Annonce

20. november 2006 - 16:22

Nordjyder for velfærd bliver medlemsforening

En ny forening ser den 29. november dagens lys i Aalborg. Det er Nordjyder for Velfærd, der etablerer sig som en medlemsforening.

Bag initiativet står netværket Nordjyder for Velfærd, der stod for aktiviteterne og demonstrationerne i det nordjyske omkring Folketingets åbning i starten af oktober.

Debat og formalia

Den stiftende generalforsamling kommer til at forløbe som en blanding af debat og formalia. Mødet indledes med oplæg af Carin Weibull og Lotte Zwicky, der begge er pædagoger fra Århus. De vil fortælle om de hektiske dage i september og oktober, hvor Århus stod på den anden ende med pædagogstrejker og forældreblokader mod kommunens nedskæringer i budgetterne.

Efter stiftelsen af foreningen vil der desuden være paneldebat om, hvordan aktiviteterne mod den borgerlige regering kan udvikles. To folketingsmedlemmer har allerede givet tilsagn om deltagelse: Pernille Wigsø Bagge, SF, og Per Clausen, Enhedslisten. Her ud over vil der også komme en repræsentant fra Socialdemokraterne.

Medlemsskab for både organisationer og enkeltpersoner
Invitationen til deltagelse i den stiftende generalforsamling er sendt ud til revl og krat på den nordjyske venstrefløj – bl.a. en lang række fagforeninger og LO-byorganisationer, politiske partier og ungdomsorganisationer samt elevorganisationer.

Ud over organisationerne er enkeltpersoner også velkomne i foreningen. Den eneste betingelse er tilslutning til foreningens formål, »via lovlige midler og aktiviteter at kæmpe for velfærd for alle«, og betaling af et årligt kontingent.

Foreningen vil være tilsluttet det landsdækkende netværk Velfærd til alle. Initiativet har endnu ingen hjemmeside, men kan kontaktes gennem Allan Busk i 3F Aalborg

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce