Annonce

14. november 2006 - 15:58

TV Lorry anmeldt til pressenævnet

Irene Clausen og Arne Lund fra henholdsvis Internationalt Forum og Enhedslisten har indklaget TV Lorry, TV2’s lokalstation i Københavnsområdet, til Pressenævnet på grund af beskyldninger om antisemitisme. De kræver en beklagelse fra TV Lorrys side.

Baggrunden for klagen er et indslag i TV Lorry fredag den 13. oktober om antisemitisme under titlen »Jødehad«. Indslaget handlede om, at jøder i stigende grad føler sig udsat for chikane og overfald. Efter et interview med en mand, der er blevet overfaldet og kaldt »jødesvin«, viste indslaget andre eksempler på angreb på anonymiserede personer.

Mens kameraet gled hen over en side med overstregede navne, dukkede en tekst op på skærmen, hvor en demonstration »arrangeret af Irene Clausen og Arne Lund« blev sat i bås med hadsk antisemitisme.

Demonstrationen, der henvises til, forgik den 21. juli og var vendt mod den israelske krigsførelse i Libanon. Demonstrationen blev afviklet på Axeltorv i København og havde hovedparolen »Stop Israels terror i Libanon«.

Islamofober måtte trække i land
Demonstrationen er tidligere blevet beskyldt for antisemitisme. Lars Hedegaard og Helle Merete Brix skrev den 23. juli i en artikel på den islamkritiske hjemmeside, www.sappho.dk, at demonstrationen havde haft antisemitiske indslag. Det skete med henvisning til, at der deltog Hizbollah-tilhængere i demonstrationen og at der skulle være forekommet antisemitiske ytringer i en af talerne og i noget rap-musik, der blev afspillet under demonstrationen.

De to skribenter måtte imidlertid trække i land en uge senere. På hjemmesiden kom den 30. juli et dementi, hvor det hed at, »ingen af talerne rettede nogen anklage mod jøder almindelighed« samt at de havde misforstået en tekst af den svenske rapper Nabila.

De to skribenter havde tilsyneladende heller ikke forstået, at der under demonstrationen havde været gnidninger mellem dele af arrangørgruppen og Hizbollahtilhængerne, der blev bedt om at fjerne de religiøse symboler.

Ikke desto mindre viderebringer TV Lorry en næsten ordret gengivelse af de beskyldninger mod demonstrationen, som Helle Brix og Lars Hedegaard senere måtte dementere.

Dybt krænkende og i strid med god presseetik
Irene Clausen fortæller til Modkraft.dk, at det skete uden henvisning til kilden og at TV-stationen satte den Israel-kritiske demonstration i selskab med antisemitiske overgreb.

- Det er dybt krænkende og i strid med god presseetik, siger Irene Clausen.

Hun har derfor sammen med Arne Lund, en anden af initiativtagerne til demonstrationen, sendt en klage til Pressenævnet og forlangt en beklagelse fra TV Lorry.

De to klagere fastholder, at der er forskel mellem antisemitisme og antizionisme.

– Antisemitisme vender sig mod det jødiske folk, mens antizionisme er rettet imod en politisk ideologi og bevægelse, siger Irene Clausen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce