Omkring 4.500 pædagoger og medhjælpere mødte i går op til stormøde i NRG i Arena i Århus indkaldt af fagforeningen BUPL.
På mødet var et afgørende punkt på dagsorden. Skulle man fortsætte strejken?
Afstemningen, der foregik ved håndsoprækning, udtrykte en massiv enighed blandt pædagogerne. Med undtagelse af 40-50 personer stemte samtlige mødedeltagere for en fortsættelse af strejken.
Strejken er en realitet fra fredag morgen og frem til den 27. september kl. 19.00, hvor der holdes stormøde igen.
Talsmand Lars La Cour Belling fra pædagogernes aktionsgruppe kalder beslutningen historisk:
- Det er faktisk lidt historisk. Jeg har lige snakket med nogle gamle kolleger, der heller ikke kan huske, at vi tidligere har haft en afstemning, hvor det ikke var nødvendigt med fintælling, forklarede han til JP-Århus.
Opbakning til fælles kamp
Strejken har gennem de sidste par dage tiltaget i stadig stigende omfang, efterhånden som flere og flere valgte at nedlægge arbejdet på de forskellige børneinstitutioner.
Med beslutningen fra stormødet i går, er der nu sikret fuld opbakning og fælles koordinering blandt alle de strejkende:
- Jeg er så rørt, at jeg ryster over hele kroppen, fordi opbakningen var næsten 100 procent. Det er så stort, sagde pædagog Bitten Nielsen fra aktionsgruppen til Århus Stiftstidende og uddybede:
- Nu har vi alle med i strejken, og det varmer, at folk tager vores arbejdsvilkår så alvorligt. For det er alle typer medarbejdere, der er ramt ved nedskæringerne.
Fortsat forældreblokader
Selvom alle pædagoger og medhjælpere er enige om at strejke, så bliver strejken dog ikke gennemført på en række institutioner.
Det skyldes, at mange forældre indtil nu og fortsat ønsker at opretholde blokader foran institutionerne i solidaritet med pædagogernes forringede arbejdsvilkår:
- Vi strejker ikke der, hvor forældrene blokerer. Det har vi besluttet ud fra den betragtning, at vi gerne vil bakke forældrene op. De skal også have lov at protestere, og vi er rigtig glade for den opbakning, som de giver os. Samtidig vil jeg gerne understrege, at pædagoger og forældre kører hvert deres løb. Der er ingen forbindelse og ingen koordinering mellem de to grupper, understreger talsmand Lars La Cour Belling til JP-Århus.
Protest med rollator
Pædagogerne er dog ikke de eneste, som demonstrerer i Århus for tiden. Som et led i sparekataloget skal der i 2007 spares 100 mio. kr. på ældreområdet og 50 mio. kr i de følgende år.
Konkret vil det betyde en lukning af tre lokalcentre og dertil knyttede caféer, hvilket var årsagen til at 200 ældre, mange med rollator og kørestol, i går havde bevæget sig ind på Rådhuspladsen med bannere som »Bevar vores livskvalitet« og »Nu er det nok«.
Lokalcentrene har stor betydning som et socialt sted for mange ældre, forklarer 76-årige Inger Jensen til Dagbladet Arbejderen:
- Det er sørgeligt, fordi det er hele vores livskvalitet. Vores cafe er vores eneste kontakt med omverdenen, hvor vi kommer ned og spiser. Mange af os bruger rollator eller kørestol. Derfor kan vi ikke bare tage til et andet lokalcenter, sagde hun.
Med de mange protester er der lagt et maksimalt pres på Århus Byråd, der dog indtil nu har været fuldstændig afvisende overfor at omgøre beslutningerne i sparekataloget.
Det har dog ikke haft betydning for strejker og protester, som med pædagogernes beslutning om totalstrejke nu forøges markant.
Af Michael Hunnicke Jensen
Læs også artiklen »Tusinder i demonstration mod lukning af Huset« på Modkraft.dk
Læs også artiklen »Protestbølge skærpes« på Modkraft.dk
Læs også artiklen »Århusianske pædagoger indleder storstrejke« på Modkraft.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96