- Ham Per Clausen skyder på alt, hvad der rører sig. Det er, hvad der er af indhold i den her sag.
Sådan lød den skråsikre kommentar fra Brønderslevs borgmester Jens Arne Hedegaard (V) til Fagbladet 3F, da Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen truede med at politianmelde Brønderslev kommune for ulovlig aktivering af kontanthjælpsmodtagere.
Pressehungrende Per
Venstre-borgmesteren mente faktisk, at Per Clausen bare var ude på at komme i pressen, og at kommunen var i sin gode ret til fortsat at lade kontanthjælpsmodtagere gøre rent og ordne haver, selv om Arbejdsmarkedsrådet har fastslået, at den slags er konkurrenceforvridende og dermed ulovligt.
Men borgmesteren mente, at Arbejdsmarkedsrådet havde misforstået det hele, og at det i øvrigt havde opsættende virkning, at afgørelsen var anket til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Øjeblikkeligt stop
Men den gik ikke rigtigt. Rådets afgørelser er nemlig endelige og kan ikke ankes til nogle, og efter små to døgn måtte Jens Arne Hedegaard erkende, at den pressehungrende Enhedsliste-politiker altså havde noget at have sin kritik i.
Så nu må Brønderslev Kommune indstille aktiverings-projekterne med øjeblikkelig virkning:
- Vi har genvurderet sagen og må konstatere, at vi er nødt til at stoppe projekterne nu, og bruge tid på at rette dem ind, så vi er sikre på, at de ikke er konkurrence-forvridende, siger Jens Arne Hedegaard til DR Nordjylland.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96