Annonce

31. august 2006 - 15:19

Hærværksbølge i København

11 gange, maling, graffiti, rudeknusning og ildspåsættelse rundt om i København. Sådan lød opgørelsen hos Købehavns Politi, skriver Ekstra Bladet.

Domhuset på Nytorv og Rådhuset blev atter smurt ind i maling; politibiler uden for Frederiksberg politistation blev overmalet; forskellige steder på Nørrebro blev der sat ild til brændbart materiale og en Nettoforretning tæt på Ungdomshuset fik knust samtlige ruder og blev ligeledes bombarderet med maling.

Fire teenagepiger blev kortvarigt arresteret på Nørrebro, fordi de gik rundt med flasker og maling

Ungdomshuset fralægger sig ansvaret

Hærværksbølgen, som politiet knytter til aktivister omkring Ungdomshuset finder sted natten før et annonceret møde mellem en række lokalpolitikere fra Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten og unge fra Ungdomshuset på Jagtvej. Et møde som de borgerlige partier raser over, fordi det ifølge deres mening blåstempler de unges hærværk.

Ungdomshusets aktivister erklærede tidligere på ugen, at de hverken kan eller vil tage ansvaret for, hvad husets sympatisører foretager sig i forbindelse med den juridiske afgørelse, der giver den kristne sekt Faderhuset brugsret til ejendommen på Jagtvej 69. Til gengæld vil de meget gerne forhandle en politisk løsning på plads med Rådhuset.

På Nørrebro har formanden for den lokale Handelsforening oplyst, at han vil ansøge såvel Folketingspolitikerne som lokalpolitikerne om kompensation for detailhandelens omkostninger ved eventuelle hærværksaktioner.

Flere aktioner på vej

Onsdag blev en større gruppe unge tilbageholdt i Københavns Indre By, da de i en såkaldt spontan-demonstration fulgte efter Politiorkesterets march, mens de råbte slagord for Ungdomshuset.

I både Odense, Svendborg og den norske hovedstad Oslo, har der været udført aktioner til fordel for Ungdomshuset. Natten til tirsdag blev Nørrebro første gang ramt af omfattende hærværk, og tirsdag blev Trekroner Fort i København besat af »pirater« fra Ungdomshuset.

Aktivisterne har bebudet flere aktioner i den kommende tid, sideløbende med eventuelle forhandlinger med repræsentanter for de politiske partier.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere i Ekstra Bladet

Læs artikel i lokalavisen PåGaden: »Handelsforening frygter uroligheder«

Læs artikel hos Lorry: »Politisk strid om Ungdomshuset

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce