»Pippi si’r: Ungdomshuset er og bli’r«. 3-400 Ungdomshus-sympatisører gik lørdag den 9. september i »Pippi-karavane« fra Københavns Indre By til Blågårds Plads på Nørrebro. Til tonerne fra den verdenskendte »Tjulahop-tjulahej-melodi« – spillet af et levende orkester – bevægede den særdeles spraglede flok voksne og børn sig gennem byen.
Størstedelen af deltagerne var klædt ud som en figur fra Pippi-universet – med selve Pippi som klar favorit – og de lørdagshandlende blev mødt med et noget andet udtryk fra Ungdomshus-miljøet end det, der normalt forbindes med ejendommen på Jagtvej 69.
Zoologisk Have besat
Samme dag besatte organisationen »Offensiv – Unge revolutionære« tårnet i Zoologisk Have, for at gøre opmærksom på Ungdomshusets situation.
Under parolen »Fuck Københavns kedelige Hr. og Fru. Danmark kultur!« gjorde organisationen i en pressemeddelelse opmærksom på, at der »stadig findes andet kultur i København end den, der er skabt af den hvide danske heteroseksuelle middelklasse-familie«.
Jesus for Ungdomshuset
Søndag rykkede Hr. Jesus Kristus så ud for at komme det betrængte Ungdomshus til undsætning. Med Guds søn i spidsen gik en lille flok aktivister fra Ungdomshuset i procession til Faderhusets Samuelskole i Rødovre.
Ifølge en pressemeddelelse fra Ungdomshuset, er brugerne ganske enkelt blevet kontaktet af Jesus selv, der bl.a. forkyndte:
– Jeg har længe følt mig bundet på hænder og fødder, men nu må jeg krybe til korset og afvise et hvert postulat om, at jeg skulle have meddelt, at Ungeren skulle overtages af Faderhuset. Hvorfor nøjes med oblater og vin, når man kan få lækker vegansk mad til folkekøkken i Ungdomshuset hver onsdag klokken 20 for en tyver?
Endelig har aktivister weekenden over delt omkring 40.000 foldere om Ungdomshuset ud til samtlige beboere på Nørrebro, og sidst i september arrangeres tre dages fest, demonstration og »Reclaim The Street« til fordel for Ungdomshuset.
Socialborgmester: Støt Ungdomshuset
Mandag den 11. september kom Enhedslisten i København så på banen med en støtteplakat for Ungdomshuset.
I løbet af ugen vil plakaten med teksten »Støt venligst kampen for Ungdomshuset. På forhånd tak!« blive hængt op rundt om i byen.
– Vi ønsker at opfordre alle københavnere til at støtte op om kampen for, at Ungdomshuset overlever. Alle kan gøre noget, for eksempel lægge yderligere pres på de politikere, der enten er imod eller i tvivl om, hvorvidt de skal støtte op om Ungdomshuset. I Enhedslisten er vi ikke i tvivl: Vi støtter Ungdomshuset, siger Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Ø) i en pressemeddelelse.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs pressemeddelelse fra Ungdomshuset og Jesus
Læs pressemeddelelse fra Offensiv
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten
Køb Ungdomshusets støtteplakat i Modkraft Minimarked
Læs omtale af Pippi-karavane i lokalavisen PåGaden
Læs artiklen »Ungdomshuset i charmeoffensiv« i lokalavisen PåGaden
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96