Annonce

1. september 2006 - 18:44

Weekend for velfærd

Fredag eftermiddag strømmede 300 unge fra hele landet mod Vesterbro i København for at diskuterere og opstarte regeringskritiske aktiviteter. Bag mødet står Genstart Danmark, der består af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Socialistisk Folkepartis Ungdom, Socialistisk UngdomsFront og ungdomsforbundene under LO.

Konferencen er den første i Genstart Danmark. Ifølge talsmanden Jesper Petersen skal de unge finde en afklaring på, hvordan og med hvilken politik organisationerne skal samarbejde.

– Vi skal finde ud af på hvilke punkter, vi kan finde hinanden. Og så skal vi danne nogle regionale netværk, som vi kan arbejde i fremover, siger han.

Fire hovedområder

Der er fremsat et kort papir til politisk grundlag for Genstart Danmark. Her fremhæves fire områder, som organisationen vil arbejde for.

Det første kaldes »Velfærd og solidaritet«, og her stilles der krav om bedre integration, ordentlige arbejdsforhold og højere lærlingeløn. På uddannelsesområdet stilles der krav om lærlinge- og praktikpladser til alle og stop for brugerbetaling på uddannelserne.

Som generelle forbedringer i hverdagen rejses krav om prisnedsættelser i den kollektive trafik og igangsætning af byggeri, der sikrer billige boliger. Endelig vil papiret arbejde for global retfærdighed ved at eftergive ulandenes gæld og hæve den danske ulandsbistand.

»Vi er klar til opgøret med borgerlig stilstand og nedskæringer i velfærden. Derfor skal oppositionen levere svar og forbedringer, så befolkningen får et alternativ til regeringens besparelser og forringelser«, slutter papiret.

To forslag til kampagneaktivitet

Der foreligger to forslag til kampagneaktivitet i efteråret. Det ene er et forslag om at lave en kampagne for regeringens snarlige fald. Idéen går her ud på at lave filmklip, der skal offentliggøres på internettet.

Forslagsstillerne opfordrer til, at gymnasieklasser, folketingspolitikere, mediekendte personligheder og andre deltager i en række skæve og absurde situationer på film, hvor de lader sig falde, f.eks. efter at have råbt: »For regeringens snarlige fald«.

Det andet forslag er en mere traditionel politisk kampagne, der fokuserer på, at det økonomiske opsving gavner de rigeste, mens stadig flere mennesker rammes af stress, nedslidning og et presset familieliv.

Her stilles der forslag om at lave ungdomshøringer, udfærdige kampagnematerialer og igangsætte en koordineret mediekampagne. Også her vil forslagstillerne lave videosekvenser, der kan distribueres på internettet, men koncentreret om ulighed, ikke regeringens fald.

Visionsdebat og konkrete aktiviteter

Genstart Danmarks konference lægger dog ud med oplæg af Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF) og Frank Aaen (Ø). De tre politikere er blevet bedt om at lave et oplæg om de visioner, de har for Danmark om tyve år.

Derefter vil de unge tage fat på en diskussion om hvilken aktivitet og politik, Genstart Danmark kan sætte igang frem til næste valg.

Kickstart-konferencen fortsætter lørdag formiddag og slutter kl. 12.00. Herefter vil nogle af deltagerne fortsætte mødeaktiviteten ved 2. septemberinitiativets møde i Nørrebrohallen, hvor Genstart Danmark er medarrangør.

2. september-initiativet

Ud over Genstart Danmark består 2. september-initiativet af de faglige organisationer Fagligt Ansvar og LO Storbyerne samt uddannelsesorganisationerne Pædagogstuderendes Landssammenslutning og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

En lang række faglige organisationer – for ufaglærte og faglærte arbejdergrupper og for socialrådgivere, pædagoger, lærere, magistre og mange andre faggrupper – har meldt deres deltagelse, men her ud over deltager også Socialpolitisk Forening, Nej til Krig og Indvandrerrådgivningen.

Initiativet har indkaldt til konferencen under overskrifterne »For udvikling af det danske velfærdssamfund. Ja til udvikling – Nej til afvikling«.

Initiativet skriver på sin hjemmeside, at de »store demonstrationer landet over den 17. maj var startskuddet til en bred bevægelse for bedre velfærd«, men det viger elegant uden om en konkret stillingtagen til det velfærdsforlig, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne i juni måned.

Forliget blev nemlig støttet af flere af de organisationer, der var med til at mobilisere til massedemonstrationerne i maj.

2. septemberinitiativer lægger op til, at konferencen skal diskutere to problematikker, nemlig på den ene side politisk debat om uddannelse, beskæftigelse, arbejdsmiljø, integration, kommunal økonomi og menneskesyn i forhold til social velfærd, og på den anden side aktiviteter, der skal igangsættes af organisationerne og lokale velfærdsnetværk.

Hovedvægt på aktiviteter

Finn Sørensen, der er næstformand i 3F Industri og Service i København, siger, at han tror det meste diskussion kommer til at handle om de aktiviteter, der skal igangsættes.

– Vi er alle sammen klar over de uenigheder, der er i arrangørgruppen, siger han til Modkraft.dk

Finn Sørensen regner med, at der kan vedtages en anbefaling, der opfordrer til at lave lokale mobiliseringer med den samme bredde som initiativet.

Han fortæller, at flere elev- og studenterorganisationer har opfordret til at sætte initiativer i gang op mod Folketingets åbning om en måned.

– De lokale grupper må diskutere, hvad de vil sætte igang og være med til, siger han.

Finn Sørensen regner desuden med, at 2. september-initiativet vil fortsætte som en arbejdsgruppe, der kan samle op på de lokale initiativer.

– Vi må afprøve, hvor langt det kan bære på det nuværende grundlag, siger han.

Konferencen starter med oplæg fra bl.a. Per Schultz Jørgensen, der er formand for Socialpolitisk Forening, Harald Børsting fra LO, Henning Pedersen, der er forbundsformand for BUPL og Ritt Bjerregaard (S), der er overborgmester i København. Fra Norge kommer Asbjørn Wahl, der er daglig leder af kampagnen »For Velferdsstaten«.

Efter oplæggene mødes deltagerne til regionsvise drøftelser af aktiviteter i lokale velfærdsnetværk. Der sluttes af med tilbagemeldinger fra regionerne og plenumdebat sidst på eftermiddagen.

Af Ole Wugge Christiansen

Besøg Genstart Danmarks hjemmeside

Besøg 2. september-initiativets hjemmeside

Læs Finn Sørensens artikel »17. maj, 2. september – og derefter« på Kontradoxa

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce