Annonce

3. september 2006 - 22:22

Velfærdskonference: National aktionsdag den 3. oktober

Flere hundrede repræsentanter fra faglige organisationer, elev- og studenterbevægelser og enkelte græsrodsinitiativer mødtes lørdag i Nørrebrohallen i København til en velfærdskonference.

Der fra deltagere fra mere end 70 organisationer, som 2. septemberinitiativet mener repræsenterer mere end én million medlemmer.

2. septemberinitiativet består af LO Storbyerne, Fagligt Ansvar og ungdoms-, elev- og studieorganiationerne Genstart Danmark, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Otte overordnede punkter

Konferencen vedtog en udtalelse, der i otte overordnede punkter opridser konturerne til en anden velfærdspolitik end regeringens. Kravene går bl.a. på rummelighed på arbejdsmarkedet, offensiv beskæftigelsespolitik, praktikpladsgaranti, afskaffelse af brugerbetaling og efteruddannelse til alle.

Papiret stiller desuden krav om boliger til alle, og på integrationsområdet hedder det, at der »ikke er brug for indslusningsløn og starthjælp«. Herudover stiller papiret krav om et godt arbejdsmiljø og om en bæredygtig miljø- og trafikpolitik. På det kommunale område stilles der krav om penge til den lokale velfærd.

Opbygning af lokale netværk

Konferencen vedtog desuden at danne lokale netværk under titlen »For social og solidarisk velfærd i Danmark«. Det første skridt til det blev allerede taget på konferencen, hvor der var gruppearbejde regionsvis med udveksling af erfaringer og forslag til fælles aktiviteter.

I det afsluttende fællesmøde bakkede alle regioner op bag kravet om en fælles aktionsdag den 3. oktober, når Folketinget åbner efter sommerferien, som en række elev- og studieorganisationer på forhånd havde taget initiativ til.

Krav om ekstrabevilling

Konferencen vedtog endvidere at lade en arbejdsgruppe forestå at tilrettelægge det fremtidige arbejde med at arrangere nye møder, konferencer, demonstrationer og annoncekampagner.

Arbejdsgruppens første aktivitet bestod i at sende en pressemeddelelse ud, hvor der bl.a. blev stillet krav om en at imødegå »nedskæringer på samfundets kerneydelser« med en »ekstrabevilling til kommunerne af milliardoverskuddet på finansloven«.

Uenighed om velfærdsreformen

Konferencen var indkaldt på et bredt grundlag, der krævede udvikling, ikke afvikling af velfærden.

Mens der var gennemgående enighed om, at der er gang i et omfattende slag om velfærden i kommunerne i dette efterår, var der ikke enighed om det velfærdsforlig, der blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne i juni, og som bl.a. hæver efterlønsalderen til 62 år.

Harald Børsting fra LO udtrykte i en tale tilfredshed med velfærdsforliget. Forliget var »bedre end frygtet«, sagde han.

Han fremhævede tre områder, hvor han mente, der var sket fremskridt: opbygning af en forebyggelsesfond i forhold til arbejdsmiljøet, sikring af en fortrydelsesret i forhold til efterlønnen og en udfærdigelse af en færdiggørelsesgaranti for eleverne på de tekniske skoler. Endelig mente han, at velfærdsforliget kun var en begyndelse, ikke en afslutning, på velfærdsudbygninger.

Styring uden om uenighederne

Initiativtagerne til konferencen forsøgte at styre uden om uenigheden ved ikke at lægge op til diskussion og vedtagelse af et fælles politisk grundlag.

Finn Sørensen, der er næstformand for 3F Industri og Service i København, begrundede det fra talerstolen med, at konferencen var for organisationer, ikke en medlemskonference med basisdemokratiske afgørelser. Et forslag om, at konferencen gik ind for efterlønnens bevarelse - her udbrød klapsalver i salen - ville derfor ikke komme til afstemning.

Det afholdt dog ikke initiativtagerne til konferencen i selv at tilføje et punkt i deres eget forslag til anbefaling af det fortsatte arbejde fra velfærdskonferencen, nemlig opbakning bag at gøre 3. oktober til en national aktionsdag for velfærd.

Utilfredsheden med arrangørgruppens forsøg på at styre uden om uenighederne, rumlede derfor også i krogene. Nogle faglige aktivister sagde, at Socialdemokraterne ikke skulle have lov at slippe så let. Andre var utilfredse med den centralistiske styring af konferencen fra arrangørernes side.

Flere talere markerede utilfredsheden i den afsluttende plenumdebat, enten ved at betone nødvendigheden i at gå mod efterlønsforringelserne, eller ved at beklage, at konferencen ikke kunne komme til at diskutere forpligtende.

Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, forsøgte afsluttende på 2. Septemberinitiativets vegne at konkludere, at organisationer havde ret til forskellighed, både politisk og i den måde de ville arbejde med netværk, kampagner og strejker.

Men han mente ikke, at uenigheder måtte stå i vejen for tilslutning af den udmøntning af fælles grundlag, som konferencen vedtog.

Genstart Danmark

Også ungdomskampagnen Genstart Danmark holdt konference denne weekend. Fredag og lørdag mødtes 300 aktivister fra de tre ungdomspolitiske organisationer Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Socialistisk Folkepartis Ungdom og Socialistisk UngdomsFront samt ungdomsforbundene under LO.

De unge vedtog her et politisk grundlag og et arbejdsprogram, der peger på modsætningen mellem den øgede rigdom og det pres, der er på stadig flere mennesker.

Jacob Bjerregaard, der er talsmand for Genstart Danmark, siger, at organisationen i den kommende tid især vil sætte fokus på lokal aktivitet.

– Vi vil vise, at de kommunale besparelser, der skal gennemføres her i efteråret, er et resultat af regeringens nedskæringer, siger han.

Han fortæller, at kampagnen har planer om lave en husstandsomdelt løbeseddel i løbet af november.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs artiklen »Weekend for velfærd« på Modkraft.dk

Læs artiklen »17. maj, 2. september – og derefter« på Kontradoxa

Læs artiklen »En ny studenteropposition tager form« på Kontradoxa

Besøg 2. september-initiativets hjemmeside

Besøg Genstart Danmarks hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce