Med dekret fra oven

Flankeret af Dansk Folkeparti har den borgerlige regering blæst til angreb på det venstreorienterede meningstyranni. De kulturradikale har alt for længe siddet på flæsket og dikteret, hvad der må siges, og hvem der må sige det. Men nu er opgørets time kommet, og Fogh-regeringens kulturkamp skal gøre op med det røde herredømme. Tidsskriftet SALT har talt med forfatteren Jan Sonnergaard om, hvad det egentlig er der foregår.

De borgerlige politikere taler om nødvendigheden af en kulturkamp. Et opgør med 30 års venstreorienteret herredømme, der har syltet snart sagt alle offentlige institutioner ind i humanistiske værdier og marxistiske vrangforestillinger. Er det virkelig så slemt, at der er behov for en kulturkamp, der er så rabiat, som den vi er vidner til?

»Nu er det sådan, at en kulturkamp altid er blevet defineret ved at have et folkeligt udspring. Nogle grupper, der på den ene eller anden måde, blev enige om at gøre oprør mod magthaverne. Det, de nuværende magthavere vil have, er et oprør, som bliver dekreteret fra oven. Det er jo i virkeligheden maoisme, bare med et andet fortegn.

Når det er sagt, så vil jeg sige, at det undrer mig, at de ikke har mere at byde på, når nu de går så langt som at kalde det en kulturkamp.«

Men har de borgerlige ret i deres kritik? Er der brug for en omfortolkning af værdierne?

»Danmark er jo et land præget af konsensus, så det kan da godt være, at der er brug for, at en borgerlig kunstforståelse bliver bragt på banen. Det kunne være sjovt at høre en ærlig konservativ diskussion om traditionsbegrebet, og det siger jeg, selvom jeg sandsynligvis ville være dybt uenig i de svar, de ville give. Det kunne også være interessant med et konservativt synspunkt om, hvad der er kanon og hvorfor det er godt, men i stedet kører den en sådan lidt halvmopsede jeg-er-blevet-snydt-ideologi.

Sågar Brian Mikkelsen holder sig ikke for god til at sidde og brokke sig over, at han i sin gymnasietid ikke måtte uddele et eller andet skoleblad med et konservativt tilsnit. Selvfølgelig skulle han have haft lov til det, men det er tydeligvis noget der er 20 år siden, så man sidder bare og tager sig til hovedet og spørger, hvad fanden det rager den danske befolkning, om Brian Mikkelsen havde det godt eller dårligt i gymnasiet. Stort set alle de temaer, der har været på bordet, har været krænkelser af personlig art, som er forsøgt blæst op til at have et større politisk omfang.

Det eneste, der egentlig har handlet om substans, var da Morten Messerschmidt påstod, at fjernsyn og radio var meget, meget rødt. Men selv det er et virkelig dårligt debatindlæg, fordi det er for lang tid siden. Det er bare et rip off, en repetition af hvad Erhard Jakobsen sagde i 1970’erne, og som han i nogen grad muligvis havde ret i. Men det er bare 30 år siden.«

Borgerlige smagsdommere

»Det undrer mig også, hvad det er for folk, de sætter til at føre kulturkampen. Det er jo et skrabsammen af kværulantforrygte, dilettanter og notorisk megalomane personer, som den nye formand for litteraturudvalget i det nye Kunstråd (Claes Kastholm, red.).

Det er jo vitterligt en mand, der overhovedet ikke nyder nogen form for respekt, ikke engang blandt de kunstnere, som er borgerligt sindede. Manden har været en skandale hele vejen igennem. På Ekstra Bladet og på Politiken, dengang han var filmkonsulent og dengang han selv lavede fjernsyn. Han har også været en skandale inde på Gyldendal ved flere lejligheder. Han har ikke skrevet nogen bøger, der tilnærmelsesvis er ligeså gode, som det allerdårligste af for eksempel Henrik Stangerup. Der er milevid forskel. Alligevel bliver han ophøjet til at være en slags ekspert om kunsten – udelukkende fordi han er borgerlig. Det er politikkens primat over kunsten.«

Jamen, havde regeringen ikke så travlt med at rydde op i det såkaldte ekspertvælde og smagsdommeri?

