På trods af ugers intensive protester fra offentligt ansatte og borgere i Århus, så vedtog Århus byråd torsdag den 5. oktober den omstridte spareplan på 410 mio. kr. Hermed er nedskæringer på særligt børne- og ældreområdet en realitet.
Enhedslisten og SF havde stillet forslag om at udskyde beslutningen en uge, men det blev afvist af byrådets øvrige partier. At byrådssalen var fyldt med demonstranter og der forinden havde været fakkeloptog gennem byen fik ikke politikerne til at genåbne forliget.
Talsmand for de aktionerende pædagoger, Louise Krabbe, kalder forliget en katastrofe:
- Det er en katastrofe og en kæmpe fejltagelse. Politikerne smadrer velfungerende institutioner og kulturen omkring dem, siger hun til MetroXpress.
Pædagoger genoptager arbejde under protest
For netop pædagogerne var vedtagelsen fra byrådet også afgørende for forsættelsen af deres protester. Efter tre ugers konstant strejke på børneinstitutionerne i Århus er det nu slut med arbejdsnedlæggelser i denne omgang.
Fra mandag den 9. oktober går alle tilbage på arbejde, hvilket blev klart efter et stormøde fredag, hvor 3297 pædagoger og medhjælpere stemte for at genoptage arbejde. 513 andre ønskede at fortsætte strejkerne, mens 51 stemte blankt.
Genoptagelsen af arbejdet sker dog under protest, og med en betoning af de fik sat en anden dagsorden:
- Vi fik ikke pengene lige her og nu, men vi har vundet en vigtig sejr. Den politiske dagsorden er ændret på under en måned. Nu diskuterer hele Danmark virkeligheden, og talmagikerne er blevet uinteressante, skriver pædagogerne i en udtalelse fra stormødet i Centralværkstedet.
Pres på politikere fastholdes
Samtidig understreger de, at protesterne på ingen måde bliver indstillet:
- Det er de mange aktioner og viljen til at stå fast, der for alvor har bragt velfærden øverst på den politiske dagsorden. Det store flertal af borger bakker op bag denne dagsorden og om de offentligt ansattes krav om ordentlige arbejdsforhold. I kommune efter kommune kæmper forældre og borgere nu sammen med de mange aktionerende for at fastholde presset på politikerne.
En del pædagoger ønskede dog at forsætte strejken, deriblandt Henrik Brøner fra fritidshjemmet Myrhøjen i Skødstrup:
- Vi burde have fortsat strejkerne for at holde den landspolitiske debat i gang. Vi har sat noget i gang og burde have bevaret fokus ved at fortsætte, siger han til Århus Stiftstidende, men han understreger dog, at han respekterer den fælles beslutning.
Dagplejere går i arbejde
Også blandt dagplejerne var der flertal for at genoptage arbejdet. Det er dog heller ikke her på grund af tilfredshed med spareplanen:
- Et markant flertal har sagt, at dagplejerne går i arbejde mandag morgen. Men dagplejerne er ikke tilfredse med det, der er kommet, siger Bente Malmberg, fællestillidsmand for dagplejerne i Århus.
De nye arbejdsforhold som følget af byrådsforliget kan blandt andet komme til at betyde, at dagplejerne skal passe fire børn under halvandet år.
Samtidig resulterer de nye forhold i, at hvis dagplejeren er syg, risikerer børnene, at skulle passes i en institution i stedet for hos en anden dagplejer.
På den baggrund har dagplejerne gjort deres betingelser klar:
- Dagplejerne vil have en garanti for, at der i dagplejen fortsat er en selvstændig gæstedagpleje, og at dagplejen på alle måder skal fastholdes som et selvstændigt og ligeværdigt pasningstilbud. Dagplejernes aktion har gjort byrådspolitikerne tydeligt opmærksomme på dette. På den baggrund genoptager dagplejerne arbejdet mandag morgen, men fortsætter presset indtil de stillede krav er blevet indfriet, lyder det fra dagplejerne i en fælles udtalelse.
En ny meningsmåling foretaget af Rambøll Management for JP Århus viser, at et markant flertal af århusianerne er klar til at betale mere i skat for at stoppe besparelserne.
Seks ud af ti århusianere er således villige til at betale mere i skat for at undgå de aktuelle besparelser på 410 mio. kr.
Århus Byråds beslutning i torsdags nærer dermed ikke opbakning blandt et flertal af den århusianske befolkning.
Af Michael Hunnicke Jensen
Læs artiklen »Rekordstor demonstration for velfærd i Århus« på Modkraft.dk
Læs artiklen »Strejkerne udvides i Århus« på Modkraft.dk
Læs kommentaren »Kampen for velfærd er styrket og fortsætter« på Kontradoxa
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96