Annonce

18. juli 2006 - 14:39

Israels offensiv: Libanon kun første skridt

Israels massive militære angreb på Libanon er led i en vel gennemtænkt plan, der ikke bare handler om udslettelse og hævn over Hizbollah-militsen i Syd-Libanon, men i ligeså høj grad om et opgør med arvefjenderne Iran og Syrien.

Det mener i hvert fald den norske Mellemøstekspert Hilde Henriksen Waage. I et interview til det norske dagblad Klassekampen afviser hun tanken om, at Israels militære aktion er et spontant svar på Hizbollahs kidnapning af to israelske soldater.

– Det er meget naivt at tro, at svære militære aktioner kan sættes i gang natten over på grund af kidnapningsaktioner. Dette er en vel gennemtænkt plan fra Israels side. Det ved vi, fordi den militære og politiske højrefløj i Israel længe har givet udtryk for ønsket om sådant opgør med Hamas og Hizbollah, siger hun til Klassekampen.

Civile beboelsesområder i Beirut bombet af israelsk luftvåben.Den historiske fodbold

Hilde Henriksen Waage kalder Libanon den fodbold, som parterne historisk set har sparket til, når de i virkeligheden ville have fat i hinanden.

– Når man ikke ønsker at bekrige hinanden direkte, tager man et opgør på libanesisk territorium. Sådan har det været i hele efterkrigstiden.

– Israel ønsker et videre opgør, i første række med Syrien og Iran som støtter de to bevægelser, mener hun.

Syrien risikerer at blive Israels næste angrebsmål.Next Stop Syrien

Både hun og den norske oberstløjtnant Terje Torsteinson, der i mere end 20 år har fulgt situationen i Mellemøsten tæt, vurderer, at en optrapning med et angreb på Syrien er mulig, og at der findes færdige planer for angreb på både Iran og Syrien.

– Det man nu kan frygte, er, at Israel ønsker at gå videre med krigshandlingerne og udvide dem til Syrien, og i værst tænkelige fald tage et opgør med Iran og bombe atomanlæggene, siger Hilde Henriksen Waage.

Terje Torsteinson er enig i vurderingen, men mener ikke, at Israel vil være specielt interesseret i at angribe Syrien.

– Men de kan måske blive nødt til det for at få kontrol over situationen, siger han til Klassekampen.

Han tror mere på en israelsk invasion og besættelse af Syd-Libanon:

– Det er naturlig set fra et israelsk synspunkt at få kontrol med højene i Syd-Libanon for at hindre Hizbollahs raketangreb.

Ifølge israelske militære kilder har Hizbollah sendt op mod 800 raketter ind over den israelske grænse i de seneste døgn.

Israelerne har sønderbombet byer i Syd-Libanon og forskellige beboelsesområder i den libanesiske hovedstad Beirut, hvor Hizbollah står stærkt.

Den israelske premierminister Ehud Olmert erklærede mandag, at den israelske offensiv fortsætter indtil den libanesiske hær er i stand til at kontrollere den sydlige del af landet.

Fredsprocessen endeligt død

Den aktuelle krise i Mellemøsten blev udløst, da medlemmer af den palæstinensiske organisation Hamas kidnappede en israelsk soldat på grænsen til Gaza. Siden har israelerne dagligt udført militære aktioner mod Gaza.

Angrebene har kostet adskillige palæstinensere livet, men har næsten været overskygget af krigshandlingerne i Libanon, som startede, da Hizbollah tog to andre israelsker soldater til fange.

Ifølge Hilde Henriksen Waage passer den udvikling israelerne godt, fordi de nu har opnået en vigtig ting i forbindelse med den såkaldte fredsproces:

– Nu er der ingen, som hverken har lyst til eller kan presse Israel til at fortsætte fredprocessen, siger hun.

Hun påpeger, at israelerne ikke bare har bombet civile, men også de palæstinensiske selvstyremyndigheder sønder og sammen. Det kaos, der har fulgt, har ifølge Waage standset enhver snak om fred:

– Tanken om en palæstinensisk stat er nu død og har været død længe. Set med israelske øjne har man opnået meget, siger Hilde Henriksen Waage til Klassekampen.

Enhedslisten: »Israel er problemet«

Det danske udenrigsministerium har indtil videre mest koncentreret sig om at evakuere danske statsborgere fra Libanon. I FN’s Sikkerhedsråd udmærkede Danmark sig desuden ved at undlade at stemme for en resolution, der krævede ophør af krigshandlingerne fra både israelsk og palæstinensisk side.

I en pressemeddelelse kalder Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører, Rune Lund, Israel for »hovedproblemet i konflikterne i Mellemøsten«:

»Det grundlæggende problem i Mellemøsten i dag er, at Israel ikke overholder de internationale love, og at Israel stadig den dag i dag ulovligt har besat en række områder i Palæstina, Libanon og Syrien. FN har i mange år krævet, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra 1967. Hvis Israel ville rette sig efter de internationale love, så ville situationen i Mellemøsten være løst på stedet, skriver Rune Lund.

Enhedslisten kræver de tilfangetagne israelske soldater løsladt omgående, men kalder det samtidig dobbeltmoral, når ikke Israel holder sig tilbage fra at kidnappe og fængsle ministre fra den palæstinensiske regering.

Demonstrationer mod Israels angrebskrig

Onsdag den 19. juli indkalder »Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening« til demonstration i København, Århus og Sønderborg.

Fredag den 21. juli indkalder »Stop Israel-initiativet« til demonstration i København.

Lørdag den 22. juli indkalder »Palæstina-Initiativet« til demonstration i Odense.

Se detaljer om demonstrationer i Modkrafts kalender

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs artikel i Klassekampen (norsk)

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten

Læs mere om situationen i Libanon på Indymedia Beirut (engelsk og arabisk)

Oversigt over links til rapporter direkte fra Libanon på Electronic Intifada (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce