Kulturkamp kommer nedefra

Der er kaldt til kulturkamp fra landets statsminister og kulturminister, vendt mod “68’erne” og alle deres gerninger. Det er selvfølgelig lidt trættende at blive ved med at skue bagud. Men måske kan man alligevel lære af historien, og af hvordan denne historie kan forstås på forskellige måder. Så jeg vil tillade mig at gå lidt bagud i tiden. Til de gode gamle dage som 68’erne så skammeligt ødelagde.

Jeg gik i gymnasiet i en større provinsby i første halvdel af 60’erne. Helt præcist indtil 1966. Liberale Gymnasiaster (LG) sad tungt på det sociale og politiske miljø. Deres eneste konkurrent af blot nogen betydning var Konservative Gymnasiaster (KG). Det faglige og politiske indhold i undervisningen var i hænderne på gode borgerlige samfundsstøtter, der suverænt bestemte, hvad der skulle læses, og hvordan det skulle forstås. Skulle det ske, at nogen dristede sig til et kritisk spørgsmål, var læreren ikke sen til at mobilisere hele klassen i en fælles bestræbelse på at tryne og helst latterliggøre den formastelige.Det var måske ekstra slemt, hvis den formastelige var en pige. Hvis kvinder ikke kunne holde sig til at tie i forsamlinger, skulle de i det mindste ikke være obsternasige. Fantasi, kreativitet og kritik havde ingen plads her. I øvrigt heller ikke andre steder. Politisk, social og kulturel konformitet var den eneste vej til påskønnelse og et agtværdigt liv. Vi så også nogenlunde ens ud (og vé den der afveg). Årets mode var ikke blot diktat; det var diktatur.

På Universitetet forkyndte en lærer ved studiestart, at de alt for mange piger hurtigt skulle ryge ud. De hørte ikke hjemme her. Det var naturligvis forbudt at samarbejde om opgaverne. Da vi alligevel gjorde det, og det blev opdaget, fik de to drenge i gruppen et karaktertrin højere end de to piger: “Det er jo alligevel dem, der har løst opgaven”. Man kunne selvfølgelig ikke klage til nogen over undervisningen. Ej heller bestemme noget som helst af, hvad den skulle indeholde, hvilke bøger man skulle læse, hvilke emner man skulle fordybe sig i, og hvordan. Professorerne og hele hierarkiet af undervisere under dem bestemte, hvad der skulle læses, hvornår, og hvordan det skulle “kunnes”, hvad der var de rigtige svar, og hvad der var de forkerte svar. For vores vedkommende var det solid “værdifri”, og bestemt ikke samfundskritisk, amerikansk sociologi. En lærer kunne sætte en hel årgang studerende til at udføre den bestillingsforskning, som han selv fik et pænt honorar for at aflevere.

Ude i verden var en stormagt i gang med at brænde et lille land af på den anden side af Jorden. Men stormagten var jo vores allierede i den kolde krig. Så det kunne man ikke, og da slet ikke de danske politikere, sige noget til.

Det var de gode gamle dage. Det var også en verden af undertrykkelse; af fantasien, af selvstændigheden, af politisk kritik, af kroppen, af kvinder, af “seksuelt afvigende”, af alt hvad der var anderledes.

Men skete der så det, at en statsminister og en kulturminister startede en “kulturkamp” for at komme al denne undertrykkelse af friheden til livs?

Næh. Kampen kom fra neden. I et oprør som rummede en mangfoldighed af handlinger, udtryk, foki, temaer; politik, kultur, social indignation; fokus på det eget liv koblet med globalt udsyn; krav om individuel frihed og fælles ansvar. Selvbestemmelse i fællesskab. Det hang sammen. Hvordan kan man tale om frihed uden at kunne bestemme i fællesskab over de vilkår, vi alle er underlagt? Hvordan kan man stå for et politisk alternativ, hvis man ikke gør noget ved sit eget liv? Hvordan kan man kæmpe mod undertrykkelse, hvis man ikke har det sjovt imens? Det var paroler som “Fantasien til magten”; det var anti-autoritært; det var visionært.

Det var også vrede vendt mod global magtudøvelse og mod institutionel undertrykkelse. Det var “USA ud af Vietnam”, og det var “Nej til professorvældet”. Det var alternative kulturer, og det var handlingsorienteret samfundskritik. Det var ny musik og ny frihed til forskellighed. Det var mærkelige klude og nye frisurer, nye stoffer og nye samværsformer, nye boligformer, nye måder at organisere sig på og nye måder at lave politik på. Det var et gevaldigt kulturelt, socialt og politisk eksperimentarium. Og selvfølgelig var der mange svipsere undervejs.

Det omfattede, gik vi rundt og troede, en hel generation i den vestlige verden. Men det gjorde det jo altså ikke. Oprøret var snarere en subkulturel og politisk bevægelse, som havde en pænt stor gennemslagskraft, men som langt fra rummede flertallet, hverken af “generationen” eller af befolkningen. Men meget slog igennem, vandt fodfæste og videreudviklede sig gennem de følgende årtier. Ungdomsoprøret, som det blev kaldt, blev fødselshjælper for en ny tid. Det sejrede – og tabte – gennem fragmentering og opsplitning.

