Danmark var ikke nævnt i den rapport om europæisk medvirken til CIAs hemmelige fangetransporter, som Europarådet udsendte torsdag. Men årsagen hertil er måske, at den danske regering har tilbageholdt oplysninger for Europarådets rapportør, Dick Marty.
Den danske regering har indtil videre tilbageholdt oplysninger om fly, som ifølge en undersøgelse fra Europarådet har udført ulovlige fangetransporter for CIA.
Manglende oplysninger om navngivne fly
Allerede i april bad Dick Marty det danske udenrigsministerium om at sende oplysninger, bl.a. om et navngivent fly – N379P – der fløj over dansk territorium fire dage før, CIA i 2002 brugte det til at kidnappe to egyptiske asylansøgere i Sverige. De to egyptere blev fløjet til Egypten og her udsat for tortur.
– Det er fuldstændig amatøragtigt, at regeringen ikke har sendt disse oplysninger til Europarådet. Enten er det inkompetence på højeste plan, eller også er det decideret obstruktion af Europarådets arbejde, siger Rune Lund, der er medlem af Europarådet for Enhedslisten i en pressemeddelelse.
Udenrigsministeriet oplyser ifølge Politiken, at der skulle være et svar på vej, men at flylisterne ligger hos Transportministeriet, som ikke har sendt dem videre i systemet.
Regeringen modarbejder Europarådet
Rune Lund aftvang ellers i april udenrigsminister Per Stig Møller (K) et løfte om svar på Dick Martys spørgsmål. Udenrigsministeren sagde da i Folketingssalen, at Rune Lunds spørgsmål var »spild af Folketingets tid«, og at »der bliver svaret«.
Men to måneder og en rapport senere er spørgsmålene stadig ikke besvaret.
Rune Lund skriver på den baggrund, at regeringen ikke har »gjort det, den har lovet Folketinget. Og Europarådets arbejde er dermed blevet modarbejdet, fordi den danske regerings oplysninger ikke er med i Europarådets rapport«.
Rune Lund har indkaldt til et hastemøde for de danske medlemmer af Europarådets parlamentariske forsamling, hvor Per Stig Møller skal forklare hvorfor oplysninger ikke er blevet sendt frem og for at få oplysningerne frem, inden Europarådet den 27. juni skal debattere CIA’s flyvningerne og hemmelige fængsler.
Mindst to kidnapninger med forbindelse til Danmark
Politiken skriver, at Danmark i mindst to tilfælde kan sættes i forbindelse med CIA’s omdiskuterede kidnapninger.
Det ene tilfælde handler om en egyptisk asylansøger, Abu Talal, der blev bortført af amerikanske agenter i 1995, da han var på vej fra Danmark til Kroatien. Det fremgår af en undersøgelsesrapport fra den italienske anklagemyndighed, som Politiken er kommet i besiddelse af.
Abu Talals kone, der stadig bor i Danmark, har ikke hørt fra sin mand siden han forsvandt, skriver Politiken.
Den anden sag handler om den egyptiske imam Abu Omar, som CIA-agenter bortførte i Milano i 2003. De italienske myndigheder har i denne sag bedt om at få 22 navngivne CIA-agenter udleveret til retsforfølgelse.
Politiken skriver, at den har fået aktindsigt i sagen, men at flere dokumenter tilbageholdes af regeringen med begrundelsen, at oplysningerne kan skade forholdet til fremmede magter.
Anders Fogh på besøg hos Bush
Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger fredag USA’s præsident George W. Bush. Han vil næppe kunne undgå at skulle diskutere USA’s fangetransporter og beskyldningerne om tortur af fanger.
Den danske regering har over for USA tidligere sagt, at dansk territorium ikke må bruges til fangetransporter, der er i strid med menneskerettighederne.
USA har imidlertid afvist Europarådets rapport med henvisning til at den beror på gisninger.
»Det ser ud til, at der er mange anklager, men ingen ægte kendsgerninger bag« siger en talsmand for USA’s udenrigsministerium ifølge Politiken.
Mogens Lykketoft (S) og Villy Søvndal (SF) har kritiseret Anders Fogh Rasmussen for, at Folketingets Udenrigspolitiske nævn ikke er blevet orienteret om hvilke spørgsmål, statsministeren vil rejse overfor den amerikanske præsident.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Læs mere i Politikens netudgave
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: »EL om CIA-fly: Regeringen modarbejder Europarådet«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96