Annonce

27. september 2006 - 16:36

Politiet rydder forældreblokader

I løbet af eftermiddagen er Århus Politi sat ind mod en række af de blokader, som forældre har etableret foran daginstitutionerne i protest mod nedskæringer.

Ifølge politiet har de fleste forældre frivilligt flyttet sig, når de blev bedt om det, men en enkelt forælder har opretholdt blokaden og får nu en bøde.

Ifølge fungerende politimester i Århus Ole Gram blokerer kvinden fortsat institutionen, og politiet har ikke tænkt sig at flytte nogen med magt, skriver Politiken.

Rydningerne fandt sted uden varsel og uden at informere pressen. Politiet var nemlig bange for, at tilstedeværelsen af pressefotografer ville optrappe situationen.

Hvad der i praksis kommer ud af at rydde blokaderne er endnu uvist. De steder, hvor forældrene frivilligt har opgivet blokaderne, er pædagogerne gået i strejke.

Elever lukker gymnasier

Rydningen finder sted på et tidspunkt, hvor protesterne mod de kommunale nedskæringer breder sig med stor fart. På ældreområdet, skoleområdet og på børneinstitutioner i det meste af Århus-området og mange andre steder i landet, er der protester og strejker.

Senest har de københavnske gymnasieelever varslet, at et flertal af gymnasierne i hovedstaden bliver lukket i morgen.

Ifølge Rosa Lund, der er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), vil eleverne sandsynligvis aktionere på Københavns Rådhusplads torsdag.

– Gymnasieleverne er meget utilfredse med de besparelser, der er i kommunerne, og meget utilfredse med det finanslovforslag, der er blevet lavet, siger hun til Politiken.dk.

Hun forudser desuden, at der er andre aktioner undervejs i resten af landet inden den store landsdækkende aktionsdag, »Velfærd til alle«, der finder sted den 3. oktober.

Strejker over hele landet

Samtidig breder strejkerne blandt lærere og pædagoger sig over hele landet. Foreløbigt er det overvejende Jylland, der er ramt af strejkebølgen, men senest er 345 pædagoger i Faaborg-Midtfyn kommune gået i strejke, og fra næste uge forventes det, at strejkerne når København.

I København skal der spares 45,3 millioner kroner, hvilket bl.a. betyder nedlæggelse af 200 institutionspladser på Nørrebro og Vesterbro.

Det har fået forældre til at opfordre til blokade af daginstitutionerne den 3. oktober, den samme dag som kampagnen »Velfærd Til Alle« opfordrer til national aktionsdag.

Københavns Forældreorganisation (KFO) er enig i, at der skal ske noget, og har indkaldt til møde om situationen mandag den 2. oktober for at finde ud af, hvad der skal gøres.

Til Københavns Radio udtaler KFO’s formand Jørgen Gregersen, at »der skal jo komme en reaktion fra forældrene, for når der bliver skåret ned, er der ikke midler til at gennemføre de intentioner man har fastlagt i årsplanerne«.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs artikel i Politiken: »Politiet rydder blokader i Århus«

Læs artikel i Politiken: »Elever vil lukke Københavns gymnasier«

Læs tidligere artikel på Modkraft:

»Omfattende strejker blandt offentligt ansatte i Århus«

Besøg Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings hjemmeside

Besøg Københavns Forældreorganisations hjemmeside

Besøg BUPL’s hjemmeside

Besøg kampagnesiden Velfærd Til Alle

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce