Annonce

16. oktober 2006 - 15:35

Hundeslagsmål blandt højreekstremister

Udsnit af plakat for De Internationale Brigader.

Det er ikke kun hos Dansk Folkeparti, at eksklusioner og gensidige beskyldninger fyger i øjeblikket. Også det højreekstreme netværk Dansk Front hærges af offentlige skænderier, hadske udfald og eksklusioner.

Således er den tidligere pressetalsmand, Julius Børgesen sammen med den erklærede nazist, Dimitri Busk blevet smidt ud af Dansk Front.

Børgesen smidt ud

Julius Børgesen blev for nyligt løsladt efter fem måneders varetægtsfængsel. På hjemmesiden bzby.dk havde han udgivet sig for at være venstreorienteret og postet et indlæg, hvori han argumenterede for at det kunne være en god idé at forsøge et brandattentat mod indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) bopæl.

Men politiet sporede ham og sigtede ham for såkaldt kvalificeret brandstiftelse. Desuden blev han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da der blev fundet to skarpladte rifler i hans hjem.

Ledelsen i Dansk Front har gennem hele forløbet meldt ud, at man ville vente på Julius Børgesens egen forklaring på hændelsen inden man tog stilling. Men efter løsladelsen er de to parter gået helt skævt af hinanden.

Ifølge ledelsen nægter Julius Børgesen både at tage afstand fra opfordringen til politisk vold og at deltage i et møde med repræsentanter for Dansk Front. Tværtimod skal han have iværksat »en regulær sms-kampagne vendt mod Dansk Front og Dansk Fronts repræsentanter«.

På den baggrund har ledelsen besluttet at ekskludere den tidligere talsmand med øjeblikkelig virkning.

Løgn, hetz og intriger

Men nu truer Julius Børgesen med at anlægge injuriesag mod sine tidligere kammerater, som han beskylder for hetz.

– De lyver og sviner mig til i pressemeddelelsen på deres hjemmeside. Det er rene injurier, og det er dybt useriøst. Det er bestemt ikke umuligt, at de nu får en injuriesag på nakken for at sprede løgne om mig, siger Julies Børgesen til dagbladet Politiken.

Sammen med Børgesen er også den erklærede nazist Dimitri Busk blevet smidt på porten. Dimitri Busk blev tidligere på året gennem flere måneder narret til at give oplysninger om bl.a. Dansk Front til antifascister, der udgav sig for at være på hans side. Efterfølgende offentliggjorde antifascisterne dele af samtalerne.

Ifølge ledelsen i Dansk Front har Dimitri Busk siden været »særdeles uvillig til at hjælpe Dansk Front med at opklare, hvad han gennem de mange måneder kan have røbet«.

Og da han samtidig »kritikløst« har »agiteret, propaganderet og intrigeret« på Julius Børgesens vegne imod Dansk Front, røg han samme vej.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere i Politiken

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce