– De seneste ugers kommunale oprør har gjort regeringen groggy. Deres strategi er at forsøge at ride stormen af, og satse på at protesterne går i sig selv igen. Men de kan ikke skjule hvor pressede de er, og hvis presset øges, så bliver regeringen nødt til at reagere. Regeringen må anerkende, at dens politik er en blindgyde. Kommuneaftalen skal genåbnes nu.
Enhedslistens kommunalpolitiske ordfører, Line Barfod, opfordrer i en pressemeddelelse til landsdækkende strejker i både den offentlige og private sektor for at øge presset på regeringen.
Ifølge Enhedslisten er det, partiet kalder »oprøret« ikke kun en sag for de offentligt ansatte, for de ansatte i den private sektor rammes i ligeså høj grad af nedskæringerne på børneinstitutioner og i ældreplejen som alle andre.
Enhedslisten kræver derfor, ligesom den øvrige opposition, at kommuneaftalen genåbnes. Men samtidig ønsker Enhedslisten at væksten i den offentlige sektor skal have lov at stige i samme tempo som væksten i den private sektor. Det vil ifølge partiets beregninger betyde otte milliarder mere i de kommunale kasser.
Regeringens langsigtede strategi
– Dybest set handler regeringens modvilje mod at give kommunerne flere penge om, at det står i modsætning til deres langsigtede strategi om at ændre størrelses- og styrkeforholdet mellem den private og den offentlige sektor.
– Derfor er vækst i antallet af samtalekøkkener og firhjulstrækkere ikke et problem for regeringen – tværtimod er det symboler på, hvor godt det går – mens de ældres ret til et bad når de har lyst og ordentlige forhold for børnene i daginstitutionerne, er en luksus vi åbenbart ikke har råd til, siger Line Barfod.
På Folketingets åbningsdag den 3. oktober er der indkaldt til demonstrationer i 10 byer landet over, ligesom en meget lang række børneinstitutioner, skoler og gymnasier vil være blokeret.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96