Annonce

9. oktober 2006 - 16:07

Venskabsforening forsvarer atomprøvesprængning

Venskabsforeningen Danmark DDF-Korea har fredag den 6. oktober sendt en delegation på otte medlemmer til Nordkorea. Besøget falder sammen med at folkerepublikken i weekenden den 7.-8. oktober foretog en atomprøvesprængning.

I en pressemeddelelse skriver Venskabsforeningen at »DDF Korea desværre i den nuværende situation ikke har noget andet valg end at tage de nødvendige skridt til at opbygge et effektivt og afskrækkende selvforsvar«, og at det er »et nødvendigt modsvar til USA’s mangeårige trusler om atomvåbenangreb imod DDF Korea«.

Mens det nordkoreanske styre efter atomprøvesprængningen kunne udsende en meddelelse om at forsøget havde været vellykket, og at der ikke var sket nogen radioaktive udslip, var den slags forsikringer overflødige for Venskabsforeningen: I pressemeddelelsen, der er skrevet før sprængningen, skriver foreningen, at forsøget er »100 procent sikker«.

Venskabsforeningen refererer det nordkoreanske styre for at have erklæret aldrig at »være den første til at bruge atomvåben, og at regeringen altid målrettet vil arbejde for afskaffelse af alle atomvåben på den koreanske halvø«.

Delegationen fra venskabsforeningen vil under besøget deltage i fejringen af Koreas Arbejderpartis 61-årsdag.

Den vil desuden aflevere humanitær bistand til landsbye Unha-ri, bl.a. i form at materialer af landsbyens børnehave. Foreningen vil desuden skænke en computer og printer til et landbrugskollektiv i Unha-ri. Venskabsforeningen vil på denne måde bryde USAs blokade af teknologi til landet.

Enhedslisten fordømmer

Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører Frank Aaen fordømmer derimod Nordkoreas atomprøvesprængning:

– Hvert nyt land, der tilegner sig atomvåben, er ét land for meget. Atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben er en trussel mod menneskeheden. Vi fordømmer derfor det udemokratiske styre i Nordkorea, der har igangsat en ny runde i atomoprustningen, siger han i en pressemeddelelse.

Han siger dog, at USA må kritiseres for ikke at give Nordkorea garantier om ikke-angreb, men at det ikke undskylder atomprøvesprængningen.

– Det er netop truslen fra udlandet, der er brugt som argument for at skaffe atomvåben - og som styret bruger til at forstærke sin magt. Det ville samtidig være nemmere at argumentere mod ny atomoprustning, hvis stormagterne selv viste initiativ og påbegyndte en atomar nedrustning, i stedet for at fortsætte med at udvikle masseødelæggelsesvåben, siger Frank Aaen.

Han mener desuden, at den danske regering også burde fordømme Israels, Pakistan og Indiens atomvåbenprogrammer lige så stærkt, som den fordømmer Nordkorea.

Tidligere tvistigheder

Forholdet til det nordkoreanske styre har tidligere udløst tvistigheder på den venstrefløjen.

Op til den traditionelle socialistiske 1. maj-demonstration med start på Blågårds Plads i København stillede Enhedslisten-København i foråret et ultimatum om, at Venskabsforeningen Danmark – DDF Korea ikke måtte deltage.

Det fik flere andre tidligere medarrangører til demonstrationen, bl.a. KPiD, DKPml og Demos, til at trække sig.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten

Besøg hjemmesiden for Venskabsforeningen Danmark – Den Demokratiske Folkerepublik Korea

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce