Annonce

19. juli 2006 - 15:25

A-kasser vil ikke snage hos Libanon-evakuerede

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, lugtede blod, da et flertal af de mange strandede danske statsborgere i Libanon viste sig at have libanesisk eller palæstinensisk baggrund.

– Evakueringen af tusindvis af danske statsborgere i Libanon giver os en enestående mulighed for at undersøge, hvilke personer det drejer sig om, og om de pågældende modtager overførselsindkomster, herunder kontanthjælp og dagpenge i Danmark, lød det fra Espersen.

Det bizarre forslag bakkes umiddelbart op af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der opfordrer a-kasserne til at være opmærksomme på, om de evakuerede har begået socialbedrageri.

Dyneløft er en statsopgave

Men hvis det foreslåede dyneløfteri skal gennemføres, må staten selv stå for det, lyder udmeldingen fra A-kassernes Samvirke.

I en artikel på fagforbundet 3F’s hjemmeside udtaler sekretariatschef Torben D. Jensen fra A-kassernes Samvirke, at a-kasserne for det første ikke kan tjekke dagpengemodtagere udvalgt på udenlandsk klingende efternavne, og at de heller ikke kan tjekke de evakuerede i lufthavnen.

– Hvis vi skal tage denne her opgave på os, så skal det komme efter direkte opfordring enten fra ministeren eller fra en højtstående embedsmand. Ellers kan vi ikke få adgang til oplysninger om, hvem der evakueres, siger Torben Dam Jensen til 3f.dk.

Søren Espersen selv siger, at hans forslag vil være til gavn for de evakuerede, og er fremsat for at mane »myterne om dagpengesvindel i jorden«. Både forslaget og forklaringen mødes med vrede og afsky mange steder, og også Torben Dam Jensen tager afstand fra Espersens dyneløfter-planer:

– Det her var jo slet ikke på tale efter tsunamien, men der var det jo også Hansen og Jensen, der blev evakueret. Vi må konstatere at Søren Espersen har et stort, blødende hjerte for den gruppe danskere, der evakueres i disse dage, siger han.

Afsindigt, afskyeligt, skamløst og usmageligt

Blandt folketingspartierne er det især SF og Enhedslisten, der langer ud efter Espersens klapjagt:

– Jeg mindes ikke, at noget parti tidligere er kommet med et så afsindigt, skamløst og nedgørende forslag overfor mennesker, som netop er sluppet ud af et helvede. Forslaget er den grad foragtende over for disse mennesker, så jeg håber, at regeringen tager afstand fra det, siger SF’s formand, Villy Søvndal til dagbladet Politiken.

Enhedslistens fungerende ordfører, Per Clausen kalder i en pressemeddelelse forslaget »usmageligt, usympatisk og et udtryk for et fuldstændigt fravær af almindelig anstændighed«:

– Bedst som man tror, at Dansk Folkeparti ikke kan blive mere usympatisk, så overgår de sig selv, udtaler han bl.a. i pressemeddelelsen.

Også en leder i Politiken betegner forslaget som »afskyeligt«:

»Det er beskæmmende, at regering og støtteparti kappes om at udnytte konflikten i Mellemøsten til at ramme de nærmeste palæstinensere og libanesere, i frygt for at deres vælgere skulle få sympati med mennesker, der på fejlfrit og klingende århusiansk fortæller, at »nu vil de bare gerne hjem til Danmark og Århus«.

Det var en forudsigelig reaktion fra regering og støtteparti, men det gør den ikke mindre afskyelig«, skriver Politiken.

Læs artikel på 3f.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce