Der var flere sårede demonstranter, da en fredelig protestdemonstration udviklede sig til et voldsorgie mod internationale og palæstinensiske demonstranter på Vestbredden sidste fredag. Fjorten mennesker, tre palæstinensere og elleve internationale fredsaktivister fra bl.a. Danmark, Sverige og England, blev såret.
En israelsk sagfører, Lymor Goldstein, blev indlagt på et hospital i bevidstløs tilstand, efter at han blev ramt af en gummikugle nær øret. Og en 35-årig, dansk fredsvagt, Rina Krøyer, blev indlagt med hjernerystelse og til observation for blødninger i hjernen, efter at hun slået på benene og i hovedet med en geværkolbe.
Protest mod bombninger i Libanon
Urolighederne udviklede sig, da fredsvagter og lokale beboere gik i protestdemonstration mod de israelske bombninger i Libanon. Optoget medbragte bannere og dukker med teaterblod, og der blev sunget sange.
– Soldaterne var med det samme meget aggressive. De slog med store stokke og affyrede chokgranater. Meget hurtigt begyndte de også at skyde gummikugler efter folk, som flygtede, siger Rina Krøyer i en pressemeddelelse, der er udsendt af de danske Palæstina Fredsvagter.
Hun siger, at den israelske kommandant på stedet ikke kunne styre sine soldater, og det var årsagen til voldsudviklingen.
Kunne ikke komme væk
Demonstrationen blev delt i tre grupper, hvor Rina Krøyer befandt sig i den forreste del. De, der løb væk, blev jagtet og slået af soldater.
– Vi satte os ned på jorden med hinanden i armene og ville ikke flytte os, siger Rina Krøyer.
– Der skete en masse bag os, men vi blev i første omgang forskånet for tåregassen, da vi var så tæt på soldaterne. De ville have os væk, men vi flyttede os ikke før en såret skulle transporteres væk. Derefter samledes vi hurtigt igen, og herefter begyndte soldaterne at tæske løs på os, fortæller hun.
Men soldaterne slog så hårdt, at demonstranterne ikke kunne komme væk, og det fik soldaterne til at slå endnu mere.
Rina Krøyer betegner de israelske soldaters opførsel som fuldstændig sindsyg.
Ikke specielt hjælpsom
Rina Krøyer blev i første omgang indlagt på Hebron Hospitalet på Vestbreden til observation for hjernerystelse. Hun er senere blevet overført til Hadasa Ein Karem Hospitalet i Jerusalem for at få lavet skanninger for eventuelle blødninger i hovedet.
En talskvinde for Palæstina Fredsvagter siger, at Rina Krøyer fortsat kaster op og har problemer med at gå. Hun siger, at det israelske hospital ikke er specielt hjælpsom. Rina Krøyer har ligget på hospitalet i to dage uden at få lavet de skanninger, hun er indlagt for at få foretaget.
Lymor Goldstein, der blev ramt i hovedet af en gummikugle, skal ifølge en hjemmeside for International Solidarity Movement også fortsat være hospitaliseret, men i bedring.
Ugentlige demonstrationer mod muren
Bil’in har siden januar 2005 holdt ugentlige demonstrationer mod Israels anlæggelse af en mur, der skærer sig ned gennem landsbyen.
International Solidarity Movement skriver på sin hjemmeside, at de ikke-voldelige demonstranter ved disse demonstrationer næsten altid generes af voldelige overgreb fra militærets side.
Den 8. juli 2005 skal militæret ifølge International Solidarity Movement have ramt en aktivist i hovedet med en plastikovertrukket stålkugle, da han uddelte vand til demonstranter i Bil’in. Kuglen forårsagede en alvorlig hjerneblødning med permanent hjerneskade til følge, skriver organisationen.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96