Annonce

8. august 2006 - 14:41

Line Barfoed er den mest respekterede politiker

55 politikere fra alle Folketingets partier har deltaget i en undersøgelse, hvor de har skullet pege på en håndfuld politikere uden for deres eget parti, som de respekterer højt. Selv om der – lige som i Folketingets sammensætning – er en overvægt af borgerlige politikere, og selv om de borgerlige politikere i gennemsnit også har nævnt flest navne på politikere, de respekterer, er Line Barfoed fra Enhedslisten blevet topscorer.

Hver tredje af de folketingsmedlemmer, der har deltaget i undersøgelsen, har peget på Line Barfoed. Bag undersøgelsen står Ugebrevet A4, der har ladet DICAR – Center for Analytisk Journalistik foretage afstemningen.

Line Barfoed efterfølges af Steen Gade fra Socialistisk Folkeparti på anden pladsen og Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech som nummer tre.

Hovedparten af regeringens ministre får til gengæld kun meget få stemmer, og tre centrale Venstre-ministre får overhovedet ingen stemmer: Det gælder integrationsminister Rikke Hvilshøj, social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Den mest respekterede minister, miljøminister Connie Hedegaard (K), optræder først på en niendeplads, et trin højere end statsminister Anders Fogh Rasmussen. Line Barfoed høster dobbelt så mange stemmer som Anders Fogh Rasmussen.

Respekt fra politiske modstandere

Fælles for topscorerne i undersøgelsen er at de opnår respekt fra politiske modstandere. Line Barfoeds stemmer kommer fra samtlige andre partier, og SF’eren Steen Gade henter 75 procent af sin respekt fra medlemmer af Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Frank Aaen (Ø) og Villy Søvndal (SF) får masser af socialdemokratiske stemmer, mens Birthe Rønn Hornbeck høster mange stemmer fra SF’ere, Socialdemokrater og radikale.

Til gengæld modtager Anders Fogh Rasmussen på sin beskedne tiende plads mere end halvdelen af sine stemmer fra Dansk Folkeparti. Connie Hedegaard får til gengæld udelukkende stemmer fra oppositionen til venstre for regeringen.

Dyder: flittighed og troværdighed

Ugebrevet A4 har i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen snakket med flere politikere, som ikke er overraskede over resultatet.

– Det er nogle ordentlige folk, som er drønflittige og troværdige. De er politikere, som er i stand til at finde løsninger, fordi de både forstår teknikken i sagerne, men også forstår og respekterer deres politiske modstanderes argumenter. Samtidig er det mennesker, som man kan have personlig tillid til, og det betyder utrolig meget på Christiansborg, siger Ole Stavad til Ugebrevet A4. Han er tidligere socialdemokratisk minister og været medlem af Folketinget siden 1980.

– Det er folk, der arbejder seriøst og har meget klare mål for deres politiske virke, og man er aldrig i tvivl om, hvad de står for, siger Flemming Damgaard Larsen, der er formand for Folketingets Trafikudvalg og medlem af Venstre.

Modsætning mellem karriere og respekt

En af forklaringerne på at ministre og andre toppolitikere klarer sig relativt dårligt i undersøgelsen synes være en modsætning mellem sympatiske dyder og de nødvendige midler for at gøre politisk karriere.

– Lidt forsigtigt kan man sige, at man skal udvise en vis form for brutalitet for at komme til tops inden for et parti. Eller som et folketingsmedlem har forklaret mig: Du kan ikke få en toppost, hvis du ikke på et eller andet tidspunt har trådt en af din venner i øjet. Derfor er der en konflikt mellem de værdsatte tillidsstrukturer og de midler, der skal til for at blive toppolitiker, siger Torben K. Jensen, lektor i samfundsvidenskab ved Århus Universitet, til Ugebrevet A4.

– Ministre har i mere udpræget grad end os andre en skjult dagsorden, og det gør ikke ligefrem, at man kommer til at holde af dem. Det er bestemt ikke dem alle, der lever op til den redelighed, som vækker respekt i Folketinget, siger SF’s landsbrugsordfører Kristen Touborg.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs artiklen »Politisk magt og respekt går sjældent hånd i hånd« på Ugebrevet A4’s hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce