Annonce

29. august 2006 - 22:43

Mexicansk ret benægter valgsvindel

En syv mand stor retsinstans afgjorde tirsdag den 29. august, at uregelmæssighederne ved præsidentvalget i Mexico i juli måned ikke var så graverende, at det ændrede det endelige resultat. Retten havde ladet en del af stemmerne bliver genoptalt.

Den konservative kandidat Filipe Calderon, der blev udråbt til vinder af valget i den officielle optælling, er dermed et stort skridt nærmere præsidentposten.

Calderon noterer sig dog ifølge BBC, at retten endnu ikke har godkendt hans sejr, men han siger at rettens beslutning »tilfredsstiller mig enormt«.

Nægter at acceptere dommen

Venstrefløjens kandidat, Andres Manuel Lopez Obrador, nægter imidlertid at acceptere rettens dom og siger, at han vil fortsætte kampen.

– Vi vil aldrig mere acceptere, at en ulovlig og illegitim regering bliver indsat i vores land, sagde han til tusindvis af tilhængere i Mexico City efter afgørelsen.

Mexicos hovedstad har været ramme for omfattende demonstrationer og aktioner med krav om omtælling af stemmesedlerne siden valghandlingen i juli – og især i den seneste måned har aktionerne taget til.

Lopez Obrador har klaget over optællingen på omkring 50.000 valgsteder, men en tidligere retskendelse har kun ville lade en genoptælling finde sted ved 11.839 valgsteder, der omfatter omkring ni procent af det samlede antal stemmer.

Endelig afgørelse senest 6. september

Valgretten skal formelt udnævne en vinder af valget senest den 6. september.

De syv dommere i valgretten siger i dommen, at der kun er marginale forskelle mellem det oprindelige officielle resultat og en gentælling.

De siger, at alle partier har mistet mange stemmer ved en ny kontrol af valgurnerne, men at det ikke forandrer det samlede resultat.

Rettens afgørelse er endelig og uden muligheder for appel.

Men selv om Calderon derfor sandsynligvis udnævnes til præsident, er den politiske krise i Mexico ikke overstået.

Lopez Obrador har sagt, at han vil danne en parallelregering for at bekæmpe, hvad han kalder, en valgmæssig uretfærdighed.

Det betyder formentlig en forsættelse af de massive protestdemonstrationer og -aktioner, som har blokeret det meste af hovedstaden i den sidste måneds tid.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs mere hos BBC (engelsk)

Læs artiklen »Protestaktioner mod officielt valgresultat i Mexico udvides« på Modkraft

Læs artiklen »Mexico: Uroligheder breder sig« på Modkraft.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce