Annonce

5. oktober 2006 - 13:30

Københavnere krævede velfærd

Foran Nørrebrohallen var hundreder af demonstranter samlet i spændt forventning om, hvad deres tillidsmænd havde besluttet og debatteret på mødet indenfor.

Modkraft talte med en af dem, Dorte Mondrup, der er pædagog på et fritidshjem:

– Jeg er utilfreds med den måde, Københavns Kommune har valgt at forvalte den besparelse, som er blevet pålagt dem fra regeringens side. På grund af det, oplever jeg forringelser på fritidshjemmene, sagde hun.

Økonomisk indsprøjtning kan ikke mærkes

En af dem, der deltog i tillidsmandsmødet, var Henriette Brochdorff, formand for BUPL København.

Nu har regeringen afsat to mia. kroner til forbedret børnepasning fra 2005 til 2009. Hvad siger du til det?

– Det er ganske udmærket. Det der er problemet, er, at vi ikke kan mærke de penge ude i institutionerne, så den personlige kontrakt, som den enkelte forælder og pædagog har med regeringen, bliver ikke overholdt, sagde Henriette Brochdorff.

Henning Pedersen, formand for BUPL, er enig. Han forklarer til Modkraft, at de to mia. er afsat i puljer, som man kan søge om at få udbetalt til projekter, der er fastlagt af regeringen.

– Det er engangsbeløb, som ikke batter over en længere årrække. Det giver ikke varige forbedringer.

Titusinder demonstrerede i København mod velfærdsforringelser. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun»Fogh skal skiftes«

Da tillidsmændene var færdig med det faglige møde, begav optoget sig af sted ud ad Nørrebrogade, hvor utålmodige bilister måtte vige for de opstemte demonstranter. Nogle bilister så sure ud over ufrivilligt at være havnet midt i trafikkaos. Andre som, Mustapha Ali, sympatiserede med demonstranterne:

– Det er ikke så fedt, at der er nedskæringer, så jeg er enig i de demonstrationer, der er, sagde han.

De røde faner og farverige bannere med slagord som »Vi er de socialistiske ballademagere« og »Fogh skal skiftes. Hvem ta’r ham«, blæste i vinden over Rådhuspladsen, da adskillige talere gik op på podiet.

Ord som »Solidaritet med de dårligst stillede borgere« og »Vi vil have en ny regering«, gjaldede ud over pladsen.

Ruben, far til Jakob, som går i udflytterbørnehaven Stenrosen på Nørrebro, var en af demonstranterne:

– Jakobs institution vil Kommunen lukke og på den måde skære 50 pladser væk, som var det overflødigt fedt. Det har forvaltningen gjort uden at besøge institutionen først. Så grove er de. Der er nemlig brug for udflytterbørnehaver, så børnene kan få et frirum fra al den larm og støj, som er på Nørrebro, siger Ruben til Modkraft.

Borgmester forstår utilfredsheden

Det vrimlede med kendte mennesker på Rådhuspladsen, bl.a. Børne- og Ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, (SF).

Regeringen har afsat to mia. kroner til bedre kvalitet i børnepasningen fra 2005 til 2009. Er der overhovedet nogen grund til at brokke sig?

– Regeringen holder kommunerne i meget snævre økonomiske rammer. Det harmonerer ikke med, at riget vælter sig i penge. Der er 80 mia. kroner i overskud på de offentlige finanser.

– Vi har hørt, at Anders Fog lover børnefamilierne, at de får mere kvalitet i institutionerne, og så oplever vi, at der er store besparelser på kommunernes budgetter, så jeg forstår godt, at folk er frustrerede, svarede borgmesteren.

Om kommunerne i de kommende år får flere penge til at udføre velfærdsopgaver er et svar, som både demonstranter og politikere leder længe efter.

20-25.000 mennesker demonstrerede på Rådhuspladsen og Christiansborg Slotsplads i København.

Af Camilla Faxholm Nielsen/Monsun

Læs tidligere artikel på Modkraft:

»Rekordstor demonstration for velfærd i Århus«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce