Enhedslistens politik under Muhammed-krisen byggede på fundamentale misforståelser af spørgsmålet om socialister og religion, enhedsfront, nationalistiske forestillinger og støtte til regeringen under Muhammed-krisen.
Det er politiske kritikpunkter mod Enhedslisten, som et medlem af Internationale Socialister (IS) har fremført overfor den internationale trotskistiske tendens International Socialist Tendency (IST).
Kritikken blev formuleret af Charlie Lywood, der er medlem af både IS og Enhedslisten, efter at IS på et landsmøde i det tidlige forår besluttede at melde organisationens medlemmer ind i Enhedslisten.
Og kritikken blev fremlagt i en skriftlig rapport op til et internationalt møde den 12. juli i London for organisationerne i IST. Udover IS i Danmark tæller IST grupper i en række forskellige lande, men bliver først og fremmest tegnet af Socialist Workers Party i Storbritannien.
Efterspil i Danmark
Søren Søndergaard, der er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, var imidlertid også med til mødet på invitation fra IST. Det skyldes, at tendensen i de seneste år er gået ind i bredere venstrefløjsprojekter i flere lande, herunder opbygning af venstrefløjspartier til venstre for de traditionelle socialdemokratier, bl.a. venstrefløjspartiet Die Linke i Tyskland og Scottish Socialist Party i Skotland.
Lywoods kritik har derfor nu fået et efterspil i Danmark. Enhedslistens Forretningsudvalg har i det interne medlemsblad Rød-Grønne Linjer, der udkom 21. september, beskrevet handlingsforløbet og kritikken af Enhedslisten.
Udvalget skriver at rapporten, »Muhammed-tegning-krisen og venstrefløjen i Danmark«, indeholder en voldsom kritik af Enhedslisten, der ikke kun er en »kritik af Enhedslistens holdninger i en konkret situation, men en generel afskrivning som sådan«.
Fire kritikpunkter
Kritikken af Enhedslisten kan ifølge Forretningsudvalget opsummeres i fire punkter:
For det første skal Enhedslistens fejltagelser i forbindelse med Muhammed-krisen ikke være nogen tilfældighed, men er – og Forretningudvalget citerer i de følgende anførselstegn direkte fra Lywoods rapport - »baseret på en fundamental misforståelse på spørgsmålet om socialister og religion, og i særdeleshed socialister og islam«.
For det andet skal fejltagelserne hænge sammen med (i direkte citat) »en fundamental misforståelse af hvad enhedsfronten er«.
For det tredje er fejltagelserne »baseret på den nationalistiske forestilling på det meste af den danske venstrefløj«
Og endelig kan man for det fjerde læse, at Enhedslisten endte med at bakke op bag Fogh-regeringen: »Reaktionen fra alle de parlamentariske partier var at støtte ’Danmark’ og det betød at støtte regeringen« (igen i direkte citat).
Enhedslistens Forretningsudvalg har derfor opfordret IS til at afklare, hvad organisationen vil.
Udvalget skriver, at der ikke er noget problem i, »at medlemmer af Enhedslisten retter en direkte og hård kritik af Enhedslisten. Men hvis det virkelig er ens opfattelse, at Enhedslisten har en fundamental forkert holdning til religion, fuldstændig har misforstået, hvordan man laver enhedsarbejde, har kapituleret overfor nationalismen og i øvrigt bakker op bag en liberalistisk, militaristisk og borgerlig arbejdsgiverregering, ja, så rejser det naturligvis spørgsmålet om, hvad man egentlig selv laver i en sådan organisation«.
Møde mellem IS og Forretningsudvalget
Søren Søndergaard, der var Enhedslistens repræsentant på mødet i London, fortæller, at Forretningsudvalget har indkaldt IS til et møde for at få en snak om samarbejdet inden for rammerne af samme organisation.
– Det er ikke et dramatisk krisemøde, hvor IS skal stå skoleret, siger Søren Søndergaard til Modkraft.dk.
– Vi er i Enhedslisten vant til, at der er plads til en hård og kontant kritik af ledelsen. Det skal der forsat være plads til. Men fordelen ved listen har hidtil været, at vi har været i stand til at tackle uenigheder, samtidig med at vi har opretholdt gode arbejdsrelationer.
Søren Søndergaard henviser til sine egne erfaringer fra Folketingsarbejdet.
– Her har vi kunnet være rygende uenige, men vi har dog aldrig trukket de polemiske positioner derud, at vi har beskyldt hinanden for at gå Foghs eller imperialismens ærinde.
Det er den polemiske skrue, som kritikken fra Charlie Lywood har fået, mener han.
Ked af en formulering, men fastholder kritik
– Jeg er ked af formuleringen om, at SF og Enhedslisten skulle bakke op bag regeringen. Det gør de naturligvis ikke, siger Charlie Lywood til Modkraft.dk.
– Men jeg står fast på kritikken af venstrefløjen som paralyseret og handlingslammet under Muhammed-krisen. Mit ærinde var en sober og reel kritik af venstrefløjen. Jeg vil gerne fastholde en diskussion af venstrefløjens undladelsessynder. Og det mener jeg bl.a. skyldes uklarheder om opfattelsen af enhedsfront-arbejde, socialisme og religion og nogle udbredte nationalistiske forestillinger, også på venstrefløjen, siger han.
Charlie Lywood henviser til, at han flere gange under Muhammed-sagen opfordrede Antiracistisk Udvalg i Enhedslisten til at tage initiativ til at forsøge at forene de regeringskritiske præster og læger, der advarede mod tonen i indvandrerdebatten, med talsmændene for det muslimske mindretal, der blev hånet, bl.a. imamerne, men at det blev afslået gang på gang fra udvalgets side.
– Venstrefløjens opgave var at støtte op bag det muslimske mindretal i den konflikt, siger han.
Vi skal trække på samme hammel
Søren Søndergaard siger, at det møde, som Forretningsudvalget har indkaldt IS til, ikke kun skal handle om de kontroverser, der har været mellem IS’ere og dele af Enhedslisten siden foråret.
– Vi skal finde ud af, hvordan vi kan bruge forskellighederne til at trække på samme hammel. Det, IS kan bidrage med, skal ikke forsvinde i tågerne af polemiske uenigheder, siger han.
Det erklærer Charlie Lywood sig enig i.
– Jeg er ked af det, hvis der sniger sig en underlødighed ind i debatten. Mit ærinde var ikke polemisk, siger han.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96