Der blev talt med store ord, da Europarådets parlamentariske forsamling i dag debatterede en rapport om CIA-fly og hemmelige fængsler.
Ifølge rapportens forfatter, schweizeren Dick Marty, samarbejdede europæiske efterretningstjenester ikke alene med amerikanske CIA-agenter om at tilbageholde terrormistænkte – de var også med til i al hemmelighed at flytte fangerne rundt mellem forskellige europæiske lande.
Ifølge Dick Marty har arbejdet med rapporten afsløret et »edderkoppespind« af forsvindinger, hemmelinge fængsler og ulovlige transporter mellem stater i Europa fortaget af USA. 14 af Europarådets 46 medlemslande har ifølge Marty aktivt deltaget i disse handlinger.
Rapporten, der udkom for tre uger siden, blev i dag godkendt af den parlamentariske forsamling, der samtidig kræver, at samtlige 46 medlemslande i Europarådet sætter gang i nationale undersøgelser af CIA-flyene og de hemmelige fængsler.
Også EU’s justitskommissær, Franco Frattini, opfordrer nu EU-landene til at undersøge anklagerne om CIA-fangetransporter og hemmelige fængsler. Han mener, at der på trods af manglende beviser for anklagerne er behov for gennemgående undersøgelser.
Enhedslisten kræver undersøgelse – igen
I Danmark har Enhedslisten adskillige gange opfordret regeringen til at foretage sådanne undersøgelser, men hidtil uden held. Regeringen mener nemlig, at alene svarene på Enhedslistens mange spørgsmål om CIA-flyene udgør en undersøgelse i sig selv.
Spørgsmålet er nu, om regeringen fortsat vil nægte at nedsætter en uafhængig undersøgelseskomité, og dermed direkte modarbejde Europarådets vedtagelse.
Rune Lund, der er Enhedslistens repræsentant i Europarådets parlamentariske forsamling, er »utrolig glad for« Europarådets klare opfordring til medlemslandene om at undersøge sagen.
– I Danmark har regeringen konsekvent nægtet dette. Dette nægteri må høre op nu, udtaler han i en pressemeddelelse.
Også Martin Østergaard fra De Radikale mener, at regeringen må forhindre, at CIA-flyvninger kan finde sted i Danmark i fremtiden, skriver Politiken.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten
Læs pressemeddelelse fra Europarådet (engelsk)
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Europæisk medansvar for CIA’s ulovlige fangetransporter«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96