Annonce

20. juni 2006 - 1:37

Bz’at hus i Mejlgade ryddet igen

Mandag ved 13-tiden lykkedes det politiet efter halvanden times forsøg at bryde barrikaden til huset og anholde ni bz’ere. Alle blev løsladt umiddelbart efter afhøring.

Omkring kl. 11.30 troppede politiet op ude foran Mejlgade 39 for at rydde det besatte hus. En bz’er, som ønsker at være anonym, forklarer til Modkraft.dk om forløbet:

– Kort før middag kan vi se, at der pludselig holder en del politivogne ude i Mejlgade, hvorefter omkring 30 betjente kommer ind i baggården og forsøger at bryde vores barrikade. Det lykkes at holde barrikaden i godt og vel halvanden time, inden de trænger ind og anholder os.

Rydningen foregik under tilråb fra en større gruppe mennesker, som havde forsamlet sig ude i Mejlgade. Heriblandt en del af gadens beboere og elever fra uddannelsesstederne, hvoraf mange udtrykte stor sympati og forståelse for bz’erne.

Nye besættelser i vente

På trods af to rydninger med mindre end fjorten dages mellemrum, har det på ingen måde svækket moralen blandt bz’erne. De er således klar til at fortsætte kampen for et ungdomshus:

– For hver gang bliver vi blot stærkere, og der kommer hele tiden flere til. Der er masse af tomme huse i Århus, som står klar til brug. Vi er ikke til at stoppe nu, fortæller bz’eren.

En sådan erkendelse synes måske også at være på vej blandt de lokale politikere. I hvert fald opfordrede den radikale rådmand Peter Thyssen mandag i JP-Århus til bedre dialog i stedet for blot at bekæmpe bz’erne.

En ting synes dog sikkert; det er næppe sidste gang, man hører til de århusianske bz’ere.

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs artikel på Modkraft: »Bz’ere tilbage i Mejlgade«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce