Europe” og forsøge at udvikle det franco-germanske lederskab. Det er næppe spiseligt for mange danskere, og europæisk imperialisme er ikke nødvendigvis mere tiltrækkende end amerikansk imperialisme. På det korte sigt repræsenterer Europa dog værdier, der ligger tættere op ad danske velfærdssynsvinkler og dansk kultur.

På længere sigt kunne man forsøge at genopfriske tidligere dansk FN-universalisme. Det nordiske samarbejde er nødlidende, efter at det har vist sig, at Sverige, Norge og Finland ikke er så modtagelige for Bush’ charme som Danmark..

I dag står Danmark med en udenrigspolitik, der nærmest ligger i ruiner, fordi man ikke har gidet tage hånd om kontinuiteten bagud. Forholdet til EU-udenrigspolitikken og det nordiske samarbejde er uafklaret. Det samme er begrundelsen for, hvorfor man overhovedet deltager i en nykolonial krig og besættelse af et u-land i Mellemøsten.

Gregers Friisberg er gymnasielærer og medlem af Attac.