På et stormøde i Arenaen i Århus onsdag aften besluttede over 4.500 pædagoger og medhjælpere, med blot 20-30 stemmer imod, at fortsætte den i sidste uge igangsatte strejke frem til foreløbig tirsdag den 3. oktober.
Og ifølge talsmand for pædagogernes aktionsgruppe, Lars la Cour Belling, var gejsten stor:
– Stemningen på mødet var helt i top, og afstemningen sender et klart signal til politikerne om, at vi mener det her alvorligt. Vi vil helst passe børn, som vi er uddannet og ansat til, men vi kræver, at børnene får et ordentligt pasningstilbud, og vi kræver, at pædagoger og medhjælpere får ordentlige arbejdsvilkår, siger han til JP-Århus.
Arbejdsvilkår vægter højest
Og at der er alvor bag strejken, illustreres af de ret markante privatøkonomiske konsekvenser, det kan få for den enkelte pædagog. Ifølge beregninger fra Århus Kommune bliver hver enkelt pædagog i gennemsnit trukket 1.200 kr. i løn pr. dag, strejken varer. Dertil kommer en bod i det fagretlige system på 296 kr. om dagen. I alt knapt 1.500 kr.
Men for pædagogerne vejer hensynet til arbejdsvilkår højere, siger Lars la Cour Belling, og afviser samtidig eksistensen af strejkekasser:
– For os handler det om arbejdsvilkårene i fremtiden, og så kan man spørge sig selv, hvor meget vi skal investere i at få en god fremtid. Men vil man ændre noget, så koster det, og vi har ikke nogen strejkekasse, for det må der slet ikke være, fastslår han overfor JP-Århus.
Udover strejker og de fortsatte forældreblokader på trods af politiets fremmøde ved en række børneinstitutioner i går, laver pædagogerne en lang række aktioner og happenings i det århusianske bybillede.
Spontan demonstration på Rådhuspladsen
Som en del af dette dannede Rådhuspladsen onsdag ramme for en spontant arrangeret demonstration. Kort før byrådsmødet kl.16.00 troppede således 300-400 socialrådgivere, lærere og pædagoger op til demonstration.
De havde alle forinden været forsamlet til i Rådhusparken, som hver dag er mødested for primært pædagogernes aktiviteter under strejken. Demonstranterne fik tilslutning fra forældregruppen ”Tag Ansvar”, som med deres børn var mødt op i byrådssalen for vise deres fortsatte modstand mod besparelserne:
– Vi står her som menige borgere og føler os ført bag lyset af politikerne. For eksempel lovede Nicolai Wammen før valget, at ville arbejde for børnenes vilkår. Og alligevel skærer han ned, sagde en af forældrene, Tina Houman Mortensen, til Århus Stiftstidende.
Strejke på flere og flere skoler
At lærerne som faglig gruppe er begyndt at tage del i demonstrationerne, er et udtryk for det stigende antal strejker på de århusianske folkeskoler. Torsdag var 13 skoler ramt af strejke, mens yderligere to holdt fagligt møde. Og lærerne agter at lægge et maksimalt pres på politikerne:
– Vi skal blive ved, indtil enten regeringen åbner for pengekassen, eller kommunen som minimum beslutter sig for, at den har større ansvar over for sine egne borgere og forliget, siger Peter Nyborg Olesen fra lærernes aktionsgruppe til Århus Stiftstidende.
Samtidig opfordrer han til deltagelse i den landsdækkende demonstration for velfærd den 3. oktober:
– Det er vigtigt, fordi regeringen skal gøre noget ved situationen. Så kan vi endnu en gang sige til politikerne i Århus, at de nu skal gøre noget andet end det, de har planlagt, forklarer han.
På en række skoler, som endnu ikke er omfattet af lærerstrejke, har der til gengæld i flere dage været elevblokader, således at undervisningen ikke er blevet gennemført.
Flere lokalcentre kører med nødbemanding
Også blandt social- og sundhedsassistenter er vreden støt stigende, hvilket har medført strejke på fire lokalcentre, som lige nu kører med nødbemanding. Hvor længe strejkerne vil fortsætte er svært at sige ifølge tillidsrepræsentant Rikke Brun:
– De ansatte har ikke lyst til, at der skal spares så mange penge. Der er ting i forliget, der skal ændres, fordi det går udover ressourcerne, siger hun til Århus Stiftstidende.
Og de fire lokalcentre er formentlig ikke de sidste, der bliver ramt af arbejdsnedlæggelser:
– Strejken kan sagtens brede sig til andre lokalcentre. Frustrationen er lige stor, hvor end i byen man går hen. De ansatte er i forvejen så presset på ressourcerne, at 119 millioner kroner er urealistisk at spare, siger afdelingsformand for FOA-Århus Kirsten Normann Andersen til Århus Stiftstidende.
Omfanget af strejkerne er ved at blive så omfattende, at blandt andre LO-Århus formand og byrådsmedlem for Socialdemokraterne Hans Halvorsen er begyndt at vakle i sin opbakning til det nyligt vedtaget budgetforlig i Århus Byråd, som er konfliktens omdrejningspunkt.
Som det seneste skud på stammen planlægges der i øjeblikket strejker blandt eleverne på tre af byens gymnasier i forbindelse med demonstrationen den 3. oktober.
Af Michael Hunnicke Jensen
Læs tidligere artikel på Modkraft:
»Omfattende strejker blandt offentligt ansatte i Århus«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96