»Det, de siger, er, at der skal kunne findes en forståelse af kunst, som er hinsides smagsdommeriet. Men det, der er selveste definitionen på kunst, er, at det altid vil være en smagsdom. Du kan ikke læse en bog uden samtidig at tage stilling til, om du synes den er god eller dårlig. Du kan ikke se et billede uden at forstå det som noget kitsch eller noget nyskabende. Er det noget, som du har set tusinde gange før, eller er det noget som virkelig ryster dig. Det er et stort blålys at sige, at man kan undgå smagsdommeri.

Jeg hørte Katrine Lilleør sige i radioen, at det de skulle sige var, at de gerne ville have deres egne smagsdommere. At nu ville de gerne have nogle reaktionære smagsdommere med en borgerlig kunstforståelse. Det burde bare have været muligt at finde en borgerlig professor ved nordisk filologi ved et af vore universiteter eller en konservativ forlægger eller litterat, der nyder større respekt end Claes Kastholm.«

Venstrefløjen mangler mærkesager

Hvorfor er kulturkampen lige pludselig blevet så vigtig for de borgerlige politikere?

»Hvis man får debatten til at dreje sig om, at det er de røde, der sidder på alle medierne, så bliver der mindre plads til at debattere alle de nedskæringer, som rent faktisk foregår.

Se på universiteterne. De er blevet beskåret, og de er ikke blevet forsøgt nytænkt. Men hvad vil vi med vores videregående uddannelser? Strukturelt er de stort set ikke ændret siden 1970, bortset fra at man har generet de styrende organer ved at nedsætte bestyrelser og frataget de studerende medindflydelse. Det er bare en af de væsentlige diskussioner, der kunne tages.

Det er også nødvendigt at diskutere velfærdsstaten. En diskussion af den umyndiggørelse som er iboende i velfærdsstaten. Det skal ikke være som Anders Fogh der siger, at den mindste offentlige ydelse er umyndiggørende. Men tag for eksempel sådan noget som efterlønnen. Det er efter min mening en fuldstændig grotesk opfindelse, at staten skal overtage forsørgelsen af én, bare fordi man er blevet 60. I stedet kunne det være et venstrefløjsprojekt at udvide grænserne for førtidspensionen.

Der mangler en gentænkning af venstrefløjens grundlag, der går udover noget vagt humanistisk, som man også kan gå ind for som centrumdemokrat. Venstrefløjen mangler i det hele taget nogle væsentlige mærkesager.«

Falske forudsætninger

Hvor er litteraterne henne i alt det her? Hvor er forfatternes samlede stemme, der taler magten midt imod?

»Den er der ikke. Hele debatten hviler på nogle falske forudsætninger om, at der skulle være en ond enighed blandt forfatterne om, at de skal være venstreorienterede. Men den litterære scene har nok aldrig været så heterogen som nu. Den var langt mere homogen i 1980’erne med det æstetiske fokus, som i nogen grad godt kunne ligne en borgerlig kunstforståelse.

Og man fordrer jo, at kunsten og litteraturen skal være original og det skal være personligt, så for så vidt gør forfatterne, hvad de skal og altid har gjort. De blander sig i debatten, når de mener, de har noget relevant at sige.«

Bare fordi man har titel af forfatter, forholder man sig altså ikke automatisk til hele verden og omegn...

»I denne her debat behandler man litteraturen som noget, der ligeså godt kunne være skrevet som en kronik eller et politisk manifest. Men noget af det der netop var så ulideligt ved 1970’erne og universitetsmarxismen, var reduktionen af kunsten. Mange socialrealistiske bøger blev skrevet fuldstændig efter den marxistiske lærebog med arbejderens uendelige godhed og borgerens uendelige ondskab. De er umulige at læse i dag, fordi der ikke er nogen æstetik bag. Meget af det er skrevet så jammerligt, at man får ondt i maven af at læse det.

Men i sin yderste konsekvens kan den borgelige kurs i dag betyde langt mere ensretning, end universitetsmarxisterne havde held til i 1970’erne. Det virker jo som om, de i ramme alvor mener, at der er noget galt med folk, som mener noget andet end dem selv. Det virker som om, de er i besiddelse af så minimal kunstforståelse og så minimal borgerlig dannelse, at de i virkeligheden gerne ville udskifte kunsten med politiske programskrifter, forudsat de var borgerlige. Det er nøjagtig den samme stupiditet, som de dummeste universitetsmarxister udfoldede i 1970’erne. Blot med modsat fortegn.«

Rasmus Burkal er medlem af tidsskriftet SALT’s redaktion.

Interviewet har tidligere været bragt i SALT.