68-oprøret blev eksponent for udviklingen af værdier, tænkemåder, praksisser og institutioner, som vel egentlig passede meget godt til et samfund, der var ved at udvikle sig væk fra det såkaldte industri- og klassesamfund til noget andet, som har fået mange navne: senmodernitet, refleksiv modernitet eller måske endda postmodernitet. Kendetegnet af ting som stærk individualisering og dermed frisættelse af kvinderne og for den sags skyld af børnene; social og kulturel pluralisering hvor forskellighed og selvvalgt identitet står i højsædet; nytænkning omkring pædagogik, management, offentlig styring og demokratisk deltagelse.

Måske var det ikke lige det, vi havde drømt om. Men det var i høj grad det, der kom ud af det. Og det skete gennem opsplitninger. Frihed blev adskilt fra fællesskab. Alternativ kultur blev adskilt fra politisk praksis. Arbejdet med intellektuel afklaring og kritik blev adskilt fra praktisk handlen. Det nære (og selvoptagne) blev adskilt fra det globale perspektiv. Den løst sammenhængende bevægelse blev splittet op i specialiserede grupper.

Mange vil hævde, at det aldrig har været én samlet bevægelse. Det var det vel heller ikke i snæver forstand. Lige så lidt som den såkaldte anti-globaliseringsbevægelse er i dag. Men det blev bundet sammen af netværksbaseret kobling mellem de forskellige foki og de forskellige grupper, som gjorde de mange forskellige udtryk til aspekter af en helhed. Det gælder for øvrigt også nævnte anti-globaliseringsbevægelse i dag.

I første omgang var det, der gik fløjten, enheden mellem alternativ kultur og politisk kamp og dermed enheden mellem frihed og fællesskab, mellem individuelt og fælles ansvar. Alternativ kultur blev til individualiseret selviscenesættelse og individcentrerede livsprojekter. Hippierne og aktivisterne gik hver deres veje. “New Age” udviklede et utal af nyreligiøse og terapeutiske totalløsninger, som er blevet til en guldgrube for udbydere af alternative metoder og dyre kurser i at opnå succés og velbefindende, udvikle sin karriere eller udvikle redskaber til bedre og mere effektiv ledelse. Det gik så hånd i hånd med kommercialisering af subkulturelle ikoner som musik, tøj og kunstneriske nyskabelser. Og med institutionalisering af nye pædagogiske praksisser som f.eks. i dag udmønter sig i den individualiserede pædagogik, der skal gælde for skolerne i den gode borgerlige kommune Gentofte under slagordet “ansvar for egen læring”.

68’ernes udskældte tankegods har båret ved til en ekstrem individualisering af det samfundsmæssige liv. Kravet om fælles selvbestemmelse er via såkaldt nærdemokratiske tiltag blevet til privatisering af det politiske. Borgere med fælles ansvar for samfundsudviklingen er blevet til (for)brugere, der kun har ansvar for sig selv og deres egen nære verden. Frihed er blevet til valgfrihed. Demokrati er blevet til markedet. Men det er vel ikke det, Brian vil føre kulturkamp mod?

På universitetsområdet fik en klog undervisningsminister vedtaget en styrelseslov for universiteterne som langt hen ad vejen imødekom de oprørske studerende. Den skabte rammerne for et undervisningsmiljø, som stadig er enestående i sin art. De studerende vover at være uenige med underviseren, blande sig, forholde sig kritisk, sige imod. Det er faktisk ikke særlig almindeligt uden for landets grænser. Og et nyt universitet med helt nye studieformer blev etableret i Roskilde.

Med al den nyvundne frihed og medindflydelse skulle rammerne så fyldes ud med fagligt indhold. Nøgleordet var kritik. At forholde sig kritisk til den etablerede videnskabs postulat om “værdifrihed” og absolut sandhed. At forholde sig kritisk til dens selvhøjtidelige “elfenbensforskning”. At forholde sig kritisk til samfundsmæssige misforhold. Ideologikritik, fagkritiske rapporter og søgen efter alternative teoretiske fundamenter. Før måtte man acceptere, hvad professorerne anså for den rette tro. Nu var feltet åbent. Rammerne var lagt for en debatkultur, hvor man selv måtte udvikle det faglige grundlag. De studerende vendte tilbage til universiteterne for at hellige sig det intellektuelle arbejde.

