– De ansatte i Indien bliver behandlet på en måde, som vi ikke kan acceptere. Hvis vi ikke siger fra, vil det være en indirekte støtte til børnearbejde og misbrug af arbejderne i Indien.
Gert G. Torstensson, der er landsklubformand for de ansatte i Dansk Supermarked, taler på vegne af de ansatte i det A.P. Møller-ejede selskab, når han på baggrund af tv-dokumentaren »Når tilbud dræber« kræver ordentlige forhold for arbejderne hos selskabets udenlandske leverandører.
I et brev til ledelsen kræver medarbejderne konkrete initiativer:
– Vi opfordrer Dansk Supermarked til hvert år at udarbejde en rapport, der beskriver de forhold, som ansatte hos leverandørerne arbejder under. Samtidig vil vi opfordre Dansk Supermarked til at indgå en global aftale om overholdelse af alle relevante ILO-konventioner, siger Gert G. Torstensson til hk.dk.
Kravet bakkes op af HK/Handel, og i sidste uge truede LO Storkøbenhavn med boykot af butikkerne, hvis ikke der blev rettet op på de umenneskelige forhold, som arbejderne i blandt andet Indien udsættes for.
Dansk Supermarked tager i en pressemeddelelse »skarpt afstand fra de viste forhold« og meddeler, at samarbejdet med den fabrik i Indien, som optrådte i tv-dokumentaren omgående er afbrudt.
»Endvidere er en uvildig instans blevet bedt om at undersøge forholdene«, hedder det i pressemeddelelsen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs tidligere artikel på Modkraft: »LO-boykot mod butikskæder«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96