Kommunale besparelser på 300 millioner kroner om året. Det er den virkelighed, som århusianerne går i møde, hvis Århus Kommunes planlagte sparekatalog gennemføres. Meget afhænger af, om Kommunernes Landsforenings vælger at godkende regeringens planer om besparelser. Ifølge Den Kommunale Fællesrepræsentation (DKF) vil konsekvenserne være, at 1.455 pædagoger, lærere, socialrådgivere, hjemmehjælpere, vejmænd, gartnere og en række andre offentligt ansatte vil miste deres job.
DKF, som er en paraplyorganisation for omkring 22.000 kommunalt ansatte i Århus Kommune, valgte derfor torsdag den 8. juni at gå på gaden for at presse byrådet. De 1.500 demonstrerende gik i gåsegang gennem Århus’ gader, hvilket satte en stopper for trafikken i den indre by. Formålet var at få byrådet til at afvise regeringens besparelser på velfærden.
Byrådet har indtil videre valgt at være tavs i forhold til de planlagte besparelser, hvilket vækker vrede hos regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening, Søren Andersen:
– For øjeblikket enten tør politikerne ikke, eller også vil de ikke mene noget om de store besparelser. Med denne demonstration forsøger vi at påvirke meningsdannelsen, fortalte Søren Andersen til Århus Stiftstidende.
»Brug statens overskud på velfærd«
Særligt pædagogerne var godt repræsenteret blandt demonstranterne, hvilket pædagog Linda Laier til Århus Stiftstidende tillægger de meget omfattende besparelser, der er planlagt netop indenfor dette område:
– Det er klart, når halvdelen af besparelserne rammer vores område. I ti år har der konstant været nedskæringer, og det betyder, at man går utilfreds og stresset hjem fra arbejde, for man ved, at man kunne have gjort meget mere for børnene.
Denne vrede blev fulgt op på Rådhuspladsen af formanden for Den Kommunale Fællesrepræsentation Henning Truelsegaard, som opfordrede kommunerne til at skrue bissen på over for regeringen og Dansk Folkeparti:
– Vi vil ikke finde os i, at staten har større og større overskud, samtidig med, at vi endnu engang er udsat for forringelser. Derfor må vi kræve, at man bruger statens overskud til velfærd i kommunerne.
Med 80 mia. i overskud i statens budget er der ifølge demonstranterne ingen undskyldning for forringelser, hvorfor de da også har tænkt sig at fortsætte protesterne:
– Efter sommerferien kommer vi med et stjerneskud af kreative aktiviteter for at fortsætte presset på politikerne. Det kan ikke passe, at der skal spares så meget, når vi er et af de rigeste samfund i verden, sagde Søren Andersen til Århus Stiftstidende.
Unge aktivister vil redde deres bedste
Dagen efter denne store demonstration valgte en lille flok unge aktivister at indtage Århus’ gågade iført bleer, som ligeledes blev lagt ud over gaden. Formålet var at vise solidaritet med de danske plejehjemsbeboere, som bliver hårdt ramt at besparelserne.
Til Modkraft.dk forklarer Troels Græsholt-Knudsen fra ungdomsorganisationen Socialistisk UngdomsFront deres bevæggrunde:
– Vi vil en anden verden, hvor værdighed kommer før erhvervslivet, hvor skoler kommer før skattelettelser, og hvor plejehjemspersonalet ikke behøver krisehjælp. Man siger, at Danmark tjener penge som aldrig før. Hvorfor er der så ikke penge til, at bedste kan få skiftet ble?
Aktionen blev ifølge aktivisterne modtaget rigtigt godt af de 500 mennesker, der i løbet af dagen fik stukket en forklarende løbeseddel i hånden:
– Folk var virkeligt begejstret og gav udtryk for, at de støttede op om vores aktion. Mange kom og fortalte, hvordan de personligt har oplevet konsekvensen af sådanne besparelser. Det var virkeligt fedt at mærke, at mange var dødtrætte af regeringens ideologiske nedskæringer ligesom os, siger Troels Græsholt-Knudsen.
Flere initiativer er i øjeblikket ved at blive stablet på benene blandt politiske og faglige organisationer i Århus i et forsøg på at imødegå den omfattende spareplan. Under overskrifter som »Lad tusind idéer blomstre« og »Ulven er her – Stop den«, har flere organisationer i den kommende uge indkaldt til opstart af fælles initiativer. Håbet er, at disse kan danne grobund for store protester henover sommeren og ind i efteråret.
Af Michael Hunnicke Jensen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96