Men som rugekasse for udødelige tanker er der altså stadig noget særligt ved universiteter. Den akademiske diskussion om det rigtige teoretiske grundlag kan være tung at danse med. Glem alt om den “herredømmefri samtale”. Der står identitet, prestige og karriere på spil. Der er indbyggede tendenser til sekterisme, og til selvhøjtidelighed, i sådanne diskussioner. Det er jo trods alt i sidste ende en kamp om Sandheden. Selv den Sandhed at der ingen Sandhed findes. Det gjaldt dengang, og det gælder for den sags skyld i dag. Genopdagelsen af Marx’ samfundskritik førte på nogle institutter til, at der i 70’erne udviklede sig sekteriske miljøer omkring hver sin teoretiske retning: “Strukturmarxisme”, “Kapitallogik”, “Historisk materialisme”. Og selvfølgelig var der en indædt kamp mellem de forskellige retninger. Kapitallogikerne på sociologi i København skældte ud på kapitallogikerne på Idehistorie i Århus. Strukturmarxisterne nedgjorde kapitallogikerne. Og alle nedgjorde de historiske materialister. Samtidig blev de konkrete, kritiske analyser lagt på hylden. På grund af opgøret med den værdifri videnskab, der prøvede at kopiere naturvidenskaberne inden for samfundsvidenskab og humaniora, var man i nogle år handlingslammet i forhold til empirisk arbejde.

Men netop den debatkultur, der gjorde de sekteriske diskussioner mulige, var grundlaget for en overskridelse af de sekteriske positioner. Når teoribygninger har udtømt deres potentiale, og måske især når de viser sig utilstrækkelige som grundlag for empiriske analyser, må man revidere, forkaste, nuancere, søge nye forklaringsmodeller. Og så blev det vel også i løbet af 80’erne (da Brian var dreng) mindre opportunt at være samfundskritisk. I 1989 var ord som “klassekamp” og “produktivkræfternes udvikling” eller “vareformen” fy-ord eller blev i det mindste anset for at være stærkt antikverede. Og i dag bygger de store fortællinger og teoribygninger snarere på loyalitet over for det etablerede samfund og det nyliberale virkelighedsbillede end på gennemgribende kritik. Der står jo også forskningsbevillinger på spil. I stedet for Styrelsesloven har vi fået Universitetsloven, hvor individuel valgfrihed erstatter demokratisk indflydelse. Så hvad er det, Brian fører kulturkamp imod?

Politisk kom det store nederlag for den brede venstrefløj med EF-afstemningen i 1972. Og så var det tid til eftertanke og forsøg på at finde den rette linje. For nogle. I fora som beboerbevægelser og kvindebevægelse fortsatte det mere konkrete, handlingsorienterede arbejde. Men den såkaldt organiserede venstrefløj røg ind i en dødsspiral. Den brede mobilisering var forsvundet. Begejstringen var væk. Og som det ikke er usædvanligt i sådan en situation, søgte man svaret på “Hvad bør der gøres?” i litteraturens klassikere. Her fandt man Lenin. Og Arbejderklassen. Og Det Revolutionære Parti. Det gjaldt om at opbygge det revolutionære parti, der skulle føre arbejderklassen til sejr. Men der var mange om buddet. Og der blev flere og flere organisationer, omend færre og færre deltagere. Når man som fører for Arbejderklassen skal stå for den korrekte linje, er der ikke megen plads til intern uenighed. Skoling erstatter handling. Sekteriske slagsmål træder i stedet for at gøre noget sammen. Eksklusioner og kollektive udmeldelser erstatter debat.

Man kan opfatte disse sekteriske smågrupper fra sidste halvdel af 70’erne som naive og patetiske. Men som farlige folkeforførere? De havde i hvert fald ikke megen opbakning i befolkningen. Ikke desto mindre er det tilsyneladende i disse lukkede sekter, kulturkampen anno 2003 søger sine modstandere.

Men hvor er vi “gamle 68’ere” så henne i dag? Vi er blevet ældre, altså de af os der har overlevet. Mange gik i hundene. Mange er døde. Det var måske ikke helt blidt ved helbredet sådan at ville være anderledes og gå imod. En hel del gennemførte aldrig en uddannelse, men har så klaret sig igennem, med hvad man nu kunne få af jobs, eller hvad man nu kunne få af arbejdsløshed. Nogle gennemførte deres uddannelse og har levet et liv i lang og tro tjeneste i statens eller erhvervslivets tjeneste. Nogle få kom til at tilhøre samfundets magtelite. Vi har f.eks. fostret en (nuværende) chefredaktør på BT og en (forhenværende) socialdemokratisk indenrigsminister, for slet ikke at tale om en kandidat for Dansk Folkeparti. Og så er der nogle, der er blevet professorer. De har droppet kapitallogikken/den historiske materialisme/ strukturmarxismen og i stedet kastet sig over teoribygninger, der måske ikke er mindre esoteriske, men i hvert fald er mindre politisk kontroversielle. Værdirelativismen er i højsædet. Staten, markedet, effektiviteten, erhvervslivet, magten sætter dagsordenen. Vi skal jo leve.

Brian, din kulturkamp er en kamp mod spøgelser. Hvis vi ikke er døde, er vi faldet til patten.

Måske er der brug for en ny kulturkamp. Måske en kamp for en frihed der bygger på fælles selvbestemmelse, ikke blot lokalt, men globalt? Måske en kamp mod de store nyliberalistiske sandheder? Måske en kamp for demokrati? Måske er den allerede i gang.

Én ting er dog sikkert: Den kommer ikke fra oven. Kulturkampe kommer nedefra.

Bolette M. Christensen er sociolog og lektor ved statskundskab, Københavns Universitet