Annonce

13. september 2006 - 21:40

15.000 århusianerne demonstrerede mod sparekatalog

»Nej til nedskæringer«. Det var parolen for den kæmpe demonstration, som 12. september satte sit klare aftryk på Rådhuspladsen i Århus.

Det var en demonstration, der samlede på tværs af alle aldre, og hvor særligt de planlagte besparelser på børneområdet har givet anledning til vrede.

De 15.000 demonstranter fyldte så meget, at al trafik i Århus midtby blev sat ud af kraft i den time, demonstrationen varede.

I de ventende busser valgte flere chauffører at stige ud af busserne og tage del i demonstrationen. Så omfattende protester er ikke set i Århus siden 1980’erne.

Resultat af kommuneaftalen med staten

At så mange århusianere valgte at deltage i demonstrationen indkaldt af »Initiativet mod Sparekataloget«, der samler en lang række offentlige og private fagforeninger, brugerorganisationer og beboerhuse, skal også ses som et udtryk for alvoren i de planlagte besparelser.

Med en årlig besparelse på 410 mio. kr. for Århus Kommune frem til 2010 kan det ikke undgås at have alvorlige konsekvenser for særligt børneområdet, der er udset til de mest massive besparelser.

Besparelserne er en konsekvens af den såkaldte kommuneaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Byrådets passive accept af regeringens besparelser stod særligt for skud blandt mange talere:

– Det er simpelthen for sølle, når byrådet bare klapper hælene sammen og siger: »Javel, hr. finansminister. Vi skal nok afskaffe velfærden for dig.« Vi vil se et byråd, der udfordrer regeringens udsultningsproces. Vi vil have politikere, der slås for velfærden, sagde formanden for Århus Lærerforening Gordon Ørskov Madsen således fra talerstolen.

Foto: Benjamin K. LindProtester samler en bred vifte af organisationer

Selvom det er børneområdet, som først og fremmest står for skud, så er også en lang række andre områder udset til besparelser, og det vil for manges vedkommende vil få vidtrækkende konsekvenser.

Derfor var det også en lang række forskellige organisationer og bevægelser, som i går havde forsamlet sig på Rådhuspladsen.

Deriblandt repræsentanter for beboerhusene i Århus, hvor man vil skære det kommunale tilskud på 2,6 mio. kroner. I praksis vil det betyde en lukning af beboerhusene:

– Hvis tilskuddet forsvinder, må vi undvære husmanden, og så skal al koordinering foregå af frivillige, ligesom vi selv skal skaffe penge til drift af huset. Det kan ikke lade sig gøre, og så vil huset formentlig blive et rent forsamlingshus. Vores kultur- og aktivitetshus vil forsvinde, siger Flemming Nedergaard, formand for Beboernes Hus i Sølystgade til JP-Århus.

LO-Århus med – trods tidligere accept af besparelserne

Også LO-Århus havde i sidste øjeblik valgt at anbefale demonstrationen på trods af deres tidligere accept af besparelserne.

Anklagerne herfra var først og fremmest rettet mod regeringen og dens sparekrav til kommunerne. LO betonede samtidig vigtigheden af de faglige alliancer:

– Det samarbejde, der er etableret i den her budgetkamp, imellem offentlige og private fagforeninger, brugerorganisationer og de unge er meget vigtigt, og det skal fortsætte videre frem, indtil VC-regeringen er væk, sagde således Morten Rasmussen, der er næstformand i 3F Transport, Logistik & Byg til demonstranterne.

Foto: Benjamin K. Lind»Drop det igen, Nicolai«

Den store mangfoldighed af taler afspejlede sig ligeledes blandt demonstranterne, hvor det gennemgående slagord var »Drop det igen, Nicolai« rettet mod byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen.

Mange demonstranter bar t-shirts alt efter hvilken faglig gruppe, de repræsenterede, og særligt pædagogerne fra BUPL var synlige sammen med børn og forældre, hvis tilhørsforhold til de forskellige børneinstitutioner var markeret med bannere og skilte.

Formanden for BUPL-Århus, Henning Truelsegaard, var da også ubetinget glad for det store fremmøde:

– Vi er meget tilfredse. Det er et temmelig kraftigt signal til politikerne om, at de ikke skal skære i velfærden.

»Vi kommer igen«

Under et banner med teksten »Der er penge til velfærd« stod Astrid Andersen, som ligeledes var begejstret for det store fremmøde:

– Staten har et overskud på 80 mia. kr., og alligevel står Århus Kommune til massive forringelser sammen med lang række af landets øvrige kommuner. Det virker direkte paradoksalt, og det ligner mest af alt et ideologisk angreb på velfærden. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi er så mange demonstranter. Byrådet skal presses til at droppe besparelserne, og bør i stedet sætte sig op imod regeringen.

Den 15. september er skæringsdato for den endelige vedtagelse af sparekataloget i Århus Byråd.

Den seneste tids protester har fået borgmester Nicolai Wammen sammen med en række andre østjyske kommuner til at rette en kritik mod regeringen.

Om Wammen tør sætte sig i spidsen for et decideret kommunalt oprør, synes tvivlsomt. Men fra talerstolen på Rådhuspladsen i går var beskeden dog klar til byrådet:

– Hvis de ikke hører os i dag, så kommer vi igen. Man skal være ualmindelig tunghør for at sidde det her overhørigt!

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs pressemeddelelse fra SF: »Villy Søvndal opfordrer kommunerne til at gøre oprør«

Læs tidligere artikel på Modkraft: »Pædagoger går på gaden«

Læs tidligere artikel på Modkraft:

Tusinder på gaden mod »surrealistiske spareplaner«

Skriv under mod nedskæringerne på BUPL’s kampagneside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce